Familien Krongaard Stampe på tur

Det kan godt være, at det sjældent kom op over 20 grader på New Zealand – men her i Thailand kommer det sjældent under 30, hvilket er lige, hvad vi havde brug for, efter tre uger fyldt med kulde – men også masser af oplevelser – på New Zealand. Her i Thailand ligger vi nu ved poolen og nyder de sidste dage med ren afslapning på det helt fantastisk ressort Asara Villa & Suite.

Men inden vi nåede så langt, fortsatte vi op ad vestkysten på New Zealands sydø. Her ligger de fantastisk smukke pandekage klipper, som vi tog et lille stop ved på vej mod byen Nelson i nord. Det var en af vores få solrige dage, så pludselig havde vi alt for meget tøj på og sad og svedte i bilen. Efter at have fundet et motel og gået en tur rundt i byen, spiste vi en helt igennem udsøgt middag på en af byens mest eftertragtede fiskerestauranter. Der blev smovset i en seks retters menu og god vin, og Rasmus var igen heldig og finde to danske legekammerater, så der blev leget og spillet Nintendo aftenen igennem.

Næste dag skulle vi så sejle fra sydøen til nordøen – en tur på tre timer, som er kendt for ofte at være noget blæsende. Desværre var det en af de her dage. Bo var allerede ligbleg, inden vi forlod havn, så han blev sendt ned i biografen i bunden af båden (her vipper det mindst) for at forsøge at undgå at gå helt i panik og miste følelsen i arme og ben, som han var ude for sidste vinter på en sejltur ud for øen Pemba (en del af Zanzibar øgruppen).

Rasmus og Tina blev i skibets familieområde, hvilket skulle vise sig at være en fejldisposition. Det startede ellers godt med en klovn, der underholdt børnene, men efter ca. en times sejlads, nåede færgen ud på åbent vand uden læ fra hverken syd eller nordøen, og så kan I ellers tro, at det gode skib begyndte at gynge. Inden længe kastede børn og voksne op side om side. Temperaturen i lokalet steg til over 30 grader, børn græd, forældre trøstede mens de holdt brækposerne, og personalet ilede rundt og tørrede bræk op fra gulvet, når de løb tør for poser.

Rasmus var meget tæt på at blive dårlig, men så lykkedes det ham heldigvis at falde i søvn midt i al virvaret. Desværre på skødet af sin ellers søstærke mor, som nu også var tæt på at blive overmandet af varmen, lugten og det gyngende skib. Heldigvis nåede skibet i læ fra nordøen, inden det skete, og kort før vi var i havn, dukkede Bo op fra skibets bund. Her havde han besluttet sig for at blive siddende, længe efter at filmen var færdig – en klog disposition, som han ikke var den eneste, der var tyet til i de høje bølger.

Efter sådan en tur orker man ikke det helt store, så aftensmaden blev på KFC, og overnatning på et tilfældet motel et stykke mod nord. Næste morgen var alle fit for fight igen, så vi besluttede os for at tage en stor bid af den resterende kørsel og kørte hele vejen til Rotorua. Her indlogerede vi os i håbet om godt vejr på en campingplads med naturligt varme pools, så Rasmus forhåbentligt kunne finde nogle legekammerater – men der er altså ikke så mange børn ude, når det øsregner.

Rotorua viste sig dog fra sin bedste side næste morgen, hvor vi besøgte byens største attraktion, Pohutu gejseren. På sine gode dage sprøjter den kogende vand helt op til 30 meter op i luften – vi fik nok kun omkring halv højde at se, men det var stadig imponerende. Der blev også tid til en lille byrundtur, inden vi nåede i læ på campingpladsen i samme øjeblik, som regnen igen væltede ned. Heldigvis var vi aftenen inden (efter vi havde spist) faldet over en såkaldt ’stonegrill’ restaurant, hvor man selv steger sin bøf på en sten på bordet. Så aftenen var reddet med et par fantastiske bøffer, så kan det regne, så meget det vil.

Inden turen gik videre mod nord tog vi forbi ’Wai-O-Tapu thermal wonderland’ for at se endnu en gejser samt et par meget varme vulkansøer. Rasmus var overhovedet ikke i humør til flere ildelugtende vandhuller, så han ville bare turen rundt i parken så hurtigt som muligt for at komme tilbage til bilen og spille Nintendo. Men pludselig stod en lille dreng på stien og nægtede at gå videre. ’Jeg prøver lige at se, om der er noget galt,’ sagde Rasmus, hvorefter en kvinde lidt længere fremme svarede ’han er ok, han mener bare ikke, at hans ben kan gå.’

Og kort efter kunne både Rasmus og hans nye legekammerat (samt storesøster) løbe hele parken rundt – ja de var nærmest klar til at tage en tur mere. Desværre var de på vej mod syd, og vi jo på vej mod nord, men vi kom da af med et par tunge bøger og fik udvekslet adresser. Næste stop var ’glow-worm’ hulerne i Waitomo. Her gik vi dybt ned i en drypstenshule og sejlede derefter en tur med de lysende orme lige over os. Et helt fantastisk syn som man desværre ikke måtte tage billeder af. Men forestil Jer en stjernehimmel med tusindvis af stjerner på blot et par meter over ens hoved.

Vi overnattede i byen Hamilton et par hundrede kilometer syd for Auckland. Byen er mest kendt for sin botaniske have, som da også er helt exceptionel – med både en indisk, kinesisk, japansk, amerikansk, engelsk og italiensk have – det samme var deres brunch, som vi nød i strålende sol. Eftermiddagen blev brugt på et besøg i det nærliggende Hobbiton (stedet hvor hobbit-delen af Ringenes Herre filmene er optaget). Det var sjovt at gå rundt i det bakkede landskab, og man kunne stadig se en del af kulisserne. Oven i købet er de så småt begyndt at gøre det klar til at optage ’Hobbiten’ samme sted, så der var blevet nyplantede æbletræer og hække rundt omkring.

NZ-delen af turen lakkede mod enden, og sidste stop var Auckland. Det blev selvfølgelig til den obligatoriske tur op i byens vartegn (endnu et højt tårn), en tur i Tivoli, et besøg i akvariet (dette her har en lidt speciel attraktion, hvor man kører rundt i nogle specielle biler inde blandt pingviner), samt en god bøf på en af byens ældste restauranter, som lå lige ved siden af vores hotel. Men vi var også nødt til at bruge noget tid på at få ryddet ud og smidt ud, da vi med alt det nyerhvervede uld-tøj var sikre på, at vi ville have godt med overvægt.

Og så var det ellers tid til at forlade kulden til fordel for varmen i Thailand. Om alt for kort tid går det så hjemad – fra varmen til rigtig meget kulde, kan vi forstå!