Jeg ved godt, man hverken skal starte eller slutte med en cliche. Men den her er simpelthen så passende, at jeg har tilladt mig at bryde et par journalistiske love (en anden er at skrive i jeg-fom). Thailand har nemlig vist sig at være den mest fantastiske afslutning på 110 dages orlov, som man overhovedet kan forestille sig. Når man sidder på et luksus ressort i Hua Hin (som rent faktisk er til en rimelig pris) med en kold øl, 30 graders varme og vidunderlige omgivelser, så kan man faktisk slet ikke komme i tanke om noget som helst dårligt ved en tur som vores.

Glemt er 50 graders varme i en autocamper uden aircondition. Glemt er seks grader i Queenstown, så vi var nødt til at købe uld-undertøj. Tilbage står kun den ene fantastiske oplevelse efter hinanden. Og Thailand er blot en af dem.

Vi ankom til Bangkok lidt før midnat, og nåede overraskende igennem immigration, bagage og en taxa til hotellet på under en time. Rasmus havde sovet gennem aftensmaden i flyveren, så Bo og ham ville lige gå på gaden og finde noget at spise. Lige så meget man kan elske Bangkoks Sukhumvit gade, lige så meget kan den virke afskrækkende sådan lidt over midnat med sin tryggende varme, billige piger og generel gademylder. Rasmus og Bo så i hvert fald begge lige forskrækkede ud, da de returnerede til værelset med en burger.

Næste morgen stod vi tidligt op for at tage ud på Bangkoks store weekend marked. Et kæmpe marked med boder med alt man kan forestille sig side om side så langt øjet rækker. Det er nemt at fare vild i mylderet, og i takt med at varmegraderne steg, og der kom flere og flere mennesker, ja så fik Rasmus nok. Vi fandt en legeplads i parken ved siden af, hvilket gav ham lidt luftforandring på mange måder.

Tilbage på hotellet, orkede vi ikke så meget andet end at ligge ved poolen og slappe af i varmen, inden vi om aftenen begav os ud i mylderet igen. Denne gang til Bangkoks berømte (og berygtede) Patpong område, hvor pigerne står i meget lidt tøj og forsøger at hive mændene ind i de mange barer. Hverken Rasmus eller Bo følte sig ret godt tilpas, så vi skyndte os igennem markedet og hen til en restaurant, som vi havde læst om i guidebogen. Her fik man byens bedste ’curry-crab’ – og det kan vi godt skrive under på. Til gengæld var den cafeteria-agtige restaurant med plastik stole og tjenere, der ikke rigtigt gad servere ikke en specielt god oplevelse, og Rasmus var så træt, at han faldt i søvn på sin stol. Så det blev til en taxa hjem (utroligt man kan køre i næsten 45 minutter for kun 15 kroner).

Næste formiddag blev vi så hentet af en chauffør, som skulle køre os ned til badebyen Hua Hin ca. to en halv time syd for Bangkok (tak til Søren og Linda for at sætte os i kontakt med deres gode ven Nilas, som bor i Bangkok og derfor lige havde nummeret på en sådan chauffør). Rasmus sov næsten hele vejen, og da vi ankom og havde tjekket ind, var det tid til eftermiddags te. I et hjørne af restauranten sad tre lyshårede børn og skar blomster ud af grøntsager – tre ærkedanske børn, Frederikke, Mathilde og Mads – så var lykken jo gjort for Rasmus.

De følgende dage brugt vi med at slappe af ved poolen om dagen og spise på forskellige gode restauranter om aftenen (tak til Arne og Susanne – børnenes forældre – for at vise os de gode steder og for hyggeligt selskab). Første aften spiste vi dog på resortet – i øvrigt de bedste lange tynde reje-forårsruller vi nogensinde har fået – men anden aften tog vi så ind til byen med Arne, Susanne og børnene. Det blev til en tur ned gennem markedet, inden vi gik hen til deres foretrukne Hua Hin restaurant. Restauranten var så populær, at vi måtte stå i kø på fortovet, inden der blev ledigt. Da de første pladser blev ledige, blev Susanne, Tina og ungerne bænket, mens Bo og Arne sad på et par plastik stole i vejkanten, mellem scootere, skrald og sække med frugt og spiste kyllingespyd og forårsruller – det så lidt spøjst ud. Og hvad gør det, når både maden, selskabet og stemningen er god.

Næste aften tog vi på en restaurant, som stod på pæle ud i vandet. Igen fantastisk mad til en billig penge. Og sidste aften prøvede vi en af restauranterne på markedet, hvor maden blev lavet i et åbent køkken midt på gaden, og man selv valgte sin fisk og skaldyr fra en vogn der midt på markedet. Rasmus var enormt fascineret af en kæmpe Barracuda, som han selvfølgelig skulle smage – og den smagte da også skønt. Det blev også lige til de sidste indkøb på markedet, inden vi tog tilbage til vores lejlighed (som i øvrigt var lige så stor som vores hus derhjemme).

Næste dag var det så tid til at sige et tårevæddet farvel til Rasmus’ nye legekammerater (som heldigvis bor tæt på vores sommerhus, så mon ikke vi kan kigge forbi en dag til sommer), da de skulle rejse hjem til Danmark, og vi skulle køre tilbage til Bangkok. Vi orkede ikke så meget, da vi kom tilbage til hotellet, så vi nøjes med at spise aftensmad på restauranten ved poolen på sjette sal. Glimrende mad – men til den del højere priser, end vi var vant til.

Lørdag var dømt shopping-dag i Bangkoks fantastiske MBK-marked. Et indendørs marked med boder side og side – men også med aircondition, noget der kan være tiltrængt, når der er 40 grader udenfor og en luftfugtighed over 95%. Det er her rigtigt mange lokale handler, og det var sjovt at gå rundt mellem de mange boder og se på alt det, man kunne købe (det blev nu ikke til så meget fra vores side, da kufferterne i forvejen var fyldt godt op).

Efter et par timer ved poolen tog vi til Chinatown for at spise aftensmad. Og her fandt vi faktisk en lille fortovsrestaurant, hvor vi fik det bedste mad, som vi havde fået i Thailand i denne omgang. Betjeningen var elendig, værtsparret havde travlt med at underholde et stort kinesisk selskab, men maden var friskere og smagte af mere, end vi havde prøvet før – så kokken fik lige lidt ekstra drikkepenge i lommen – mens Rasmus smovsede sin anden portion kylling og cashew nødder i sig.

