Familien Krongaard Stampe på tur

Fra Yulara er der over 700 kilometer først vest og så syd til noget der kan kaldes en by – nærmere betegnet minebyen Coober Peedy. Rasmus sagde farvel til sine nye venner med et ’vi ses nok i Coober Peedy’.

Men efter lidt over 400 kilometer lige, rød vej gav vi op og kørte ind på et roadhouse med tilhørende ’caravan park’ ude i midten af ingenting. Et par timer senere dukkede der en camper op med tre jublende børn – de gad heller ikke køre længere den dag, så der var gensynsglæde over hele linjen.

Næste dag nåede vi Coober Peedy midt på dagen og forkælede os selv med pizza på det lokale pizzaria, inden ’vennerne’ igen dukkede op. Det blev til en dukkert i poolen (nødvendigt for at køle ned i 38 graders varme), inden vi tog på besøg i en af byens mange miner. Her så vi både, hvordan minearbejderne gravede efter opaler, og hvordan de havde indrettet deres hjem under jorden (en dejlig konstant temperatur året rundt på 25 grader, uanset om det er 45 eller 10 grader oppe på gaden).

Familien Thomsen (som den danske familie hedder) inviterede på ’farvel-pasta’, og vi kom med desserten, da vi ikke regnede med at se hinanden lige med det samme. Næste dag skulle vi nemlig køre over 500 kilometer for at nå frem til byen Port Augusta, hvor vi havde aftalt at mødes med Tinas far og stedmor. De var fløjet hele vejen til Australien for at fejre jul med os.

Rasmus kunne slet ikke sidde stille i bilen (og ville slet ikke ud af bilen, da vi stoppede ved en af områdets mange udtørrede salte søer), så meget glædede han sig, og der var gensynsglæde fra alle parter, da vi nåede frem sidst på eftermiddagen. Aftensmaden bestod af dansk rugbrød og pålæg (og et par Piratos – eller morfar-lakridser, som Rasmus kalder det) – bedre bliver det ikke.

Dagen efter kørte vi videre til Australiens ældste vinområde, Barossa Valley. Her besøgte vi en række vingårde – både en af de helt store og en meget lille, hyggelig en – og der blev også provianteret til de kommende dage. Rasmus er ikke så meget til vin, så han brugte det meste af tiden på at spille nogle af de mange Nintendo spil, som morfar havde haft med ned til ham fra vores gode ven Bo (der skal lyde et stort tak herfra J).

Efter endnu et par vingårde dagen efter, gik turen mod South Australias største by Adelaide. Det var helt rart at se en ’rigtig’ by igen efter næsten to uger i ødemarken (Alice Springs kan næsten ikke kategoriseres som en by). Her var både gå-gade og en god frokostrestaurant – vi følte os helt civiliserede igen. Vi valgte en campingplads ude ved stranden og havde kun lige parkeret bilen, da der lød et ’jamen er det jo ikke’ – fire ekstatiske børn jublede af ren gensynsglæde – og der blev hoppet i bølgerne på stranden, badet i poolen, leget på legeplads og hoppet på hoppepude. Så bliver livet ikke meget bedre, når man er fem år. Mor, far, morfar, besse, tre gode venner og en fantastisk campingplads!