Familien Krongaard Stampe på tur

Cairns er nu en hyggelig by – og vi havde fundet endnu en super campingplads med endnu en dejlig kølig pool (og temperaturerne nærmede sig de fyrre grader) – så vi tog hele to slapper dage på liggestolene med gode bøger og gode restauranter (indisk + en stor australsk bøf).

Men så var det tid til at bevæge sig sydøst på mod den australske outback, da vi jo skal være nord for Adelaide og møde Tinas far og Anette midt i december (og der er godt nok langt hen og ned gennem midten af Australien).

Takket være Linda og Sørens gode ven Jason havde vi hørt om lava tunnellerne i Undarra National Park. Undervejs gjorde vi holdt ved nok verdens største figen træ samt Millaa Millaa vandfaldet efter anbefaling fra det danske par vi havde mødt i poolen på ’Nemo-campingpladsen’ i Cairns. Begge dele super oplevelser.

Sidst på eftermiddagen kørte vi så ned ad den 15 kilometer lange ’indkørsel’ til Undarra Lodge. Selve ’lodgen’ består af en række pensionerede togvogne, som er blevet omdannet til hotelværelser og en restaurant. Meget mærkeligt men samtidig super hyggeligt og sidde blandt togkupéer og spise aftensmad (man kunne sågar sidde indeni dem, hvis man havde lyst, men vi valgte den mere åbne løsning, da temperaturerne stadig var ekstremt høje).

Ud over togvognene, består lodgen også af en række faste telte samt pladser til campere som vores. Og så selvfølgelig den obligatoriske pool, som man om morgenen dog måtte kæmpe med kænguruerne om pladserne ved. Straks vi parkerede, så vi den første kænguruer lige ved siden af bilen, og sådan fortsatte det blot de næste to dage – fantastisk sådan at bo ’dør om dør’ med disse søde kræ – uden at der er tale om en zoologisk have.

Selvom lodgen var helt fantastisk, så var vi jo egentlig ikke kommet helt ud i ødemarken for at se på kænguruer eller ligge ved poolen – vi var kommet for at se Undarras lava tunneller. Så efter en nat gåtur rundt i området med en guide (hvor vi så yderligere et hav af kænguruer, samt den mere specielle ’rotte-kænguru’) og morgenmad i bushen (hvor vi grillede toast over bål og fik serveret bacon, pølser og æg – en genial idé, bortset fra fuglene, som smuttede ned og huggede ens mad, hvis man forlod sin tallerken), var det tid til at køre ud til tunnellerne.

Undarra er en vulkan, som for længst er udslukt, men i sin storhedstid sprøjtede den så store mængder lava ud, at noget af det flød ned i et flod leje og fortsatte hele 160 kilometer ud gennem landskabet. En stor del af de 160 kilometer er nu forstenede lava aflejringer, og flere steder kan man få lov at gå nede i disse lava tunneller. Ud over at der var dejligt køligt dernede, så var det også ekstremt smukt på den rå måde. Ord kan ikke beskrive det (men heldigvis var guiden også lidt af en hobby fotograf, så han lærte os lige at bruge kameraet rigtigt og tage nogle fantastiske billeder – så bedøm selv).

Næste morgen gik turen så videre mod kysten nord for Townsville og Rollingstone caravan park, som Tinas far og Anette havde anbefalet. Beliggenhed er alt nogle gange – og denne her campingplads lå simpelthen lige ud til havet. Der var højst ti meter fra vores bil og ud til vandkanten. Vi slog bagsmækken op, lagde os alle tre på maven, kiggede ud på månen og lyttede til bølgerne. Familiehygge når det er bedst.

Ingen vi nåede så langt, måtte vi dog lige vaske outback støvet af i den paradis-agtige pool med vandfald, man kunne svømme ind under. Det var også nødvendigt, for vi havde nemlig været vidne til både ild og en eksplosion på vej mod kysten. Først i form af en skovbrand, som rasede ikke mere end 20 meter fra den vej, vi kom kørende på. Derefter i form af en lastbil lige foran os, hvis dæk pludselig eksploderede. Nu ved vi, hvorfor der ligger så mange store, afrevne dækstykker i vejkanten. Og nu ved vi, hvor vigtigt det er at tjekke dæktrykket, når man kører gennem outbacken i 45 graders varme.

En meget vigtig viden, når man står foran at skulle køre 3.000 kilometer gennem netop sådanne omgivelser.