Søndag var så vores sidste dag i Bangkok, og når man er her for første gang, som Bo og Rasmus jo var det, så må man ikke gå glip af det store tempelkompleks Grand Palace. Klokken var lidt i tolv, inden vi nåede frem, og Rasmus var overhovedet ikke i humør til 40 grader og tusindvis af mennesker. Men det hjalp lidt, da vi legede, at vi var Indiana Jones og spademanden, som skulle finde guld (det er der nemlig over det hele på de mange templer).

På vej tilbage måtte vi lige stoppe i MBK-markedet igen for at finde en computer taske, som vi syntes Tinas mor skulle have, men den var i mellemtiden solgt. Så kan man lære at lade være med at prutte alt for meget om prisen (dagen inden havde vi nemlig ikke kunne nå til enighed med sælgeren). Tilbage på hotellet blev det til en sidste tur i poolen, inden vi fik pakket kufferterne (der rent faktisk godt kunne lukkes).

Om aftenen mødtes vi med to af Tinas tidligere B.T. kolleger, Maj og Rikke, som også befandt sig i Bangkok. Rikke har boet der og arbejdet som freelance journalist i to år, mens Maj havde taget en måneds ferie i det skønne land. Vi skulle mødes på Charlies – en spøjs bar som nærmest er en bod på et hjørne i en bag-gade. Sjovt nok viste det sig at være samme sted, som Tina tilbage i 1996 besøgte sammen med sin gode ven Martin Edens og hans far, som på det tidspunkt boede i Bangkok. Verden er nogle gange lille. Charlies var dog desværre lukket, så vi satte os i stedet på en restaurant i nærheden og tog en øl der. En øl blev til flere og sidenhen til aftensmad, og så viste det sig, at Rikke skam var bedste ven med vores chauffør-skaffer Nilas – ja verden ER lille!

Vores 110 dage lange tur sluttede med godt selskab og god mad. Så kan man ikke ønske sig bedre. For når enden er god…., som I ved, så er alting godt.

Det kan godt være, at det sjældent kom op over 20 grader på New Zealand – men her i Thailand kommer det sjældent under 30, hvilket er lige, hvad vi havde brug for, efter tre uger fyldt med kulde – men også masser af oplevelser – på New Zealand. Her i Thailand ligger vi nu ved poolen og nyder de sidste dage med ren afslapning på det helt fantastisk ressort Asara Villa & Suite.

Men inden vi nåede så langt, fortsatte vi op ad vestkysten på New Zealands sydø. Her ligger de fantastisk smukke pandekage klipper, som vi tog et lille stop ved på vej mod byen Nelson i nord. Det var en af vores få solrige dage, så pludselig havde vi alt for meget tøj på og sad og svedte i bilen. Efter at have fundet et motel og gået en tur rundt i byen, spiste vi en helt igennem udsøgt middag på en af byens mest eftertragtede fiskerestauranter. Der blev smovset i en seks retters menu og god vin, og Rasmus var igen heldig og finde to danske legekammerater, så der blev leget og spillet Nintendo aftenen igennem.

Næste dag skulle vi så sejle fra sydøen til nordøen – en tur på tre timer, som er kendt for ofte at være noget blæsende. Desværre var det en af de her dage. Bo var allerede ligbleg, inden vi forlod havn, så han blev sendt ned i biografen i bunden af båden (her vipper det mindst) for at forsøge at undgå at gå helt i panik og miste følelsen i arme og ben, som han var ude for sidste vinter på en sejltur ud for øen Pemba (en del af Zanzibar øgruppen).

Rasmus og Tina blev i skibets familieområde, hvilket skulle vise sig at være en fejldisposition. Det startede ellers godt med en klovn, der underholdt børnene, men efter ca. en times sejlads, nåede færgen ud på åbent vand uden læ fra hverken syd eller nordøen, og så kan I ellers tro, at det gode skib begyndte at gynge. Inden længe kastede børn og voksne op side om side. Temperaturen i lokalet steg til over 30 grader, børn græd, forældre trøstede mens de holdt brækposerne, og personalet ilede rundt og tørrede bræk op fra gulvet, når de løb tør for poser.

Rasmus var meget tæt på at blive dårlig, men så lykkedes det ham heldigvis at falde i søvn midt i al virvaret. Desværre på skødet af sin ellers søstærke mor, som nu også var tæt på at blive overmandet af varmen, lugten og det gyngende skib. Heldigvis nåede skibet i læ fra nordøen, inden det skete, og kort før vi var i havn, dukkede Bo op fra skibets bund. Her havde han besluttet sig for at blive siddende, længe efter at filmen var færdig – en klog disposition, som han ikke var den eneste, der var tyet til i de høje bølger.

Efter sådan en tur orker man ikke det helt store, så aftensmaden blev på KFC, og overnatning på et tilfældet motel et stykke mod nord. Næste morgen var alle fit for fight igen, så vi besluttede os for at tage en stor bid af den resterende kørsel og kørte hele vejen til Rotorua. Her indlogerede vi os i håbet om godt vejr på en campingplads med naturligt varme pools, så Rasmus forhåbentligt kunne finde nogle legekammerater – men der er altså ikke så mange børn ude, når det øsregner.

Rotorua viste sig dog fra sin bedste side næste morgen, hvor vi besøgte byens største attraktion, Pohutu gejseren. På sine gode dage sprøjter den kogende vand helt op til 30 meter op i luften – vi fik nok kun omkring halv højde at se, men det var stadig imponerende. Der blev også tid til en lille byrundtur, inden vi nåede i læ på campingpladsen i samme øjeblik, som regnen igen væltede ned. Heldigvis var vi aftenen inden (efter vi havde spist) faldet over en såkaldt ’stonegrill’ restaurant, hvor man selv steger sin bøf på en sten på bordet. Så aftenen var reddet med et par fantastiske bøffer, så kan det regne, så meget det vil.

Inden turen gik videre mod nord tog vi forbi ’Wai-O-Tapu thermal wonderland’ for at se endnu en gejser samt et par meget varme vulkansøer. Rasmus var overhovedet ikke i humør til flere ildelugtende vandhuller, så han ville bare turen rundt i parken så hurtigt som muligt for at komme tilbage til bilen og spille Nintendo. Men pludselig stod en lille dreng på stien og nægtede at gå videre. ’Jeg prøver lige at se, om der er noget galt,’ sagde Rasmus, hvorefter en kvinde lidt længere fremme svarede ’han er ok, han mener bare ikke, at hans ben kan gå.’

