Familien Krongaard Stampe på tur

Cairns er nu en hyggelig by – og vi havde fundet endnu en super campingplads med endnu en dejlig kølig pool (og temperaturerne nærmede sig de fyrre grader) – så vi tog hele to slapper dage på liggestolene med gode bøger og gode restauranter (indisk + en stor australsk bøf).

Men så var det tid til at bevæge sig sydøst på mod den australske outback, da vi jo skal være nord for Adelaide og møde Tinas far og Anette midt i december (og der er godt nok langt hen og ned gennem midten af Australien).

Takket være Linda og Sørens gode ven Jason havde vi hørt om lava tunnellerne i Undarra National Park. Undervejs gjorde vi holdt ved nok verdens største figen træ samt Millaa Millaa vandfaldet efter anbefaling fra det danske par vi havde mødt i poolen på ’Nemo-campingpladsen’ i Cairns. Begge dele super oplevelser.

Sidst på eftermiddagen kørte vi så ned ad den 15 kilometer lange ’indkørsel’ til Undarra Lodge. Selve ’lodgen’ består af en række pensionerede togvogne, som er blevet omdannet til hotelværelser og en restaurant. Meget mærkeligt men samtidig super hyggeligt og sidde blandt togkupéer og spise aftensmad (man kunne sågar sidde indeni dem, hvis man havde lyst, men vi valgte den mere åbne løsning, da temperaturerne stadig var ekstremt høje).

Ud over togvognene, består lodgen også af en række faste telte samt pladser til campere som vores. Og så selvfølgelig den obligatoriske pool, som man om morgenen dog måtte kæmpe med kænguruerne om pladserne ved. Straks vi parkerede, så vi den første kænguruer lige ved siden af bilen, og sådan fortsatte det blot de næste to dage – fantastisk sådan at bo ’dør om dør’ med disse søde kræ – uden at der er tale om en zoologisk have.

Selvom lodgen var helt fantastisk, så var vi jo egentlig ikke kommet helt ud i ødemarken for at se på kænguruer eller ligge ved poolen – vi var kommet for at se Undarras lava tunneller. Så efter en nat gåtur rundt i området med en guide (hvor vi så yderligere et hav af kænguruer, samt den mere specielle ’rotte-kænguru’) og morgenmad i bushen (hvor vi grillede toast over bål og fik serveret bacon, pølser og æg – en genial idé, bortset fra fuglene, som smuttede ned og huggede ens mad, hvis man forlod sin tallerken), var det tid til at køre ud til tunnellerne.

Undarra er en vulkan, som for længst er udslukt, men i sin storhedstid sprøjtede den så store mængder lava ud, at noget af det flød ned i et flod leje og fortsatte hele 160 kilometer ud gennem landskabet. En stor del af de 160 kilometer er nu forstenede lava aflejringer, og flere steder kan man få lov at gå nede i disse lava tunneller. Ud over at der var dejligt køligt dernede, så var det også ekstremt smukt på den rå måde. Ord kan ikke beskrive det (men heldigvis var guiden også lidt af en hobby fotograf, så han lærte os lige at bruge kameraet rigtigt og tage nogle fantastiske billeder – så bedøm selv).

Næste morgen gik turen så videre mod kysten nord for Townsville og Rollingstone caravan park, som Tinas far og Anette havde anbefalet. Beliggenhed er alt nogle gange – og denne her campingplads lå simpelthen lige ud til havet. Der var højst ti meter fra vores bil og ud til vandkanten. Vi slog bagsmækken op, lagde os alle tre på maven, kiggede ud på månen og lyttede til bølgerne. Familiehygge når det er bedst.

Ingen vi nåede så langt, måtte vi dog lige vaske outback støvet af i den paradis-agtige pool med vandfald, man kunne svømme ind under. Det var også nødvendigt, for vi havde nemlig været vidne til både ild og en eksplosion på vej mod kysten. Først i form af en skovbrand, som rasede ikke mere end 20 meter fra den vej, vi kom kørende på. Derefter i form af en lastbil lige foran os, hvis dæk pludselig eksploderede. Nu ved vi, hvorfor der ligger så mange store, afrevne dækstykker i vejkanten. Og nu ved vi, hvor vigtigt det er at tjekke dæktrykket, når man kører gennem outbacken i 45 graders varme.

En meget vigtig viden, når man står foran at skulle køre 3.000 kilometer gennem netop sådanne omgivelser.

Når man nu sådan er på tur op langs den australske østkyst, ja så handler meget af turen om oplevelser på vand – og således også næste indlæg på bloggen.

Næste stop op ad kysten var Townsville, hvor vi igen skulle mødes med Linda og Sørens ven Jason, som vi jo stiftede hyggeligt bekendtskab med i Brisbane. Hans mor bor i Townsville, og som barn voksede han op på byens turistattraktion, Magnetic island lige ud for kysten, hvor moderen drev et hotelkompleks.

Mens tøserne, Glenn og Rasmus slappede af ved byens badesø (med filtreret havvand, så der ikke kommer stingers og ikke mindst hajer ind), købte Jason, Søren og Bo ind til den helt store ’barbie’ på Esplanaden (en meget lang promenade fyldt med legepladser, picnic borde mv. Det blev både til den australske fisk Barramundi, kæmpe rejer og den australske ’bug’ (en lille hummer type, som lever i de australske farvande) – toppen af ’barbie’ poppen.

Næste dag tog Jason så gruppen med ud til Magnetic Island, men vi måtte erkende, at Rasmus havde fået rigeligt med oplevelser på det seneste. Han var i ekstremt søvnunderskud af de mange tidlige morgener (han er absolut ikke morgenmenneske) og var i det hele taget sur og tvær det meste af tiden. Så vi tog en ’time out’ dag, hvor vi sov længe, lavede scrapbog, hyggede og ikke lavede ret meget. Det blev dog til et besøg i byens akvarium Reef HQ, som faktisk er verdens største akvarium med et levende koralrev. Her så vi hajer og skildpadder blive fodret – en stor og sjov oplevelse. Aftensmaden bestod af indisk, inden vi gjorde os klar til en heldigvis ikke så tidlig afgang næste morgen.

