Familien Krongaard Stampe på tur

… ja så regner det. Og når det regner, så står det ned i stænger. Og når det ikke regner fra oven (skyerne), ja så regner det skam stadig fra træerne.

Efter at havde sagt farvel til ’De Fem’ (Søren, Linda, Glenn, Pia og Amalie) over en udsøgt middag på en af Cairns mange restauranter var turen kommet til at sige farvel til havvandet men goddag til en helt anden slags vand.

På vej til Daintree regnskoven og området Cape Tribulation gjorde vi dog et par dages holdt i den lille, hyggelige by Port Douglas. Men som guidebogen da også advarede om, så er der ikke så meget at lave i ’Port’ med mindre man har en meget tyk tegnebog (til diverse spa-behandlinger, private ture ud til revet, dyre restauranter – priserne havde lige fået en tak opad her i forhold til Cairns)

Så vi kørte videre mod nord til den lille tovtrukne færge, der er den eneste vej op til Cape Tribulation. Undervejs gjorde vi et stop ved Mossmann Gorge, en kløft der bliver nævnt i stort set samtlige guidebøger og som alle ture til det nordlige Queensland stopper ved – men enten er der normalt mere vand i floden, eller også var det fordi, man normalt kan gå længere ind i kløften og se noget andet (der blev arbejdet på en del af vandrestien) end det vi så – for ellers forstår vi altså ikke al virakken. Bevares, det var da en fin lille kløft med en flod og nogle store sten, men ikke lige en tur hele vejen fra Cairns værd.

Cape Tribulation er derimod uden tvivl en tur værd. Vel ovre med færgen føles det som om, man er kommet til en helt anden verden. Her er kun en enkelt vej, stort set uden biler, og de overnatningssteder og restauranter, som findes deroppe, er så godt gemt, at man til at begynde med tror, man er kommet uden for al civilisation.

Det er man stort set også, men gemt i regnskoven ligger flere fantastiske oaser – f.eks. restauranten, hvor vi spiste aftensmad på en hævet veranda mellem træhytter og en pool der nærmest lignede et naturligt vandhul (eller en ’Billabong’, som de indfødte australiere kalder det), mens flagermusene svævede omkap over hovederne på os (et fænomen vi nu fuldstændig har vænnet os til, velvidende at de kun spiser frugt).

Campingpladsen var lige så godt gemt væk i regnskoven, og havde det ikke været for poolen og toiletfaciliteterne, så var det ikke til at se, at her var tale om en officiel plads, og vi ikke bare havde parkeret midt i en skov.

Vi nåede at bruge noget tid på stranden, i regnskoven (lidt væk fra hovedvejen er der bygget en række stier i trætopshøjde, hvor man kan gå og kigge ud over regnskoven), på diverse udkigspunkter, på en anden restaurant ud til havet, på en tredje, hvor der var slanger, baby krokodiller, fugle og kænguruer i haven (nogle af dem dog i bur) og på et af områdets to lokale isproducenter, der laver hjemmelavet is som ananas og ’jacket-fruit’ – verdens største frugt – sjovt nok ejet af en dansk kvinde, som kom herud som backpacker for 28 år siden, forelskede sig i en australsk fyr og aldrig vendte hjem til Danmark.

Men så kom regnen – og Cape Tribulations vildmark bliver altså bare endnu mere vild – og øde – i regnvejr. Her er faktisk ikke ret meget at lave. Så vi tog færgen tilbage igen og blev mødt af de efterhånden velkendte skilte ’her lever krokodiller i disse områder, lad være med at bade’. Og så var det vist på tide at få set de der krokodiller med egne øjne (og uden for Steve Irwins zoo), så vi tog med Bruce og hans båd på flodtur. To krokodiller senere kom vi i land til en kold sodavand og en rigtig australsk kød-tærte. Mere lokalt bliver det ikke.

Desværre havde vi vist taget regnen med os tilbage til Cairns, for hele natten og den kommende formiddag stod det ned i stænger. Vi brugte tiden på shopping og en tur til endnu en omgang regnskov i Kuranda. En lille bjergby nordvest for Cairns, som flokkes af turister om dagen. Da vi ankom først på eftermiddagen var horderne af turistbusser dog på vej ned igen. Så vi fik næsten restauranten, bolchefabrikken sommerfugle parken og Barron Falls vandfaldet for os selv.

Så pyt være med lidt regn – det kommer vi jo nok ikke til at se meget til de kommende uger i den australske outback.