Familien Krongaard Stampe på tur

Der var ingen vej udenom. De 2.000 kilometer gennem den australske ødemark fra Rollingstone caravan park og til Australiens mest afsidesliggende by, Alice Springs, ventede – og vi var nødt til at komme i gang med dem, hvis vi skulle nå ’ud på den anden side’ af ørkenen (nærmere betegnet ned sydpå til Adelaide) og mødes med Tinas far og Anette midt i december.

Vi tog et enkelt ’proviant’ stop i Townsville og fyldte køleskabet op med fisk og skalddyr, hvorefter vi begav os ud på første stræk: Townsville-Richmond. Vi ankom omkring kl. 15 i 42 graders varme, og der var hverken skygge eller pool på campingpladsen! Bo og Rasmus var ved at gå ud af deres gode skind, og situationen blev ikke meget bedre, da vi pludselig blev overfaldet – af græshopper. De var alle vegne. Så snart man tog et skridt, fløj det op med hundredvis af de her mellem fire til otte centimeter store sataner, som fløj ind i hovedet, i håret, på kroppen – ja alle vegne.

Vi så ingen anden udvej end at styrte op til byens offentlige pool og hoppe i vandet (sammen med en del lokale børn og en række døde græshopper). Skønt. Tilbage på campingpladsen havde vi fået selskab af en gruppe lokale antenne-opsætnings-mænd, som var færdige med dagens arbejde. De gav kolde øl, og vi gav dem resten af vores rejer – en god byttehandel skulle man mene. De kunne i øvrigt fortælle, at græshopperne kun levede et døgn, og hen under aften var der da heller ikke flere tilbage (måske hjalp det også på det, at Rasmus var gået på jagt og havde trampet en hel del ihjel i løbet af aftenen).

Næste morgen nåede vi lige et besøg på det lokale dinosaurus museum – som faktisk huser et af verdens bedst bevarede dinosaurus skeletter – inden turen gik mod minebyen Mt. Isa. Mt. Isas temperaturer var ikke mildere end Richmonds og efter en nat uden ret meget søvn i sidstnævnte (man sover ikke ret godt i en campingvogn i 30 graders varme – ja længere ned kommer temperaturen ikke), ja så gav vi op. Efter 44 dage i camperen måtte vi kapitulere og tage på hotel.

Sikke en lettelse. For 99 dollar (460 kroner) fik vi et kæmpe værelse med dobbeltseng og enkeltseng, stort badeværelse og ikke mindst: Aircondition. Rasmus var ellevild og ville nærmest ikke forlade værelset. Vi kørte dog en lille tur ud og så solnedgang, hvorefter vi spiste middag i den lokale klub.

Næste morgen kom så turens indtil videre længste outback stræk: 600 kilometer lige, rød vej – kun afbrudt af en enkelt by samt en gård – inden man drejer til venstre og kører yderligere 25. Så er man fremme ved Tennant Creek. Campingpladsen havde denne gang pool, og temperaturerne var nede på 38 grader, så vi var tilbage i camperen over natten. Rasmus var grædefærdig (han havde allerede vænnet sig til den mere plads at boltre sig på – og der er godt nok også varmt oppe på 1. sal i en camper i denne hede).

SÃ¥ vi forbarmede os (og var ogsÃ¥ selv ganske tilfredse med beslutningen) – og da vi kom frem til Alice Springs – efter et stop ved ’Djævlens marmorkugler’ (hvor vi denne gang blev angrebet af fluer i stedet for græshopper) – betalte vi med det samme for tre overnatninger pÃ¥ White Gum Motel.

Ejeren af motellet anbefalede os med det samme en god steak restaurant. Et super valg – både fordi maden var suveræn, og fordi Rasmus ganske kort efter, vi var ankommet, fandt sig endnu en legekammerat. Leandro – eller kort Leo – boede med sin australske mor og portugisiske far i Alice Springs – og efter de to havde leget sammen under og eftermiddagen, blev Rasmus inviteret på legebesøg hos dem. Australierne er simpelthen bare så gæstfrie.

Så efter en dag, hvor vi slappede af i Alice springs, og en formiddag, hvor vi kørte ud og gik en tur op til kløften ’Standley Chasm’, stod Rasmus stolt med to gaver (en til Leo og en til hans lillesøster) og bankede på familiens dør. Det blev en rigtig hyggeligt eftermiddag, hvor de legede i pool’en, på trampolinen og med alle Leos legesager (der var jo lidt mere at vælge imellem, end man kan have i en camper) – mens forældrene sludrede om forskellen på Australien og Europa, om at bo i Alice Springs (de var der ikke frivilligt, men var udstationeret, da faderen er politimand) og 80’er pop-musik.

Næste morgen var det så tid til at sige farvel til Alice Springs og på ny begive sig ud i ødemarken – denne gang mod Kings Canyon og Ayers Rock. Ikke ret langt uden for byen blev vi igen mødt af synet af den helt lige, røde vej, som bare fortsætter i en uendelighed. Man bliver let fristet til at citere Guy Pearces udbrud, da samme syn møder ham i den australske film ’Priscilla – Queen of the Desert’: ’Shit! Maybe we should have flown’.

Men nej. Man skal netop ikke flyve. For det er lige præcis det, der er charmen ved en tur ’Down Under’. De store åbne vidder, som ikke findes ret mange andre steder. Hvor henne kan man ellers køre 600 kilometer uden at dreje på rattet og uden at møde mere end fire biler på sin vej?

Det kan godt være, at vi er blevet overfaldet i og overmandet af ødemarken. Men vi er også blevet betaget af den!