På vej mod Cairns gjorde vi et frokost/bade stop i Mission beach, hvor vi var så heldige at spotte og få taget nogle gode billeder af den ellers sjældne og truede australske fugl ’Cassowary’. Vi ankom henad eftermiddagen med god tid til at få tjekket ind, bestille en tur ud til Green Island næste dag (endnu et sted Jason er vokset op, fordi hans mor drev et hotel der) og spise aftensmad på en italiensk restaurant i centrum.

Næste morgen tog de andre så en tidlig færge ud til Green Island, mens Bo, Rasmus og Tina igen sov lidt længere og tog færgen kl. 11. På Green Island kan man snorkle, gå gennem regnskoven eller blot ligge på stranden, og vi fik tid til det hele – Rasmus og Tina nåede også en tur i en båd med glas i bunden – inden hjemturen. Tina prøvede også noget nyt. Efter fjorten år med dykkercertifikat og møder med masser af hajer, rokker og moræne ål, der alle har været aldeles ligeglade med hendes tilstedeværelse under havet, så skulle det være en lille, farverig fisk, som gik til angreb og satte sine tænder i hendes underarm. Så har man også prøvet det.

Dagen derpå tog Linda, Søren, Glenn, Pia og Amalie på tur til regnskoven. Vi havde til gengæld fundet en ny og bedre campingplads med en kæmpe pool, hvor vi endda blev vist rundt på hele området ved ankomsten i intet mindre end en Nemo-bil, så Rasmus fik lov at bestemme (vi skal nok få masser af tid i regnskoven senere) og valgte endnu en slappedag ved poolen. Her mødte vi et dansk par udstationeret i Melbourne men på ferie i Cairns, som kunne give os en masse gode tips til ting vi skal se længere oppe ad kysten.

Vi tilbød de andre at købe ind til turens sidste ’barbie’ ved lagunen i centrum om aftenen, og sluttede således dagen med kylling, rejer og Cola1 (som vi har omdøbt rødvin til, da man ikke må drikke alkohol offentlige steder i Australien – heldigvis ligner rødvin i et plastik krus ret godt Cola) ud til både pool og hav.

Inden gruppen igen måtte forlade os, besluttede Pia og Tina sig for en sidste tur i denne omgang (det er ikke sidste gang, jeg er der, lød Pias afskedssalut) ud til verdens største koralrev. I løbet af en hel dag snorklede vi på tre forskellige rev på ’Outer Barrier Reef’. Vi fik set tre hajer, en skildpadde og en mere end en meter lang moræne ål, som kom ud fra sit skjul og svømmede hen over sandbunden. Samt selvfølgelig stimer af fisk i alverdens farver. En helt fantastisk tur i halv sol, halv skyet vejr – mens Bo og Rasmus havde brugt det meste af dagen inde i camperen i regnvejr. Sådan kan man være så heldig nogle gange, når man er på vandet.

Uanset hvad er der i hvert fald oplevelser i verdensklasse – både på og under vandet i Australien. Forude venter dog lige så mange spændende – men fuldstændig tørre – oplevelser. I den australske outback.

Vi tog afsked med Hervey Bay med middag i den lokale ’Bowles Club’ (en mellemting mellem petangue, boccia og bowling) som lå lige op ad camping pladsen. Her var ’T-bone Thursday’, hvor man kunne få en stor bøf med fritter og salatbar og en øl eller sodavand for 10 australske dollar (ca. 45 kroner). Billigere – og mærkeligere – bliver det ikke.

Her sad vi så mellem grupper af lokale mænd og kvinder, blandt pokaler og billeder af de seneste tyve års klub præsidenter og forsøgte at lade være med at grine. Men maden var aldeles glimrende – og lagde bunden for en god nats søvn inden endnu en tidlig afgang (efter to dage på Fraser var vi jo vant til det). Med godt 900 kilometer til næste stop, havde vi en lang dags kørsel foran os, så afgangen var sat til kl. 6 næste morgen.

Ved første stop lærte Søren på den hårde måde, hvordan man åbner en lille beholder ’tomato sauce’ hernede – man gør det ikke ved at forsøge at tage låget af – det medfører blot ketchup ud over trøjen – nej man trykker den såmænd bare sammen med enderne mod hinanden og holder midten ind over sin ’pie’ eller ’sausage roll’, eller hvad menuen nu står på, og så løber ketchuppen stille og roligt ud.

Turen gik over al forventning, og klokken halv seks trillede vi ind i Airlie Beach i god tid til at få bestilt en tur ud til stedets attraktioner: Whitsunday øerne (de fleste booking steder lukker kl. 18). Glenn og Søren kørte i forvejen til campingpladsen (det eneste af seks steder, som Linda havde ringet til, hvor der var ledigt), og lå og flød i poolen, da vi andre ankom. En perfekt afslutning på en lang køretur. Og vi kunne campere lige ud for de andres hytte, så det kunne ikke være bedre.

Næste morgen stod vi så klar kl. 8 til at blive hentet af John, der såmænd var ejer af det selskab, som skulle sejle os ud til øerne. John havde mange års erfaring i branchen ’fortæl dine gæster nogle sjove ting på vej til havnen, og de vil synes meget bedre om din tur’. Blandt andet fik vi at vide, at der ikke var nogle hajer i vandet omkring Airlie Beach, fordi de var blevet spist af krokodillerne. Vi fik også at vide, at hvis vi ville klage, så skulle vi gøre det til hans kone – som i øvrigt var døv. Noget vi jo så passende kunne gøre til konen, som tog imod os (og hørte ganske fint) ved båden.

Der var dog ikke spor at klage over. Personalet på båden var helt igennem super professionelle og imødekommende, og turen ud til de smukke øer foregik i strålende sol og ikke ret mange bølger (til stor glæde for specielt Bo, som jo desværre har en tendens til at blive ekstremt søsyg). Første stop på bådturen var Hill Inlet – en bugt med hvide sandbanker, som stikker op af de turkisfarvede vand. Vi blev sejlet ind til øen i en lille gummibåd og gik så et kvarter op gennem skoven til et udsigtspunkt, som ikke fås meget smukkere.