Og kort efter kunne både Rasmus og hans nye legekammerat (samt storesøster) løbe hele parken rundt – ja de var nærmest klar til at tage en tur mere. Desværre var de på vej mod syd, og vi jo på vej mod nord, men vi kom da af med et par tunge bøger og fik udvekslet adresser. Næste stop var ’glow-worm’ hulerne i Waitomo. Her gik vi dybt ned i en drypstenshule og sejlede derefter en tur med de lysende orme lige over os. Et helt fantastisk syn som man desværre ikke måtte tage billeder af. Men forestil Jer en stjernehimmel med tusindvis af stjerner på blot et par meter over ens hoved.

Vi overnattede i byen Hamilton et par hundrede kilometer syd for Auckland. Byen er mest kendt for sin botaniske have, som da også er helt exceptionel – med både en indisk, kinesisk, japansk, amerikansk, engelsk og italiensk have – det samme var deres brunch, som vi nød i strålende sol. Eftermiddagen blev brugt på et besøg i det nærliggende Hobbiton (stedet hvor hobbit-delen af Ringenes Herre filmene er optaget). Det var sjovt at gå rundt i det bakkede landskab, og man kunne stadig se en del af kulisserne. Oven i købet er de så småt begyndt at gøre det klar til at optage ’Hobbiten’ samme sted, så der var blevet nyplantede æbletræer og hække rundt omkring.

NZ-delen af turen lakkede mod enden, og sidste stop var Auckland. Det blev selvfølgelig til den obligatoriske tur op i byens vartegn (endnu et højt tårn), en tur i Tivoli, et besøg i akvariet (dette her har en lidt speciel attraktion, hvor man kører rundt i nogle specielle biler inde blandt pingviner), samt en god bøf på en af byens ældste restauranter, som lå lige ved siden af vores hotel. Men vi var også nødt til at bruge noget tid på at få ryddet ud og smidt ud, da vi med alt det nyerhvervede uld-tøj var sikre på, at vi ville have godt med overvægt.

Og så var det ellers tid til at forlade kulden til fordel for varmen i Thailand. Om alt for kort tid går det så hjemad – fra varmen til rigtig meget kulde, kan vi forstå!

Wauv, er vist det ord, vi får brugt mest for tiden. Sammen med ’neej’ og ’åhh’. For her er uden tvivl smukt her på New Zealand. Desværre er her også meget koldt – ja, man skulle faktisk slet ikke tro, det var sommer. På en god dag har vi 17 grader, på en dårlig 6. Spørger man New Zealænderne selv, så synes de godt nok også, det er en meget ringe sommer (men samtidig må de indrømme, at det vist var lige så galt sidste år). Vi håber på lidt bedre vejr på nordøen – og så har vi ellers rykket vores flyvning til Thailand tre dage frem, så vi har lidt mere tid i solen på en strand, inden vi skal hjem til den danske vinter.

Men selvom vejret ind imellem er deprimerende, så har vi faktisk været utroligt heldige med en smule solskin på nogle vigtige tidspunkter – som da vi i morges tog en helikopter tur op til to af verdens stejleste gletsjere, Franz Josef og Fox. Nede fra byen så det noget overskyet ud, men vi fløj op over skyerne og fik den smukkeste udsigt over de to imponerende ismasser. Der blev knipset løs med kameraet, og Rasmus var ellevild med at flyve i helikopter. Et stykke over Fox gletsjeren blev vi sat af i sneen, og så var det ellers tid til en hurtig lille sneboldkamp, inden turen gik ned til byen igen.

Men inden vi nåede så langt, har vi kørt gennem noget af det smukkeste landskab, man kan forestille sig. Fra Christchurch kørte vi mod sydvest til ’Lake Tekapo’ – en ekstremt turkis blå gletsjer sø. Vi sov en nat med udsigt til søen og nåede også en tur i de varme bade i byen.

Næste stop var New Zealands højeste bjerg Mt. Cook – eller nærmere betegnet byen Mt. Cook, som mærkeligt nok ligger tyve kilometer fra bjerget (men det er godt nok den by, der er tættest på). Vi kørte derop i regnvejr, og hele eftermiddagen og natten regnede det. Mt. Cook kunne man overhovedet ikke se for skyer, så det var noget deprimerende. Vi havde dog et hyggeligt værelse, og da vi vågnede næste morgen var der pludselig den skønneste udsigt til Mt. Cooks top.

I Mt. Cook village har de desuden bygget et museum og et planetarium til ære for New Zealands nok mest kendte person, bjergbestigeren Edmund Hillary, som var den første mand til at bestige Mount Everest. Han brugte netop Mount Cook som træning til de endnu større bjerge, hvilket man kan læse alt om på museet. 3D filmen om bjerget var også flot, og vi følte næsten, at vi nåede toppen selv.

Endnu et godt stykke mod syd ligger New Zealands forlystelsescentrum i form af den smukt beliggende by Queenstown. Vi ankom i 6 graders varme og havde ekstremt svært ved at finde noget at bo i, da der dagen efter skulle være en stor rugby kamp i byen. Det lykkedes til sidst at få et familieværelse på vandrehjemmet, men til dagen efter var det helt umuligt.

Så vi måtte køre videre mod syd mod fjorden Milford Sound, og endte i en hytte langt ude i ødemarken. Hytten var sådan set hyggeligt nok, men det øsregnede hele eftermiddagen, aftenen og natten – og så kan man altså nemt få både kuller og klaustrofobi. Rasmus og Bo prøvede at gå ud og fiske i den nærliggende flod, men kom tilbage meget hurtigt fuldstændig gennemblødte.

Næste morgen var det heldigvis holdt op med at regne, og da vi nåede frem til Milford Sound – gennem smukke kløfter og vilde vandfald – brød solen igennem. Det blev til to timer på fjorden med et helt fantastisk sceneri. På grund af det seneste døgns store mængder regn (næsten to meter) væltede det ned med vandfald fra bjergsiderne, mens solen skinnede ned gennem dråberne. Vi valgte at tage med en af de mindre både, som kunne sejle helt ind under vandfaldene – lidt sjovere med vandfald vand end regnvand.

Med kun en nat i Queenstown havde vi slet ikke nået at se det, vi ville. Så vi kørte tilbage til byen (imod alle de biler, som havde set rugby kampen – sådan nogle varer åbenbart to dage hernede). Denne gang var det muligt at få et lidt bedre værelse, men vejret var nu ikke meget bedre end sidst. Vi brugte gråvejret på at spise en god middag, se videofilm og købte mere varmt tøj (på udsalg). Bo prøvede også en tur med den berømte ’Shotover Jet’, som Tina prøvede for femten år siden. En hurtig jet båd, som sejler millimeter fra klipperne i den snævre Shotover kløft.

