Familien Krongaard Stampe på tur

Det var egentlig ikke meningen, at der skulle være et andet afsnit med denne overskrift – men ødemarken viste sig at være mindst lige så barsk, anden gang vi begav os dig ud.

Efter nyheden om at Tinas mormor havde klaret en firdobbelt bypass + ny hjerteklap operation, turde vi godt begive os uden for mobildækning igen. Første stop var Kings Canyon – Australiens svar på det amerikanske Grand Canyon – lige godt 400 kilometer sydvest for Alice Springs.

Turen derud foregår som altid på helt lige, rød vej, men efter omkring fem timer blev vi så rigeligt belønnet for vores anstrengelser. Vi havde dårligt parkeret camperen, førend vi syntes, vi hørte nogle tale dansk. Og ganske rigtigt – camperen lige ved siden af os var beboet af ikke mindre end fem af slagsen – heriblandt tre børn. Rasmus kunne slet ikke stå stille!

De følgende fem dage fulgtes vi med Markus, 8, Viktoria, 5, og Sola, 3 – og deres forældre. Det var ren fornøjelse.

Men campingpladsen ved Kings Canyon bød også på en lidt mere ubehagelig overraskelse – nogle meget nærgående dingoer (de vilde australske hunde), som ungerne faktisk var ret bange for (og Tina skulle godt nok heller ikke sove med bagklappen åben, som vi normalt gør i varmen). Det skorter ikke på advarsler om at passe på sine børn, når der er dingoer, og de her var i hvert fald ikke bange for mennesker. Så vi spiste inde i camperen med lukkede døre.

Næste morgen var det så for første gang i lang tid en smule overskyet, og temperaturen var faldet fra 40 til 30 – perfekt til at bestige Kings Canyon. Turen rundt er fem en halv kilometer lang, og Rasmus klarede den med bravour (nok mest fordi han vidste, at Markus, Viktoria og Sola havde klaret den dagen før). Det første stykke går stejlt opad og anbefales at bestige tidligt om morgenen – og vi var da heller ikke kede af, at det var overskyet. Men efterhånden som vi nåede toppen af kløften, klarede det op – og vi fik den flotteste udsigt ned over den imponerende kløft, hvis sider flere steder, ser ud som om, de er skåret ud med en meget skarp kniv.

Hvis det ikke havde været for alle fluerne, så kunne Kings Canyon sikkert have været betegnet som Paradis (en lille sidekløft nede i kløften hedder skam også ’Garden of Eden’) – men for anden gang måtte vi se os overfaldet i ødemarken. Fluerne var simpelthen alle vegne: I øjnene, i ørene, i næsen og i munden – ganske ubehageligt.

Herefter kørte vi de ’kun’ lidt over 300 kilometer til Yulara – den nærmeste ’by’ (eller nærmere bare en samling hoteller, butikker og en enkelt campingplads langt ude i ødemarken) til Australiens mest berømte sten, Ayers Rock. Efter en tur i poolen og noget aftensmad, var det tid til at køre ud og se solnedgangen over den store, røde sten.

Markus, Viktoria, Sola og Rasmus drønede rundt og legede tag-fat eller spillede bold, mens de voksne nød udsigten med en kold øl og nogle chips. Så kan man vist ikke klage over tilværelsen. Rasmus klagede heller ikke, da hans tre nye venner spurgte, om han ikke nok ville sove i deres camper. De havde en stor en til seks personer, så de mente, der bestemt var plads til ham. Så lå de fire oppe i køjen over chauffør-pladsen og råhyggede – indtil kl. 5 om morgenen, hvor de blev vækket og sat ned i sæderne.

Næste punkt på dagsordenen var nemlig solopgangen over Ayers Rock – man skal jo ikke gå glip af noget, når man nu er kørt så langt for bare at se et par sten. Ungerne tog det med højt humør (og med ekstra tøj på – der kan faktisk godt være koldt ude i ødemarken – specielt i 900 meters højde – tidligt om morgenen). Da solen var stået helt op, og alle turistbusserne var kørt, slog vi borde og stole op midt på parkeringspladsen og spiste morgenmad med udsigt der midt ude i det hele.

Med sådan en tidlig start, var det på sin plads med en formiddagslur, inden eftermiddagen blev brugt på at se Ayers Rocks’ ’søster-sten’, The Olgas. En række mindst lige så imponerende sten midt i ødemarken, der ligesom Ayers Rock stikker helt uforståeligt op midt i det ellers fuldstændigt flade landskab. Og skifter farve fra orange, over rød til sort i takt med solen går ned.

Hvis det ikke havde været for fluerne (igen) og varmen, så kunne man såmænd godt bruge mange dage derude med at gå rundt i kløfterne mellem de 36 sten. Men vi var ved at få nok af ødemarkens vilde dyr! Og så egentlig også frem til lidt lavere temperaturer længere mod syd (dog skulle vi lige ca. 1.500 kilometer endnu, før det skete).