Turens andet stop var den berømte og velbesøgte Whitehaven Beach – som heldigvis er så stor, at man sagtens kan finde et sted langt væk fra alle andre. Her slappede vi af i sandet eller tog en dukkert – dog iført våddragter, da de australske ’stingere’ (en ekstremt farlig art af den danske brandmand) desværre havde fundet vej til de breddegrader.

Efter en frokostbuffet på båden nåede vi frem til turens sidste stop – en snorkeltur ved Cook island – sjovt nok i præcis samme bugt, som Tina har dykket flere gange. Her fik Bo langt om længe set verdenen under havet, når den er allerbedst – og han talte straks om at skulle hjem og bygge akvarier (Tina satser i stedet på at få kureret hans søsyge, så han kan nøjes med at se fiskene i deres rette element og ikke i et lille akvarium). Rasmus synes der var lidt for dybt til at ligge og svømme rundt, så efter en tur med mor kom han op i en lille gummibåd med en af de ansatte og fik lov til at fodre fiskene oppe fra båden.

Ovenpå sådan en lang og begivenhedsrig dag på havet, orkede vi ikke madlavningen – så hvad var mere passende en rigelige (og vi snakker mere end rigelige) mængder af ’fish ’n’ chips’ hjemme i hytten.

Næste dag tog Bo så med resten af gruppen ud og sejle i kajak, mens Rasmus og Tina slappede af ved lagunen, som er bygget midt i byen, for at kompensere for den manglende strand. De andre ankom til lagunen ved frokost tid – og med kun en halv dags aktivitet og efterfølgende afslapning, havde vi overskud til den helt store ’barbie’ (også kendt som barbeque) på campingpladsen. Sådan kan man også slutte en dag på havet. Med store bøffer og kolde øl i aftenskumringen.

Chaufførerne (Bo, Glenn og Søren) kom tilbage med to firhjuls-trukkede biler klokken lidt i syv. Den ene blev hurtigt udnævnt til bagage og proviant bil, da bagsæderne bestod af to træ-bænke ned langs bilen, som ikke var særligt behagelige at sidde på (Tina klarede den godt nok i to dage for fjorten år siden, men man er vel blevet lidt mere magelig med årene). Så vi satte Glenn og Søren i den bil og havde Bo som chauffør for ’tøse-bilen’.

Turen over til Fraser island foregår med en lille bilfærge. Fra færgens top spottede vi en skildpadde og flere delfiner i vandet, mens solen skinnede på næserne og vinden blæste i håret – skønnere bliver det ikke.

Kort efter vi havde forladt færgens landgangssted, stod det klart for de tre chauffører, hvorfor man ikke lige tager sin almindelige udlejningsbil (også selvom det er en firhjuls-trækker) over til Fraser island. Vejen er simpelthen ren sand – lyst, finkornet sand, som bilerne meget let graver sig ned i – også selvom man er en erfaren chauffør. Det blev til flere grave/skubbe ture, førend vi nåede frem til en af øens smukkeste søer Lake McKenzie. Her badede vi på den kridhvide strand i det turkis-farvede vand og nød solen og livet.

Måske tog vi det lidt for afslappet, i hvert fald fik vi lige pludselig ret travlt, da vi skulle nå ud til øens anden side og op ad stranden (som ved lavvande bliver omdannet til en motorvej, hvor bilerne kører med høj fart op og ned langs øen – og små fly desuden bruger stranden som landingsbane) til vores logi for natten inden højvande – for ellers var det ikke muligt at komme forbi før fire timer senere.

Vi kunne nærmest føle bølgerne slikke op af siden på dækkene, da vi ræsede op ad stranden (der er en bøde på 20.000 for at køre i saltvand), men vi nåede det lige inden bølgerne ramte klipperne syd for Happy Valley, hvor vores lejligheder lå. Ovenpå den oplevelse orkede vi ikke meget andet end at lægge os ned på stranden, spille lidt strandtennis og lege i sandet (bare kan man ikke på grund af de mange hajer i havet ud for Fraser island).

Da tidevandet havde trukket sig tilbage igen ankom endnu en bil til Happy Valley – den viste sig at indeholde to danskere, Peter og Søren, som kunne give os en masse tips om Fraser og vores fortsatte tur mod nord. Vi havde købt alt for meget mad og tilbød dem aftensmad, mod at de tog opvasken – glimrende deal.

Næste morgen stod vi så op med solen kl. 5 og kørte som de første mod nord. På den måde fik vi hele stranden for os selv. Vi var de eneste ved skibsvraget Maheno, som var noget sunket sammen siden Tina var her sidst i 1995 – og vi var de eneste ved Champagne pools, som er nogle naturlige pools skabt af klippeformationerne, og hvor vandet siger ligesom Champagne, når det bliver sprøjtet ude fra havet og ind over klipperne. Vi lagde os i morgensolen og nød stilheden, indtil den første turbus nåede frem.

På vej mod syd igen gjorde vi et holdt ved Indian Head og vandrede op til toppen af klippen. Herfra er der god udsigt over stranden både mod syd og nord, en kæmpe klit mod vest og havet mod øst – der var desværre ingen hvaler at se, men manta rays’ene boltrede sig i bølgerne neden for klipperne.

Næste stop var Eli Creek, øens største flod (eller nok nærmere å) – her kan man (hvis der er vand nok) lægge sig på maven i floden et stykke oppe og så lade sig føre med strømmen ud mod stranden. Det var længe siden, det havde regnet på Fraser, så vores maver ramte ind imellem mod bunden, men vi kom da tilbage til stranden og en velfortjent frokost.