Næste morgen var det klaret op, så vi pakkede bilen og tog med gondolen op til byens bjerg. Her er der en helt fantastisk udsigt over byen og søen, og det hele så pludselig bedre ud i solskin – det samme gjorde humøret. Det blev også til et hurtigt stop ved den oprindelige ’bungy-bro, Kawarau, hvor Tina tog et spring for femten år siden. Vi nøjedes med at kigge på og imponeredes af det store center, som stedet nu var udbygget til.

Foran os havde vi en lang dags kørsel til Franz Josef, og den blev ikke kortere af de mange fotostop, man bliver nødt til at gøre sig undervejs. Der blev sagt ’wauv’, ’neej’ og ’åhh’ mange gange den dag.

Vi sagde farvel til Sydney med en dag sammen med Rasmus’ tre venner, Markus, Viktoria og Sola, som nu også var kommet til byen. De havde ikke kunnet få plads på nogle af Sydneys campingpladser, så de trængte både til at få et bad og få ladet diverse elektronik op. Begge dele kunne vores store Marriot værelse sagtens klare.

De overtog Rasmus’ klapvogn og vores restlager af øl, syltetøj og myrespray, inden de vendte retur til camperen. Vi nød vores sidste Aussie måltid i Chinatown – godt nok ikke specielt australsk, men stemningen var som altid i top med masser af liv i gaden og god mad.

Det var ikke helt med vores gode vilje (måske mindst Tinas), at vi næste morgen satte os i ’Emirates’ flyet mod Christchurch på New Zealands sydø. Heldigvis var flyet helt i top med tonsvis af underholdning, film, TV, musik og spil på hver vores skærm, for ellers var vi muligvis hoppet ud af flyet igen. Det er aldrig rart at forlade et land, man holder så meget af – specielt når man ikke ved, om man nogensinde kommer tilbage.

Efter to en halv time landede vi i en overskyet og kold Christchurch. Biludlejningsfirmaet var ikke til at se nogen steder, og da de endelig kom, ja så fik vi en bil der var i stykker med lovning om, at de ville komme og bytte den næste morgen. Ikke lige den bedste start, når man i forvejen er lidt lunken ved det hele.

Vi fandt dog bymidten. Og informationscenteret fandt os et ok billigt og kæmpe stort motelværelse. Og da vi så også fandt en indisk restaurant med super lækker – og billig – mad, ja så kom smilene frem igen. På mærkelig vis havde vi dog fået jet-lag af de ellers kun to timers tidsforskel fra Australien, så de kommende dage rendte vi rundt med ekstremt tunge hoveder, sov først meget sent og kunne simpelthen bare ikke komme ud af sengen om morgenen.

Men det blev da til en tur i Botanisk have (hvor vejret i øvrigt lige pludselig var helt skiftet om, så der var sol og 27 grader, og vi havde alt for meget tøj på). Rasmus benyttede lejligheden til at smide tøjet og bade i underbukser i børne poolen, mens vi andre svedte tran.

Det blev også til en tur med den gamle sporvogn, som kører rundt gennem centrum, og til en tur op med gondolbanen, hvor man har den mest fantastiske udsigt over byen. Og så skulle der shoppes (varme ’Icebreaker’ trøjer – New Zealandske uldtrøjer i super kvalitet som er meget dyre hjemme i DK men helt rimelige i uldens hjemland), turen hernede byder jo på en række bjerge med sne på, og det har vi slet ikke varmt nok tøj med til (heldigvis – he he).

Dagen efter havde vi aftalt at besøge en af Bos moster Annas veninder tilbage fra den tid, hvor hun boede i Christchurch. Inden da tog vi en køretur ud på halvøen sydøst fra Christchurch, hvor den lille franskinspirerede by Akaroa ligger (franskmændene ankom faktisk her først, men kort efter sendte briterne en ekspedition ud, og inden franskmændene havde fået sendt deres skibe af sted, så havde briterne plantet deres flag, og New Zealand tilhørte officielt England).

Akaroa ligger i den smukkeste bugt, som i sin tid blev skabt på grund af to vulkanudbrud. Man kan køre dertil eller tilbage af en vej på toppen af kraterkanten, hele vejen med den mest fantastiske udsigt ned over bugten – den skulle vi selvfølgelig prøve efter en eminent omgang ’fish’n’chips’ på havnen.

Og så var det ellers tilbage til Christchurch for at besøge Irene, som altså har kendt Moster Anna i mere end 50 år og stadig holder kontakten. En skøn dame, som trods en nylig hjerteoperation og en brækket hofte, var i fint humør, og tog imod os med søn, børnebørn og en dejlig saftig kylling. En helt perfekt afslutning på vores hyggelige dage i Christchurch. Foran venter tre uger gennem New Zealands smukke landskab – vi har allerede døbt det til: Landet med verdens mest fantastiske udsigt.

Efter 13.000 kilometer rundt i Australien nåede vi tilbage til Sydney. Sidste stop på vejen var den lille by Kiama, der en kendt for sine ’blowholes’. Nogle huller i klipperne ud til vandet, hvor havvandet ind imellem står op gennem i en helt op til 60 meter høj stråle – altså når vinden er i sydøst og månen er fuld osv. Vi så vel en ca. 20 meter høj stråle, men det var nu stadig smukt og imponerende.

Kiama blev også vores sidste nat i camperen. Efter 66 dage på godt og vel seks kvadratmeter, blev camperen skiftet ud med et hotelværelse på Marriot. Et godt bytte skulle man tro – men det var faktisk meget mærkeligt at ’flytte’ ud af camperen igen. Lidt ligesom at flytte fra sit hus eller lejlighed – alt det kendte er pludselig væk.

Til gengæld var det et glædeligt gensyn med Sydney. Denne gang fyldt med mennesker, men stadig lige så charmerende som altid. Efter at have tjekket ind gik aftenens udflugt til Chinatown. Her sad vi udenfor og fik Peking and, forårsruller og masser af stemning.

Næste formiddag, da vi havde afleveret camperen endnu bedre brugt end før (kilometertælleren havde rundet en halv million kilometer undervejs), mødtes vi med Tinas mor og Søren i Darling Harbour, efter de havde været en tur i akvariet (og i over en times kø) med Rasmus. Det blev til en god frokost i solen, inden vi begav os ned mod havnen.

