Familien Krongaard Stampe på tur

Vi sagde farvel til Sydney med en dag sammen med Rasmus’ tre venner, Markus, Viktoria og Sola, som nu også var kommet til byen. De havde ikke kunnet få plads på nogle af Sydneys campingpladser, så de trængte både til at få et bad og få ladet diverse elektronik op. Begge dele kunne vores store Marriot værelse sagtens klare.

De overtog Rasmus’ klapvogn og vores restlager af øl, syltetøj og myrespray, inden de vendte retur til camperen. Vi nød vores sidste Aussie måltid i Chinatown – godt nok ikke specielt australsk, men stemningen var som altid i top med masser af liv i gaden og god mad.

Det var ikke helt med vores gode vilje (måske mindst Tinas), at vi næste morgen satte os i ’Emirates’ flyet mod Christchurch på New Zealands sydø. Heldigvis var flyet helt i top med tonsvis af underholdning, film, TV, musik og spil på hver vores skærm, for ellers var vi muligvis hoppet ud af flyet igen. Det er aldrig rart at forlade et land, man holder så meget af – specielt når man ikke ved, om man nogensinde kommer tilbage.

Efter to en halv time landede vi i en overskyet og kold Christchurch. Biludlejningsfirmaet var ikke til at se nogen steder, og da de endelig kom, ja så fik vi en bil der var i stykker med lovning om, at de ville komme og bytte den næste morgen. Ikke lige den bedste start, når man i forvejen er lidt lunken ved det hele.

Vi fandt dog bymidten. Og informationscenteret fandt os et ok billigt og kæmpe stort motelværelse. Og da vi så også fandt en indisk restaurant med super lækker – og billig – mad, ja så kom smilene frem igen. På mærkelig vis havde vi dog fået jet-lag af de ellers kun to timers tidsforskel fra Australien, så de kommende dage rendte vi rundt med ekstremt tunge hoveder, sov først meget sent og kunne simpelthen bare ikke komme ud af sengen om morgenen.

Men det blev da til en tur i Botanisk have (hvor vejret i øvrigt lige pludselig var helt skiftet om, så der var sol og 27 grader, og vi havde alt for meget tøj på). Rasmus benyttede lejligheden til at smide tøjet og bade i underbukser i børne poolen, mens vi andre svedte tran.

Det blev også til en tur med den gamle sporvogn, som kører rundt gennem centrum, og til en tur op med gondolbanen, hvor man har den mest fantastiske udsigt over byen. Og så skulle der shoppes (varme ’Icebreaker’ trøjer – New Zealandske uldtrøjer i super kvalitet som er meget dyre hjemme i DK men helt rimelige i uldens hjemland), turen hernede byder jo på en række bjerge med sne på, og det har vi slet ikke varmt nok tøj med til (heldigvis – he he).

Dagen efter havde vi aftalt at besøge en af Bos moster Annas veninder tilbage fra den tid, hvor hun boede i Christchurch. Inden da tog vi en køretur ud på halvøen sydøst fra Christchurch, hvor den lille franskinspirerede by Akaroa ligger (franskmændene ankom faktisk her først, men kort efter sendte briterne en ekspedition ud, og inden franskmændene havde fået sendt deres skibe af sted, så havde briterne plantet deres flag, og New Zealand tilhørte officielt England).

Akaroa ligger i den smukkeste bugt, som i sin tid blev skabt på grund af to vulkanudbrud. Man kan køre dertil eller tilbage af en vej på toppen af kraterkanten, hele vejen med den mest fantastiske udsigt ned over bugten – den skulle vi selvfølgelig prøve efter en eminent omgang ’fish’n’chips’ på havnen.

Og så var det ellers tilbage til Christchurch for at besøge Irene, som altså har kendt Moster Anna i mere end 50 år og stadig holder kontakten. En skøn dame, som trods en nylig hjerteoperation og en brækket hofte, var i fint humør, og tog imod os med søn, børnebørn og en dejlig saftig kylling. En helt perfekt afslutning på vores hyggelige dage i Christchurch. Foran venter tre uger gennem New Zealands smukke landskab – vi har allerede døbt det til: Landet med verdens mest fantastiske udsigt.