Af frygt for at havne i endnu en stress situation, hvor vi sad fast i sandet og ikke nåede færgen, tog vi i god tid af sted tværs over øen. Men heldigvis sad vi kun fast et par gange (og nu havde vi jo opskriften – tre tøser ud at skubbe, med Bo bag rattet og børnene på bagsædet – så kommer man fri igen), så vi nåede øens vestside en time før afgang. Vi fladede ud i sandet, men her dukkede så øens eneste udyr (ud over selvfølgelig de vilde hunde, Dingo’erne, som der er advarsler mod alle vegne på øen – skilte som ’ved du, hvor dit barn er nu’, kan nok skræmme enhver forældre) op: Sandfluerne. Vi blev simpelthen bidt op og ned af ben og arme, så vi måtte stoppe med at tælle Rasmus’ bid omkring de femten på hvert ben (vi andre havde kun en smule færre).

Der er slanger i et hvert paradis, siges det jo. Heldigvis fik vi hverken nogle børn taget af en dingo eller blev bidt af en slange. Og sandfluerne – dem tager vi såmænd gerne med for at få lov til at opleve paradis.

Efter vores fantastiske seks dage i Byron Bay, kørte vi mod nord for at besøge Bos Moster Annas svigerinde Lene, som flyttede til Australien som ung pige og aldrig er kommet hjem igen.

Lene og hendes mand bor i et dejligt hus i Burleigh Waters, og det var utroligt hyggeligt at snakke med dem over en frokost. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Lene i sin tid valgte at blive i Australien – Bo er også allerede blevet omvendt og drømmer om at flytte hertil (noget Tina har gjort længe).

Da vi kørte videre i bilen nogle dage siden, kom Bo op med en plan: Vi skal bare overtale din far, Anette, mor og Søren til at flytte herned – din far og Anette kan bo i Hunter Valley og evt. dyrke lidt vin og sælge lidt god ost fra deres gård (de har tidligere drømt om at flytte på en gård, når de blev pensioneret), mens din mor og Søren selvfølgelig skal åbne et værtshus i Byron Bay – sådan et rigtigt hyggeligt lille et med quiz- og jazz-aftener (som Tinas mor i dag driver på Østerbro). Så bor vi i Sydney, men tager på ferier og forlængede weekender i Hunter Valley og Byron Bay. Planen er klar – så når de alle kommer herned til december, så skal der alle de gode argumenter på bordet!

Efter Burleigh Waters blev det til et par dage i Surfers Paradise. Selvom de mange skyskrabere ny skygger for hele stranden kl. 3 om eftermiddagen, så er Surfers stadig et fascinerende sted med skøn, lang sandstrand, surfbutikker, masser af restauranter og masser af liv. Rasmus fik sine drømme udlevet i Movie World, hvor han både fik hilst på Batman og Lynet (og fik sin skræk for forlystelser forstærket, da vi gik ind i Scooby Doos hus og blev sat op i endnu en rutschebane, som kørte baglæns nedad i mørke – noget han i forvejen var rædselsslagen for efter en tur med Nemo i Disneyland Paris i foråret – det er altså strengt med de der forlystelser inde i en kæmpe bygning, så man ikke aner, hvad man går ind til). Vi andre nøjedes med at drømme på liggestolene i poolen eller i det store nybyggede shoppingcenter ved siden af casinoet.

Søndag var det så tid til at køre ind i en ny stat – Queensland – mod storbyen Brisbane. Kl. 9 om morgenen ankom nemlig fem af vores venner Søren, Linda, Pia, Glenn og Glenns 11-årige datter Amalie (som Rasmus er helt betaget af – ikke kun fordi hun har Lego Indiana Jones spillet på Nintendo) hjemme fra det kolde Danmark, og vi stod klar med australsk flag i lufthavnen. De følgende to dage brugte vi i Brisbane – med god hjælp fra Lindas tidligere sprogskole kammerat Jason, som bor i byen – vi fik super bøffer på en lokal pub, så ud over hele byen og helt ud til vandet fra byens udsigtspunkt, sejlede med flodbåd eller badede på byens kunstige strand ved floden, og spiste thai i Chinatown (kineserne hår åbenbart endnu ikke gjort deres indtog i Brisbane ).

Med walkie-talkierne klar i hver vores bil (genial tanke af Søren og Linda, som havde taget dem med hjemmefra) kørte vi herefter mod nord mod verdens største sandø, Fraser island. Undervejs blev det til et stop i Australia zoo – hvor afdøde Steve Irwin stadig lever – i hvert fald på stedets mange plakater og hos personalet, som i øvrigt et par dage efter skulle fejre Steve Irwin dag og derfor opfordrede alle til at gå i kaki-farvet den dag. Den oprindelige del af zoo’et, der primært består af krokodiller (han var jo kendt som krokodille-jægeren) er efterhånden lidt slidt, men den nye ’Asien’-del med elefanter og tigere er utroligt flot lavet. Og så er det selvfølgelig altid et hit, når man kan få lov til at fodre kænguruer og ae koaler – som da også de fem nyankomne skulle prøve.

Vi ankom til Hervey Bay – udgangspunkt for alle ture til Fraser island – og nåede blot at pakke ud og spise middag på havnen, inden det var sengetid – chaufførerne skulle nemlig op tidligt næste morgen til en ’bil-briefing’ kl. 6.

Der er tre ting kendetegnende for den australske østkyst – sol, sand og vand. Alle tre ting har vi stiftet rigtig godt bekendtskab med de seneste ti dage.

Fra Hunter Valley gik turen ud til kysten, nærmere betegnet halvøen med fællesbetegnelsen Port Stephens og hovedbyen Nelsons Bay. Byen i sig selv er en hyggelig lille havneby med fantastik ’fish ’n’ chips’ på havnen, mens Port Stephens gemmer over flere forskellige smukke naturoplevelser – blandt andet ’One Mile Beach’ som vi valgte at campere ved. Campingpladsen ligger i forreste klitrække ned til stranden. Vi ankom rimeligt sent, da dagen jo var gået med at fylde camperen op med ost og rødvin, så vi nåede kun lige at kigge ned på stranden, inden det blev mørkt.