Tinas mor, Søren og Bo tog ind for at se operahuset indefra, men da Tina havde set det før, og Rasmus ikke lige var i humør til en times rundtur, tog de i stedet hjem på hotellet for at slappe lidt af. Om aftenen havde vi besluttet os for at udnytte, at Tinas mor og Søren boede på et hotel med en tagterrasse på 45. etage. Herfra var der udsigt over det meste af centrum – og den nød vi til fulde over en gang god sushi og endnu bedre rødvin (gemt helt tilbage fra Hunter Valley).

Dagen efter stod på Wildlife World (Rasmus havde fået overtalt mormor til at købe en dobbelt billet, da de stod i kø til akvariet og så reklamer for Australiens største krokodille, som lige var ankommet til Wildlife World – og den var da godt nok også stor). Søren fik langt om længe set alle de australske dyr – kænguru, koala og diverse giftige slanger – mens vi andre mest af alt bare var træt af skrigende unger.

Ude igen stod den på shopping i en gade fyldt med ’friluftsbutikker’, hvor der var udsalg (ikke dårligt) og frokost på en nærliggende pub. Rasmus havde brugt sine sidste julegavepenge fra mormor og Søren, men da vi andre jo lige havde shoppet, mente han da bestemt, at han også skulle have noget, så han fik lokket en Harry Potter film ud af mor, hvorefter det blev til en eftermiddag med hygge på hotellet.

Aftenens udflugt gik til The Rocks, hvor vi ud over fantastisk mad også lige fik mulighed for at kigge over til operahuset, som vi jo skulle se fyrværkeriet over næste aften – nytårsaften. Et som altid smukt syn, og man bliver jo helt stolt af at være dansker (i øvrigt bliver der næsten talt mere om Utzon – i meget rosende vendinger – end om selve operahuset, når man er på rundtur derinde). Inden nåede vi lige en drink på vores hotelværelse – Tinas mor og Søren havde såmænd også været på indkøb i Hunter Valley.

Nytårsaftensdag sov vi alle længe, inden vi tog en tur til nok en af verdens flotteste zoos, Sydneys Taronga Zoo. Man tager færgen over til Sydneys nordside, hvorefter en kabelbane (som dog var i stykker, så i dette tilfælde en bus), tager en op til toppen af klippesiden. Og så går man ellers ned gennem zoo hele tiden med udsigten ind over Sydney havn med broen og operahuset som baggrund for alle dyrene. Desværre var det ret diset, så udsigten var noget sløret.

Til gengæld var det clearet op til om aftenen, så alt var klar til en fantastisk nytårsaften med udsigt til fyrværkeri over operahuset og Sydney Harbour Bridge. Desværre var der lige ’parkeret’ to kæmpe både lige ud for restauranten, så udsynet til operahuset fra vores bord var ret så blokeret. Tjenere og vagter forsikrede os dog flere gange om, at bådene nok skulle flytte sig inden fyrværkeriet, men der blev vi godt nok taget ved næsen. Bådene rykkede sig ikke ud af stedet.

Nå, men maden var fantastisk, vinen af mærket ad libitum, og der var stemning på havnen som vist ikke ret mange andre steder i verden nytårsaften (det hjælper på det, at der er 25 grader og ikke frostvejr). Og hvis man gik lige lidt udenfor restaurant området, så havde man faktisk fin udsigt – ja bedøm selv.

Vi skød nytåret ind med et brag og var først hjemme kl. 2.30 efter at have gået hele byen igennem og skålet ’godt nytår’ til alle – der var bare fest over det hele – og Rasmus var i topform (efter at have taget en to timers power nat i sin klapvogn fra 18.30-20.30 – godt vi havde gemt denne til netop nytårsaften, selvom han altså ER vokset ud af den nu). Det er forhåbentligt ikke sidste gang, vi oplever en nytårsaften i Sydney!

Med gaverne ombord vendte vi snuderne på de to campere mod syd og kørte ud af Melbourne. Næste stop var Phillip island, der er berømt for sin daglige pingvin-parade. Et optrin, hvor lige under 1.000 pingviner hver aften kommer op af vandet for at gå i land – foran øjnene på tre gange så mange tilskuere. Sidst Tina var her – for 15 år siden – var tingene en hel del mere naturlige og med langt færre tilskuere (og ikke et kæmpe center med souvenir-shop, café mv.), men attraktionen var blevet en smule ødelagt af sin egen succes og var nu så overrendt, at det næsten ikke var til at holde ud.

Så var det en del hyggeligere at spise fish’n’chips til frokost i byen og hjemmelavet risengrød til aftensmad på campingpladsen (det var jo lillejuleaften – også selvom det var 30 grader varmt), og her fik vi såmænd besøg af en vild kænguru, der også lige ville sige glædelig jul.

Næste morgen pakkede vi vores ting ind i bilen – og fik en hel anden slags husdyr med i købet: myrer. De var kravlet ind i vores kufferter og Rasmus’ klapvogn hen over natten og kravlede nu rundt i hele camperen. Ikke den bedste start på juleaften. Undervejs til Lakes Entrance, hvor vi havde planlagt at holde juleaften, stoppede vi for at proviantere, men vi var lige ved at opgive at holde en ’rigtig’ australsk jul, da det tilsyneladende ikke var til at opdrive friske rejer og hummer nogen steder.

Efter fire timer nåede vi dog frem til Lakes Entrance, og her var både fiskerestaurant og fiskehandler, så både frokosten og julemiddagen var reddet. Bo gik i ’køkkenet’ straks efter ankomsten til campingpladsen, mens morfar tog en morfar og besse, Rasmus og Tina lavede julepynt til camperen.

Det regnede hele eftermiddagen og aftenen, men intet skulle spolere juleglæden, så vi pyntede op med julepynt, julegaver og juleservietter inde i den store camper og nød en god vin fra Barossa Valley til fantastiske rejer og hummer. Og selvfølgelig var der ris a’lamande til dessert. Hyggeligere bliver det ikke.

Rasmus var spændt som ethvert fem-årigt barn, men han klarede sig fint gennem eftermiddagen og hovedretten, hvorefter en enkelt gave (en Ben 10 DVD) kunne klare resten af aftenen. Han sang sågar med på alle julesangene, inden vi sluttede af med at løbe rundt om camperen i regnvejr og skråle ’nu er det jul igen’. Australierne må have undret sig noget.

