Familien Krongaard Stampe på tur

Wauv, er vist det ord, vi får brugt mest for tiden. Sammen med ’neej’ og ’åhh’. For her er uden tvivl smukt her på New Zealand. Desværre er her også meget koldt – ja, man skulle faktisk slet ikke tro, det var sommer. På en god dag har vi 17 grader, på en dårlig 6. Spørger man New Zealænderne selv, så synes de godt nok også, det er en meget ringe sommer (men samtidig må de indrømme, at det vist var lige så galt sidste år). Vi håber på lidt bedre vejr på nordøen – og så har vi ellers rykket vores flyvning til Thailand tre dage frem, så vi har lidt mere tid i solen på en strand, inden vi skal hjem til den danske vinter.

Men selvom vejret ind imellem er deprimerende, så har vi faktisk været utroligt heldige med en smule solskin på nogle vigtige tidspunkter – som da vi i morges tog en helikopter tur op til to af verdens stejleste gletsjere, Franz Josef og Fox. Nede fra byen så det noget overskyet ud, men vi fløj op over skyerne og fik den smukkeste udsigt over de to imponerende ismasser. Der blev knipset løs med kameraet, og Rasmus var ellevild med at flyve i helikopter. Et stykke over Fox gletsjeren blev vi sat af i sneen, og så var det ellers tid til en hurtig lille sneboldkamp, inden turen gik ned til byen igen.

Men inden vi nåede så langt, har vi kørt gennem noget af det smukkeste landskab, man kan forestille sig. Fra Christchurch kørte vi mod sydvest til ’Lake Tekapo’ – en ekstremt turkis blå gletsjer sø. Vi sov en nat med udsigt til søen og nåede også en tur i de varme bade i byen.

Næste stop var New Zealands højeste bjerg Mt. Cook – eller nærmere betegnet byen Mt. Cook, som mærkeligt nok ligger tyve kilometer fra bjerget (men det er godt nok den by, der er tættest på). Vi kørte derop i regnvejr, og hele eftermiddagen og natten regnede det. Mt. Cook kunne man overhovedet ikke se for skyer, så det var noget deprimerende. Vi havde dog et hyggeligt værelse, og da vi vågnede næste morgen var der pludselig den skønneste udsigt til Mt. Cooks top.

I Mt. Cook village har de desuden bygget et museum og et planetarium til ære for New Zealands nok mest kendte person, bjergbestigeren Edmund Hillary, som var den første mand til at bestige Mount Everest. Han brugte netop Mount Cook som træning til de endnu større bjerge, hvilket man kan læse alt om på museet. 3D filmen om bjerget var også flot, og vi følte næsten, at vi nåede toppen selv.

Endnu et godt stykke mod syd ligger New Zealands forlystelsescentrum i form af den smukt beliggende by Queenstown. Vi ankom i 6 graders varme og havde ekstremt svært ved at finde noget at bo i, da der dagen efter skulle være en stor rugby kamp i byen. Det lykkedes til sidst at få et familieværelse på vandrehjemmet, men til dagen efter var det helt umuligt.

Så vi måtte køre videre mod syd mod fjorden Milford Sound, og endte i en hytte langt ude i ødemarken. Hytten var sådan set hyggeligt nok, men det øsregnede hele eftermiddagen, aftenen og natten – og så kan man altså nemt få både kuller og klaustrofobi. Rasmus og Bo prøvede at gå ud og fiske i den nærliggende flod, men kom tilbage meget hurtigt fuldstændig gennemblødte.

Næste morgen var det heldigvis holdt op med at regne, og da vi nåede frem til Milford Sound – gennem smukke kløfter og vilde vandfald – brød solen igennem. Det blev til to timer på fjorden med et helt fantastisk sceneri. På grund af det seneste døgns store mængder regn (næsten to meter) væltede det ned med vandfald fra bjergsiderne, mens solen skinnede ned gennem dråberne. Vi valgte at tage med en af de mindre både, som kunne sejle helt ind under vandfaldene – lidt sjovere med vandfald vand end regnvand.

Med kun en nat i Queenstown havde vi slet ikke nået at se det, vi ville. Så vi kørte tilbage til byen (imod alle de biler, som havde set rugby kampen – sådan nogle varer åbenbart to dage hernede). Denne gang var det muligt at få et lidt bedre værelse, men vejret var nu ikke meget bedre end sidst. Vi brugte gråvejret på at spise en god middag, se videofilm og købte mere varmt tøj (på udsalg). Bo prøvede også en tur med den berømte ’Shotover Jet’, som Tina prøvede for femten år siden. En hurtig jet båd, som sejler millimeter fra klipperne i den snævre Shotover kløft.

Næste morgen var det klaret op, så vi pakkede bilen og tog med gondolen op til byens bjerg. Her er der en helt fantastisk udsigt over byen og søen, og det hele så pludselig bedre ud i solskin – det samme gjorde humøret. Det blev også til et hurtigt stop ved den oprindelige ’bungy-bro, Kawarau, hvor Tina tog et spring for femten år siden. Vi nøjedes med at kigge på og imponeredes af det store center, som stedet nu var udbygget til.

Foran os havde vi en lang dags kørsel til Franz Josef, og den blev ikke kortere af de mange fotostop, man bliver nødt til at gøre sig undervejs. Der blev sagt ’wauv’, ’neej’ og ’åhh’ mange gange den dag.