Næste morgen kørte vi så et par kilometer sydpå til ’Stockton Bight’ – verdens største vandreklit. 35 kilometer ren sand, som flytter sig langsomt nordøst på. Vi vandrede et godt stykke ud på den, og følte os til tider fuldstændig forsvundet i ørkenen – nærmere Sahara end den australske østkyst. Det gav nogle fantastiske billeder – både på nethinden og på kameraet.

Tilbage på campingpladsen om aftenen viste den australske natur igen sit skønne ansigt – denne gang i form af både koala bjørne og den australske wombat, som pludselig rendte rundt midt mellem camperne til stor glæde for de mange børn (og voksne – som ikke lige er vant til den slags).

Næste stop oppe ad kysten var havnebyen Port Macquerie, som også er kendt for sine fantastisk strande – blandt andet Flynns Beach, som vi camperede lige ovenfor. Stranden ligger mellem to klippefremspring og er meget pittoresk – Rasmus gik dog mere op i de store bølger – noget han efterhånden er blevet mester i at hoppe rundt i.

Lidt uden for byen ligger ’Billabong Koala Park’, hvor Rasmus både fik prøvet at ae en koala og fodre kænguruer – begge dele til hans store fornøjelse.

Efter fire dage med strand besluttede vi os for at prøve at køre ind i landet. Bo mente bestemt, det var tid til at prøve at overnatte i en af de mange nationalparker. Valget faldt på Dorrigo National Park, hvortil man kommer af ’The Waterfall Way’ – skønnere kan det jo næsten ikke lyde. Men da gps’en først ledte os ad en vej, hvor vi skulle køre gennem en flod for at komme videre, da vi havde snørklet os 30 kilometer ad en bjergvej gennem regnskoven (de sidste ti på uasfalteret vej), da vi ikke havde sovet ret meget hele natten (der er mange lyder ude i sådan en regnskov, når nærmeste hus er syv kilometer væk, og man starter med at se en mere end en meter lang leguan – og ja vi ved godt, de ikke er farlige, men den var absolut ikke bange for os! – og man har ikke ligefrem lyst til at træde på sådan en, når man skal ud og tisse i bælgmørke), og vi derefter snørklede os 50 kilometer på bjergvej, før vi kom frem til nogenlunde vej igen, ja så var Bo færdig med national park camping for en tid (til udelt begejstring for bilens to andre passagerer).

Næste stop var heldigvis det noget mere civiliserede Byron Bay (nogle vil måske også kalde dette for en nationalpark – i hvert fald er Byron noget helt for sig selv) – Tinas favorit by nummer to i Australien, og nu både Bos og Rasmus’ favorit by nummer et.

Byron Bay er Australiens østligste punkt. En hyggelig lille by, der næsten føles som en landsby. I modsætning til andre kystbyer er her ingen højhuse, ingen McDonalds eller Starbucks, intet shopping center – og ingen japanske turister. Til gengæld er her nogle af de smukkeste strande, hvaler der migrerer lige forbi ’Cape Byron’ (fyrtårnet på klippen for enden af byen), afslappet stemning – ja det danske ord ’hygge’ kunne være opfundet her – og ikke mindst masser af gode restauranter.

Vi blev der i fem dage. Rasmus nærmest boede i bølgerne, Bo i surfbutikkerne og Tina enten på stranden eller – når solen blev for stærk – i skyggen på campingpladsen med en kold øl i hånden. Så bliver livet ikke meget bedre. Bo taler allerede om at emigrere hertil (noget Tina har drømt om mange gange) – vi skal bare lige lokke familie og venner til at emigrere med også!

Symptomatisk for Byron, så fik Rasmus en rigtig god ven – Aron, som var lige så vild med Ben Ten, som han selv – og vi blev inviteret på kolde øl på deres terrasse (de boede i en af hytterne på campingpladsen). Så nu har Bo fundet en australsk øl, han kan lide (godt nok en ’radler’, som er øl der er tilsat smagsstoffer – denne her lemon og lime – men nu kan han drikke øl med ’drengene’ – og sin kone – som han siger), og vi er blevet inviteret hjem til dem, når vi når til Canberra mellem jul og nytår. Både australierne og Byron Bay tager altid imod en med åbne arme – og det er godt nok svært at slippe ud af grebet igen, når man først er ’fanget’.

Heldigvis havde vi en frokost aftale med Bos Moster Annas svigerinde, Lene, i Burleigh Heads i dag – og vi har gode venner som kommer til Brisbane på søndag. For ellers kan det godt være, at vi var blevet på stranden i Byron Bay, indtil pengene eller visum’et var sluppet op – eller nogen var kommet og hentet os (hvad der nu kom først).

Rejs altid med mere end et kreditkort, lyder et godt rejseråd. Men det ene skal ikke være et Diners kort, burde råd nummer to hedde! I hvert fald røg vi direkte i den klassiske ’mak.s grænse på visa-kort’-fælde, da vi torsdag morgen indfandt os præcis kl. 10 i en forstad til Sydney (der bor fire millioner mennesker i Sydney, så en forstad er et vidt begreb – det her var en af de absolut yderste!).

Vi skulle hente vores autocamper som aftalt – og da vi kun havde betalt et depositum hjemmefra, ja så manglede der lige at blive betalt 19.000 danske kroner. Grænsen på transaktioner på et visa kort er 20.000 kroner per fortløbende måned – og da vi havde brugt lidt mere end 1.000 kroner på rejsens første tre uger, ja så var der langtfra nok. Et opkald til PBS hjalp ikke: ’Når det er så mange penge, det drejer sig om, kan jeg desværre ikke hjælpe, så skal du tale med din bankrådgiver,’ lød beskeden fra den ellers flinke PBS medarbejder.

Nu var klokken to om natten i Danmark, så jeg er ikke så sikker på, at min bankrådgiver ville bryde sig om at blive vækket. Og når hun mødte på arbejde, ja så var autocamper-manden og hans kone altså for længst lukket ned for i dag og taget hjem til ’tea’. Jeg så i ånden, hvordan vi skulle transportere kufferter, tasker, Rasmus og os selv tilbage ind til Sydney og finde et hotel, mens vi i desperation gik op ad ’hovedgaden’ i denne her lille forstad for at høre den lokale bank, om de kunne tage imod et Diners kort (for det kunne autocamper manden altså desværre ikke).