Julegaverne blev delt ud af Rasmus, og der var glæde over hele linjen (Rasmus fik alt det Ben 10, han kunne ønske sig, og så måtte vi sende en masse af ’det gamle’ legetøj med hjem igen), da det næste morgen var tid til at sige farvel til morfar og besse igen. De skulle tilbage mod Melbourne for at flyve hjem til Danmark, mens vi skulle videre mod Sydney for at mødes med Tinas mor og Søren.

Den plan var dog lige ved at falde til jorden, da benzinmåleren efter et par timers kørsel var et godt stykke under den nederste streg. Det var nemlig 1. Juledag – og det er altså den store helligdag i Australien. Alt - læs: ALT – var simpelthen lukket. Vi kørte gennem et par byer, som var helt døde, før vi endelig kom til en, hvor der var en café åben. Tina løb ind og forespurgte, om der var noget åbent overhovedet. Den venlige dame ved kassen svarede: Der er en tank på den anden side af floden, som skulle være lukket for tyve minutter siden – men vi hørte for lidt siden, at han ikke var kommet hjem endnu. Hvis du ikke når ham, så har du store problemer!

Så gik det ellers over stok og sten til tanken. Ejeren var i færd med at tanke benzin på sin egen bil, da vi ankom. ’Sorry, mate. Jeg har lukket ned. Jeg skal også hjem til min familie og holde jul,’ lød det fra manden venligt men bestemt. Tina måtte ned på sine grædende knæ og tale om sin mor, der var kommet hele vejen fra Danmark, og nu måtte holde jul alene. Så forbarmede han sig – og vi fik lov at tanke fra den tank, han var i gang med. Og så kunne turen ellers fortsætte til Batemans Bay, hvor endnu en familie sammenkomst ventede.

Denne gang i form af en 1. juledag middag med god mad, god vin og familie. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre jul.

Med morfar og besse på besøg, gjorde det ikke så meget for Rasmus, da han anden gange skulle sige farvel til sine venner. Så dagen efter kørte vi videre mod syd fra Adelaide ad kystvejen mod Melbourne.

Strækningen var ikke videre spændende, førend vi ud på eftermiddagen i byen Kingston S.E. stødte på en af Australiens mærkværdige opfindelser – kæmpe udgaver af dyr eller frugter – denne gang i form af den gigantiske hummer Larry, som desværre er ved at være lidt slidt (det samme må ejerne af fiskerestauranten og butikken være, for den var lukket og ville først åbne i det nye år med nye ejere).

Så vi måtte videre til byen Robe for at finde en fiskehandler. Her var der dog også både friske hummer (de lå skam i kæmpe bassiner i et lager, som samtidig var butikken) og konge rejer, så Bo lavede endnu en fantastisk middag til os med det, der efterhånden må betegnes som hans specialitet: Seafood Barbie.

Næste dag nøjedes vi med en kort tur til Mt. Gambier – en by for foden af den udslukte vulkan af samme navn. Vulkanen har efterladt tre store søer, hvoraf den ene hver sommer – uden nogen ved hvorfor – skifter fra almindelig grågrøn farve til en helt klar blå. Campingpladsen lå lige ovenfor de tre søer, så man bare kunne gå hen og nyde synet, når man havde lyst. Og den var fyldt med grønne arealer og træer, rigtig naturskøn og dejligt afslappende, så vi nød eftermiddagen i solen, mens Rasmus var fuldt optaget på den kæmpe hoppepude.

Næste dag bød på endnu en naturskøn oplevelse – Australiens berømte Great Ocean Road. Efter frokost og proviantering i Warnambool kørte vi ud på den smukke kyststrækning, som byder på så mange fantastiske klippeformationer, at man kan blive helt træt til sidst (måske også på grund af de mange fluer – og japanske turister – især ved The Twelve Apostles).

Første stop var Bay of Islands, efterfulgt af London Bridge, The Arch og til sidst altså The Twelve Apostles, hvor vi fik nok af fluer og turister for en dag. Derefter gik turen ad en meget snoet vej gennem skoven, inden vi igen kom ud til kysten (The Shipwreck Coast) og frem til vores campingplads ved Wye River (lidt spild at betale 600 kroner for to pladser, når man først kommer frem lidt i seks om aftenen). Bo og Besse stod for pasta med kødsovs, mens Rasmus endnu engang fik brændt noget energi af på hoppepuden.

Dagen efter nåede vi så frem til turens andenstørste by, Melbourne. Ligesom i så mange andre storbyer ligger campingpladserne et godt stykke uden for byen, så vi satte os alle fem ind i den ene camper og kørte ind til byen. Efter at have kigget lidt rundt i centrum faldt valget på en italiensk restaurant – desværre viste det sig, at de ikke havde licens til at servere alkohol. Tinas far og stedmor så noget lange ud i ansigterne, da det gik op for dem, at de måtte drikke et glas cola i stedet for vin til deres aftensmad!

Vi turde ikke satse på at finde en parkeringsplads en hverdag, så dagen efter tog vi bussen ind til centrum. Første stop var Victoria markets, hvor vi fik købt et par julegaver. Herefter tog vi sporvognen til området lige syd for floden, hvor vi spiste lækker frokost (inklusiv vin) på en restaurant ud til floden. Herefter to vi op i den sydlige halvkugles højeste beboelsesbygning (vi synes godt nok, vi har hørt det før), Eureka, og nød (ok nød er nu så meget sagt, når man som Tina og hendes far lider af højdeskræk, når de ikke har deres ballonkurv under sig) udsigten over hele byen.

De sidste julegaver skulle købes, så Rasmus tog med morfar og besse hjem til campingpladsen, mens vi andre gik på indkøb. Gaverne til morfar og besse gik fint, men det var ikke til at opspore en legetøjsbutik i Melbourne. Vi endte med at give op og tage tilbage til campingpladsen. Her kunne de heldigvis fortælle os om et nærliggende stort shoppingcenter, så efter aftensmaden drønede vi af sted og fandt en Toys’r’us (sammen med tusindvis af gavehungrende australiere. Så blev det alligevel også jul for Rasmus her Down Under.

Fra Yulara er der over 700 kilometer først vest og så syd til noget der kan kaldes en by – nærmere betegnet minebyen Coober Peedy. Rasmus sagde farvel til sine nye venner med et ’vi ses nok i Coober Peedy’.

Men efter lidt over 400 kilometer lige, rød vej gav vi op og kørte ind på et roadhouse med tilhørende ’caravan park’ ude i midten af ingenting. Et par timer senere dukkede der en camper op med tre jublende børn – de gad heller ikke køre længere den dag, så der var gensynsglæde over hele linjen.

Næste dag nåede vi Coober Peedy midt på dagen og forkælede os selv med pizza på det lokale pizzaria, inden ’vennerne’ igen dukkede op. Det blev til en dukkert i poolen (nødvendigt for at køle ned i 38 graders varme), inden vi tog på besøg i en af byens mange miner. Her så vi både, hvordan minearbejderne gravede efter opaler, og hvordan de havde indrettet deres hjem under jorden (en dejlig konstant temperatur året rundt på 25 grader, uanset om det er 45 eller 10 grader oppe på gaden).

Familien Thomsen (som den danske familie hedder) inviterede på ’farvel-pasta’, og vi kom med desserten, da vi ikke regnede med at se hinanden lige med det samme. Næste dag skulle vi nemlig køre over 500 kilometer for at nå frem til byen Port Augusta, hvor vi havde aftalt at mødes med Tinas far og stedmor. De var fløjet hele vejen til Australien for at fejre jul med os.

Rasmus kunne slet ikke sidde stille i bilen (og ville slet ikke ud af bilen, da vi stoppede ved en af områdets mange udtørrede salte søer), så meget glædede han sig, og der var gensynsglæde fra alle parter, da vi nåede frem sidst på eftermiddagen. Aftensmaden bestod af dansk rugbrød og pålæg (og et par Piratos – eller morfar-lakridser, som Rasmus kalder det) – bedre bliver det ikke.

Dagen efter kørte vi videre til Australiens ældste vinområde, Barossa Valley. Her besøgte vi en række vingårde – både en af de helt store og en meget lille, hyggelig en – og der blev også provianteret til de kommende dage. Rasmus er ikke så meget til vin, så han brugte det meste af tiden på at spille nogle af de mange Nintendo spil, som morfar havde haft med ned til ham fra vores gode ven Bo (der skal lyde et stort tak herfra J).

Efter endnu et par vingårde dagen efter, gik turen mod South Australias største by Adelaide. Det var helt rart at se en ’rigtig’ by igen efter næsten to uger i ødemarken (Alice Springs kan næsten ikke kategoriseres som en by). Her var både gå-gade og en god frokostrestaurant – vi følte os helt civiliserede igen. Vi valgte en campingplads ude ved stranden og havde kun lige parkeret bilen, da der lød et ’jamen er det jo ikke’ – fire ekstatiske børn jublede af ren gensynsglæde – og der blev hoppet i bølgerne på stranden, badet i poolen, leget på legeplads og hoppet på hoppepude. Så bliver livet ikke meget bedre, når man er fem år. Mor, far, morfar, besse, tre gode venner og en fantastisk campingplads!

Det var egentlig ikke meningen, at der skulle være et andet afsnit med denne overskrift – men ødemarken viste sig at være mindst lige så barsk, anden gang vi begav os dig ud.

Efter nyheden om at Tinas mormor havde klaret en firdobbelt bypass + ny hjerteklap operation, turde vi godt begive os uden for mobildækning igen. Første stop var Kings Canyon – Australiens svar på det amerikanske Grand Canyon – lige godt 400 kilometer sydvest for Alice Springs.

Turen derud foregår som altid på helt lige, rød vej, men efter omkring fem timer blev vi så rigeligt belønnet for vores anstrengelser. Vi havde dårligt parkeret camperen, førend vi syntes, vi hørte nogle tale dansk. Og ganske rigtigt – camperen lige ved siden af os var beboet af ikke mindre end fem af slagsen – heriblandt tre børn. Rasmus kunne slet ikke stå stille!

De følgende fem dage fulgtes vi med Markus, 8, Viktoria, 5, og Sola, 3 – og deres forældre. Det var ren fornøjelse.

Men campingpladsen ved Kings Canyon bød også på en lidt mere ubehagelig overraskelse – nogle meget nærgående dingoer (de vilde australske hunde), som ungerne faktisk var ret bange for (og Tina skulle godt nok heller ikke sove med bagklappen åben, som vi normalt gør i varmen). Det skorter ikke på advarsler om at passe på sine børn, når der er dingoer, og de her var i hvert fald ikke bange for mennesker. Så vi spiste inde i camperen med lukkede døre.

Næste morgen var det så for første gang i lang tid en smule overskyet, og temperaturen var faldet fra 40 til 30 – perfekt til at bestige Kings Canyon. Turen rundt er fem en halv kilometer lang, og Rasmus klarede den med bravour (nok mest fordi han vidste, at Markus, Viktoria og Sola havde klaret den dagen før). Det første stykke går stejlt opad og anbefales at bestige tidligt om morgenen – og vi var da heller ikke kede af, at det var overskyet. Men efterhånden som vi nåede toppen af kløften, klarede det op – og vi fik den flotteste udsigt ned over den imponerende kløft, hvis sider flere steder, ser ud som om, de er skåret ud med en meget skarp kniv.

Hvis det ikke havde været for alle fluerne, så kunne Kings Canyon sikkert have været betegnet som Paradis (en lille sidekløft nede i kløften hedder skam også ’Garden of Eden’) – men for anden gang måtte vi se os overfaldet i ødemarken. Fluerne var simpelthen alle vegne: I øjnene, i ørene, i næsen og i munden – ganske ubehageligt.

Herefter kørte vi de ’kun’ lidt over 300 kilometer til Yulara – den nærmeste ’by’ (eller nærmere bare en samling hoteller, butikker og en enkelt campingplads langt ude i ødemarken) til Australiens mest berømte sten, Ayers Rock. Efter en tur i poolen og noget aftensmad, var det tid til at køre ud og se solnedgangen over den store, røde sten.

Markus, Viktoria, Sola og Rasmus drønede rundt og legede tag-fat eller spillede bold, mens de voksne nød udsigten med en kold øl og nogle chips. Så kan man vist ikke klage over tilværelsen. Rasmus klagede heller ikke, da hans tre nye venner spurgte, om han ikke nok ville sove i deres camper. De havde en stor en til seks personer, så de mente, der bestemt var plads til ham. Så lå de fire oppe i køjen over chauffør-pladsen og råhyggede – indtil kl. 5 om morgenen, hvor de blev vækket og sat ned i sæderne.

Næste punkt på dagsordenen var nemlig solopgangen over Ayers Rock – man skal jo ikke gå glip af noget, når man nu er kørt så langt for bare at se et par sten. Ungerne tog det med højt humør (og med ekstra tøj på – der kan faktisk godt være koldt ude i ødemarken – specielt i 900 meters højde – tidligt om morgenen). Da solen var stået helt op, og alle turistbusserne var kørt, slog vi borde og stole op midt på parkeringspladsen og spiste morgenmad med udsigt der midt ude i det hele.