Jeg overvejede også et kort øjeblik at vække min far – som altid har gode råd – i Danmark og få ham til at ’wire’ nogle penge. Til sidst gik vi tilbage til autocamper manden og forsøgte med vores – og ikke mindst Rasmus’ – allerstørste bedende øjne. Kunne vi monstro betale så meget, der nu var tilbage på kortet, få camperen, overnatte på en campingplads i Sydney og komme tilbage dagen efter (når bankrådgiveren var kommet på arbejde og havde slettet visakort grænsen) og betale resten? Efter fire timer i hans hangar var han åbenbart blevet så mør (en af hans ansatte fik så ondt af os, at hun kom ud med en bolle til Rasmus) eller træt af at se på os, at han gav os lov – mod at vi efterlod vores pas.

Jubel lykkelige drog vi så af sted mod nærmeste campingplads – vi var faktisk så ekstatiske, at vi drønede i IKEA for at købe diverse inventar til camperen, og glemte alt om, at der jo ikke var flere penge at bruge på kortet. Heldigvis blev det 104,50 australske dollar – og der var 105 tilbage i pungen  (og vi havde nået at handle mad i et supermarked inden da).

Næste dag skulle vi så endelig af sted ud i det blå – nærmere betegnet Blue Mountains (en national park ca. 100 kilometer vest for Sydney). Først var det dog lige tilbage til autocamper manden for at betale resten (og få vores pas tilbage – hvilket vi glemte i første omgang, heldigvis var vi kun kørt til det nærmeste shopping center for at købe trådløst internet til computeren, da vi opdagede det).

I betragtning af den ekstremt dårlige start – så blev de næste par dage intet mindre end fantastiske. På vej til Blue Mountains selvudnævnte centrum, Katoomba, stoppede vi ved Wentworth Falls. Et smukt mere end 100 meter højt vandfald, som vælter ned over bjergene. Vi så først ud over det fra et udkigspunkt, hvorefter Bo lokkede os til at gå derhen – en times vandretur på en smal klippesti et stykke nede af bjergsiden (flere gange gik man inde under klippeudhæng, hvor der dryppede vand ned over en gennem sprækkerne). Rasmus klarede det flot måske fordi vi legede ’Scooby Doo og mysteriue bussen’ undervejs.

Vel indlogeret på Katoombas eneste campingplads var det endelig tid til at få pakket kufferterne ud. Tøj, legetøj, elektronik, soveposer, toiletsager osv. – alt fik deres rette kasse eller hylde, og det var en ren fornøjelse, at man pludselig både kunne sidde, ligge og stå i camperen, som det nu passede.

Næste dag skulle vi så virkelig udforske Blue Mountains. Vi gik af Prince Henry Cliff Track langs bjergsidens top hen til udsigtspunktet Echo Point. Udsigten er hele vejen uovertruffen. Echo Point er kendt for sin udsigt til klippeformationen ’Three Sisters’.

Legenden lyder ifølge de indfødte australske aboriginals, at der i oldtiden var tre søstre, der var forelsket i tre brøde fra den rivaliserende nabostamme. Det kunne stammens ældre ikke acceptere, så de bad stammens troldmand om at trylle dem om til sten. Meningen var, at de skulle trylles tilbage til mennesker igen, når kampen mod den anden stamme var slut, men troldmanden døde under kampen, og siden har ingen været i stand til at hæve forbandelsen.

Fra Echo Point går der en stejl og meget, meget lang trappe (over 900 trin) helt ned til bunden af dalen. Undervejs kan man komme ud og sidde på den ene af de tre søstre. Trappen var så stejl, at Rasmus flere steder var en smule pjevset (det blev ikke bedre, da mor kom til at fortælle, at hendes ben rystede – ikke fordi det var stejlt, men fordi hun var træt i benene), men generelt klarede han turen ned med bravour. I bunden gik der så endnu en sti tilbage mod vores udgangspunkt – forbi endnu et vandfald, Katoomba Falls – hvorefter vi tog verdens stejleste jernbane op igen. I alt gik Rasmus seks kilometer på lidt over tre timer – ikke dårligt gået af en fem-årig knægt (der selvfølgelig legede ’Scooby-Doo’ på jagt efter spøgelser eller Ben Ten det meste af vejen – ind imellem til stor undren for forbipasserende).

Efter frokost begav vi os med ’Jenolan Caves’ et kæmpe drypstens-hule-kompleks i Blue Mountains. Rasmus var ved at være godt træt, så vi nøjedes med en tur på halvanden time, hvor vi kom ind i hulen ’Temple of Baal’. Det var både smukt og imponerende, men Rasmus havde fået nok for en dag. Få minutter efter vi havde sat os ind i bilen igen faldt han i søvn – og sov de næste tre timer undervejs til Hunter Valley.

Klokken var lidt over ti om aftenen, da vi endelig kom frem til Cessnock – den største by i Lower Hunter Valley. Heldigvis var der en KFC (Kentucky Fried Chicken – en fast food kæde) åben, for vi havde kørt gennem national park hele aftenen og havde ikke set skyggen af mad. Rasmus vågnede op til dåd, så der var fast food og fest inden sengetid.

De næste to dage brugte vi på at besøge vingårde, ’smelly cheese shops’ (det kalder de deres osteudslag fra gårdene), oliven gårde mv. Hunter Valley er intet mindre end et gastronomisk slaraffenland, og vi nød det i fulde drag (ikke Rasmus – men han blev ’købt’ med et nyt Nintendo spil, eftersom de 35 jo var gået tabt på et hotelværelse i Sydney). Det blev også til en del indkøb. Med god ost og lige så god rødvin til en start, tegner de næste to måneder sig ganske lys her i autocamperen.

Turen fra Kuala Lumpur over Singapore OG (hvilket vi ikke var klar over) Adelaide var lang – men det er svært at bevare pessimismen, når man ankommer til Australiens største (og smukkeste by) i strålende solskin og 24 grader.

Rasmus havde som sædvanlig sovet det meste af turen, så han måtte spises af med sine 35 Nintendo spil, så mor (far sov så snart hans hoved ramte puden på hotelværelset) kunne få bare en halv times hvil.

Først på eftermiddagen bevægede vi os så ud i solskinnet. Hotellet lå direkte på Sydneys hovedgade Pitt street, så vi drog ned ad gaden mod havnen. Vi kommer jo tilbage til Sydney for at fejre nytår sammen med Tinas mor, mors kæreste Søren, lillebror Rune og mormor Aase, så vi skulle tjekke udvalget af restauranter i The Rocks (med udsigt til fyrværkeriet over Sydney Harbour Bridge og operahuset nytårsaften – en oplevelse vi har fået anbefalet af Tinas far og reserve mor). Undervejs blev det til take-away sushi i Hyde Park i dejlig solskin.

Til aften ville Bo gerne se Chinatown (han havde vist håbet på et marked a la det i Kuala Lumpur – muligvis har han stadig våde drømme om det der Windows til Mac, som vi fik i Chinatown i KL for 30 kroner, og som rent faktisk virker) – men det kan ikke sammenlignes, så vi gik videre til Darling Harbour.

Rasmus gik omkuld så snart vi havde trillet ham 30 meter i klapvognen og sov hele vejen gennem aftensmaden (thai) på havnen. Han vågnede så snart vi kom tilbage til hotelværelset og var selvfølgelig sulten (belært af erfaring havde vi købt noget i et supermarked på vej hjem, så knægten også kunne blive affodret).

Næste dag var temperaturen steget til 26 grader og endnu engang var der høj sol over Sydney, så vi steg til tops i Sydney Tower for at give Bo og Rasmus et udsyn over hele byen. I bunden af tårnet har de – siden Tina var der sidst – bygget en stor simulator, hvor man sidder fastspændt og ser en film, mens sæderne bevæge

r sig, så det føles som om man flyver med, sejler, dykker, kører, eller hvad de nu gør i filmen. På den måde kan man komme hele Australien rundt på en halv time – smart!

Desværre var tiden løbet fra os, og den sidste færge til zoo var sejlet, så vi tog tilbage til hotellet og slappede lidt af, inden det var tid til aftensmad. Vi drømte om indisk, men endte tilbage i Hyde Park, hvor vi havde set der var Sydney Food Festival noodle marked. Rasmus havde dog i flere dage spurgt efter pasta med kødsovs, så vi valgte en ’rigtig’ restaurant i parken i stedet for mad-boderne, hvor han kunne få sit ønske opfyldt.

Tilbage på hotellet skete så det, som der ikke måtte ske. Rasmus kom til at slukke for sin Nintendo, mens den var ved at indlæse et af de ’magiske’ 35 spil fra KL – og pist – så var alle spillene væk og memory kortet tomt! Så kan man lære at lade være med at købe noget, der er for godt til at være sandt.

Onsdag var det så Bos fødselsdag – og han må have opført sig ordentligt, for der var sol og nu 28 grader. Så er der jo ikke meget andet at gøre end at ’hit the beach’, som man siger på disse breddegrader. Ikke just at foragte, når man befinder sig blandt nogle af verdens bedste sandstrande. Vi tog bussen til Bondi beach, drak smoothies med de hippe strandtøser og hoppede i bølgerne med de smarte surferfyrer (Rasmus mente bestemt ikke, at de kæmpe bølger var for tøse-piger som mor – og mor var bestemt ikke ked af, at det var far der måtte stå for størstedelen af badetiden i det trods alt stadig forårskolde vand).

Til aften valgte Bo nuddel markedet til at fejre sin fødselsdag, og her var da også alt hvad et madgladt hjerte kan begære blandt de omkring 40 boder med al slags asiatisk mad. Vores sidste aften i Sydney i denne omgang blev nydt under en stjerneklar himmel og træerne i Hyde Park (som var oplyst i flere forskellige farver) med udsigt til Sydney Tower. Vi glæder os allerede til at komme tilbage om to måneder – til godt selskab, dejlig varme, en tur i zoo, lækker mad og ikke mindst sol over Sydney.

Det kan godt være, det var varmt i Singapore, men da vi ankom til KL – som Kuala Lumpur bliver kaldt i daglig tale – blev vi mødt af den så berømte mur. Ikke den kinesiske – men varme-muren. Selv klokken halv ti om aftenen, da vi sad med Tinas tidligere kollega fra B.T., Peter, på hans terrasse uden for huset med en kold øl i hånden, drev sveden af os.

Rasmus var ellevild over igen at se børn efter fire dage uden og klikkede straks med Peters datter Emilie på seks år. Hun er en rigtig drengepige og er mere til Ben 10 end Barbie, så de var pot og pande fra første minut. Emilie og hendes fire år ældre storebror Mathias havde efterårsferie, så timingen kunne ikke have været bedre.

Peter, hans kone Helle og de to unger bor i et lukket rækkehus kompleks, Duta Tropika, i et område i KL med navn Sri Hratamas. Her bor yderligere tre danske familier, samt alle mulige andre udlændinge, så der er legekammerater ved kompleksets store pool dagen lang, hvor alverdens sprog ryger gennem luften.

Næste morgen tog Bo og Peter børnene med over i poolen til en morgendukkert, inden vi alle kørte ind til KLs vartegn: Petrona towers. Efter et kig rundt i det tilhørende shoppingcenter kørte vi videre til et andet ’mall’, hvor der ligger et kæmpe legeland. Her fik ungerne brændt energi af et par timer, mens de voksne fik brændt løs af shopping genet (dog blev det kun til et memory kort til Rasmus’ nye Nintendo med hele 35 spil på).