Med sådan en tidlig start, var det på sin plads med en formiddagslur, inden eftermiddagen blev brugt på at se Ayers Rocks’ ’søster-sten’, The Olgas. En række mindst lige så imponerende sten midt i ødemarken, der ligesom Ayers Rock stikker helt uforståeligt op midt i det ellers fuldstændigt flade landskab. Og skifter farve fra orange, over rød til sort i takt med solen går ned.

Hvis det ikke havde været for fluerne (igen) og varmen, så kunne man såmænd godt bruge mange dage derude med at gå rundt i kløfterne mellem de 36 sten. Men vi var ved at få nok af ødemarkens vilde dyr! Og så egentlig også frem til lidt lavere temperaturer længere mod syd (dog skulle vi lige ca. 1.500 kilometer endnu, før det skete).

Der var ingen vej udenom. De 2.000 kilometer gennem den australske ødemark fra Rollingstone caravan park og til Australiens mest afsidesliggende by, Alice Springs, ventede – og vi var nødt til at komme i gang med dem, hvis vi skulle nå ’ud på den anden side’ af ørkenen (nærmere betegnet ned sydpå til Adelaide) og mødes med Tinas far og Anette midt i december.

Vi tog et enkelt ’proviant’ stop i Townsville og fyldte køleskabet op med fisk og skalddyr, hvorefter vi begav os ud på første stræk: Townsville-Richmond. Vi ankom omkring kl. 15 i 42 graders varme, og der var hverken skygge eller pool på campingpladsen! Bo og Rasmus var ved at gå ud af deres gode skind, og situationen blev ikke meget bedre, da vi pludselig blev overfaldet – af græshopper. De var alle vegne. Så snart man tog et skridt, fløj det op med hundredvis af de her mellem fire til otte centimeter store sataner, som fløj ind i hovedet, i håret, på kroppen – ja alle vegne.

Vi så ingen anden udvej end at styrte op til byens offentlige pool og hoppe i vandet (sammen med en del lokale børn og en række døde græshopper). Skønt. Tilbage på campingpladsen havde vi fået selskab af en gruppe lokale antenne-opsætnings-mænd, som var færdige med dagens arbejde. De gav kolde øl, og vi gav dem resten af vores rejer – en god byttehandel skulle man mene. De kunne i øvrigt fortælle, at græshopperne kun levede et døgn, og hen under aften var der da heller ikke flere tilbage (måske hjalp det også på det, at Rasmus var gået på jagt og havde trampet en hel del ihjel i løbet af aftenen).

Næste morgen nåede vi lige et besøg på det lokale dinosaurus museum – som faktisk huser et af verdens bedst bevarede dinosaurus skeletter – inden turen gik mod minebyen Mt. Isa. Mt. Isas temperaturer var ikke mildere end Richmonds og efter en nat uden ret meget søvn i sidstnævnte (man sover ikke ret godt i en campingvogn i 30 graders varme – ja længere ned kommer temperaturen ikke), ja så gav vi op. Efter 44 dage i camperen måtte vi kapitulere og tage på hotel.

Sikke en lettelse. For 99 dollar (460 kroner) fik vi et kæmpe værelse med dobbeltseng og enkeltseng, stort badeværelse og ikke mindst: Aircondition. Rasmus var ellevild og ville nærmest ikke forlade værelset. Vi kørte dog en lille tur ud og så solnedgang, hvorefter vi spiste middag i den lokale klub.

Næste morgen kom så turens indtil videre længste outback stræk: 600 kilometer lige, rød vej – kun afbrudt af en enkelt by samt en gård – inden man drejer til venstre og kører yderligere 25. Så er man fremme ved Tennant Creek. Campingpladsen havde denne gang pool, og temperaturerne var nede på 38 grader, så vi var tilbage i camperen over natten. Rasmus var grædefærdig (han havde allerede vænnet sig til den mere plads at boltre sig på – og der er godt nok også varmt oppe på 1. sal i en camper i denne hede).

Så vi forbarmede os (og var også selv ganske tilfredse med beslutningen) – og da vi kom frem til Alice Springs – efter et stop ved ’Djævlens marmorkugler’ (hvor vi denne gang blev angrebet af fluer i stedet for græshopper) - betalte vi med det samme for tre overnatninger på White Gum Motel.

Ejeren af motellet anbefalede os med det samme en god steak restaurant. Et super valg – både fordi maden var suveræn, og fordi Rasmus ganske kort efter, vi var ankommet, fandt sig endnu en legekammerat. Leandro – eller kort Leo – boede med sin australske mor og portugisiske far i Alice Springs – og efter de to havde leget sammen under og eftermiddagen, blev Rasmus inviteret på legebesøg hos dem. Australierne er simpelthen bare så gæstfrie.

Så efter en dag, hvor vi slappede af i Alice springs, og en formiddag, hvor vi kørte ud og gik en tur op til kløften ’Standley Chasm’, stod Rasmus stolt med to gaver (en til Leo og en til hans lillesøster) og bankede på familiens dør. Det blev en rigtig hyggeligt eftermiddag, hvor de legede i pool’en, på trampolinen og med alle Leos legesager (der var jo lidt mere at vælge imellem, end man kan have i en camper) – mens forældrene sludrede om forskellen på Australien og Europa, om at bo i Alice Springs (de var der ikke frivilligt, men var udstationeret, da faderen er politimand) og 80’er pop-musik.

Næste morgen var det så tid til at sige farvel til Alice Springs og på ny begive sig ud i ødemarken – denne gang mod Kings Canyon og Ayers Rock. Ikke ret langt uden for byen blev vi igen mødt af synet af den helt lige, røde vej, som bare fortsætter i en uendelighed. Man bliver let fristet til at citere Guy Pearces udbrud, da samme syn møder ham i den australske film ’Priscilla – Queen of the Desert’: ’Shit! Maybe we should have flown’.

Men nej. Man skal netop ikke flyve. For det er lige præcis det, der er charmen ved en tur ’Down Under’. De store åbne vidder, som ikke findes ret mange andre steder. Hvor henne kan man ellers køre 600 kilometer uden at dreje på rattet og uden at møde mere end fire biler på sin vej?

Det kan godt være, at vi er blevet overfaldet i og overmandet af ødemarken. Men vi er også blevet betaget af den!