Aftensmaden – lavet af Helle og Peters skønne tjenestepige – bestod af lasagne. Rart for ungerne at noget er ved det gamle, når man er så langt væk hjemmefra. Og så skal man selvfølgelig have en aftendukkert, når det er 35 grader udenfor og poolen ligger lige uden for døren

Når man nu er i KL, så MÅ man jo bare op i Petrona towers, så næste morgen tog Bo og jeg (forholdsvis) tidligt af sted – mens Rasmus foretrak poolen og legekammeraterne (Peter var sød at lege babysitter for alle tre unger, da Helle ikke havde efterårsferie). Men ak – selvom klokken kun var 10.30, da vi nåede tvillingetårnene, så var der ikke flere billetter den dag. ’Kom kl. 8, hvis I vil være sikker på at komme op samme dag,’ lød beskeden fra den søde billetdame.

I stedet blev det til lidt vindueskikkeri i centeret og et besøg i Kuala Lumpurs imponerende akvarium (hvor det var godt, Rasmus ikke var med, for jeg har lovet ham, at jeg vil holde en slange på den her tur, og sådan en ulækker grøn en var det lige nøjagtigt muligt at få lov at holde der – hvad i al verden har en almindelig land-slange med et akvarium at gøre?).

Da vi kom hjem var Rasmus og Emilie i fuld gang med at sælge tegninger, som de havde lavet, til områdets mange beboere, for 1 ringit stykket (1,50 krone) – hun er en innovativ pige, hende Emilie Da de havde tjent 8 ringit hver, foreslog vi dem at tage ind til Chinatown, hvor de kunne købe noget for deres penge på markedet. Chinatown er et par smalle gader fyldt med små boder på rad og række, som man skal sno sig forbi hinanden (og sælgerne) gennem – ganske som så mange andre steder i verden.

Det lykkedes også at købe Office pakken til Mac for blot 20 ringit (30 kroner) – og den virker sørme!

Lørdag var det så tid en rigtig skovtur – eller jungle tur må man jo hellere kalde det på de her kanter, hvor der er leguaner i stedet for firben og aber i stedet for egern. I udkanten af KL ligger området FRIM (vist nok noget med Forrest Research Institute of Malaysia), som er et rekreativt område, hvor det er muligt at vandre og ikke mindst gå på hængebroer i trætoppene. Turen derop foregår først af en almindelig grusvej, der snor sig op gennem junglen. Herefter bliver vejen til en lille sti med improviserede trappetrin, for til sidst nærmest bare at være sten og trærødder, som man kravler op ad. Ungerne klarede turen med et par proviant stop undervejs (mens forældrene var mere plaget af astma og rygerlunger).

Langt oppe når man så frem til hængebroerne – nogle mellem 20-50 meter lange reb, hvorpå der ligger nogle lange træstykker, og hvorfra der går endnu nogle reb op til et par wirer i skulderhøjde. Her er ingen sikkerhedsanordninger, hvis noget skulle knække, dog er der et net rundt om anordningen – men ikke et der umiddelbart fik min højdeskræk (eller svedperler) til at forsvinde. Rasmus var lidt mut i starten, men der gik ikke længe, førend han fokuserede på Emilie foran og nærmest spurtede af sted, mens hans mor havde meget svært ved at holde øjnene fra skovbunden en 40-50 meter nede.

Vel ovre var Rasmus blevet nærmest overmodig af at have klaret udfordringen og nærmest hoppede ned ad den stejle sten/trappe sti. På et tidspunkt hoppede han åbenbart for meget og stod pludselig på hovedet ned ad stien. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde vejret og vente på, at knægten stoppede 50 meter længere nede. Heldigvis slap jeg med skrækken og han med en hudafskrabning på albuen og et blot mærke lige under ribbenet.

Godt gennemsvedige kom vi det sidste stykke ned og hjem for blot at hoppe direkte i poolen. Nu var det så tid til forkælelse af de voksne. Helle tog Bo og jeg med til den lokale hår/manicure/pedicure salon, hvor vi fik fod-spa og hårkur (inklusiv hovedbundsmassage), så både fødder og hoved nu er klar til tre en halv måned med sol og saltvand.

Om aftenen tog samtlige danske familier i komplekset så på restauranten SOULed-Out – her kunne de ti voksne og ni voksne nyde alverdens mad fra italienske pizzaer over indiske naan brød til malaysiske nudler – selvfølgelig med kolde øl eller sodavand til – for kun 230 danske kroner per familie. Man kommer langt for pengene i KL.

Vores sidste dag i KL skulle det ikke glippe. Bo og jeg stod op kl. 7 for at være ved Petrona towers kl. 7.45 – i sikker forvisning om, at nu måtte vi da være i god tid. Men ak. Der stod allerede mindst 300 mennesker i kø foran os. Kl. 8.30 åbnede billetlugen og langsomt men sikkert skred køen frem. Kl. 9.30 var vi fremme. I kan komme op kl. 11.45 lød beskeden. Men nu skulle det være. Vi tog imod billetterne og brugte mellemtiden på sightseeing i KL. Det frodige ’Butterfly House’ imponerede med dets have, hvor stier snor sig mellem palmer, blomster, vandfald, søer og pavilloner, mens sommerfuglene flyver rundt omkring og aberne leger på net-taget.

Det blev også tid til et besøg på Medaka Square, hvor englænderne sad i skyggen på den kølige veranda langs med cricketbanen og så deres hold spille tilbage i kolonitiden. Tæt herpå ligger central marked, som vi også lige nåede at kigge ind i, inden vi måtte tilbage til tårnene – man misser ikke sin slot tid, når man endelig har fået den!

Og heldigvis var det en klar dag i KL. Så udsigten fra ’skywalk’en mellem de to tårne var uden tvivl imponerende. Vi kunne se helt ud til Helle og Peters hus og fik et godt indtryk af KLs udformning. Ti minutter til at nyde udsigten og skyde en masse billeder, så er slot-tiden slut, og man må pænt køre med elevatoren ned igen.

Men vi havde nået toppen af KL og var godt tilfredse. Tilbage hos Peter og Helle blev det tid til en sidste dukkert i poolen, inden kufferterne blev pakket, og turen gik mod lufthavnen. ’Kom endelig igen en anden gang,’ lød det fra Helle og Peter. Det kan meget vel være, at vi en dag tager dem på ordet – for Kuala Lumpur er uden tvivl mere end et enkelt besøg værd.