Familien Krongaard Stampe på tur

Vi tog afsked med Hervey Bay med middag i den lokale ’Bowles Club’ (en mellemting mellem petangue, boccia og bowling) som lå lige op ad camping pladsen. Her var ’T-bone Thursday’, hvor man kunne få en stor bøf med fritter og salatbar og en øl eller sodavand for 10 australske dollar (ca. 45 kroner). Billigere – og mærkeligere – bliver det ikke.

Her sad vi så mellem grupper af lokale mænd og kvinder, blandt pokaler og billeder af de seneste tyve års klub præsidenter og forsøgte at lade være med at grine. Men maden var aldeles glimrende – og lagde bunden for en god nats søvn inden endnu en tidlig afgang (efter to dage på Fraser var vi jo vant til det). Med godt 900 kilometer til næste stop, havde vi en lang dags kørsel foran os, så afgangen var sat til kl. 6 næste morgen.

Ved første stop lærte Søren på den hårde måde, hvordan man åbner en lille beholder ’tomato sauce’ hernede – man gør det ikke ved at forsøge at tage låget af – det medfører blot ketchup ud over trøjen – nej man trykker den såmænd bare sammen med enderne mod hinanden og holder midten ind over sin ’pie’ eller ’sausage roll’, eller hvad menuen nu står på, og så løber ketchuppen stille og roligt ud.

Turen gik over al forventning, og klokken halv seks trillede vi ind i Airlie Beach i god tid til at få bestilt en tur ud til stedets attraktioner: Whitsunday øerne (de fleste booking steder lukker kl. 18). Glenn og Søren kørte i forvejen til campingpladsen (det eneste af seks steder, som Linda havde ringet til, hvor der var ledigt), og lå og flød i poolen, da vi andre ankom. En perfekt afslutning på en lang køretur. Og vi kunne campere lige ud for de andres hytte, så det kunne ikke være bedre.

Næste morgen stod vi så klar kl. 8 til at blive hentet af John, der såmænd var ejer af det selskab, som skulle sejle os ud til øerne. John havde mange års erfaring i branchen ’fortæl dine gæster nogle sjove ting på vej til havnen, og de vil synes meget bedre om din tur’. Blandt andet fik vi at vide, at der ikke var nogle hajer i vandet omkring Airlie Beach, fordi de var blevet spist af krokodillerne. Vi fik også at vide, at hvis vi ville klage, så skulle vi gøre det til hans kone – som i øvrigt var døv. Noget vi jo så passende kunne gøre til konen, som tog imod os (og hørte ganske fint) ved båden.

Der var dog ikke spor at klage over. Personalet på båden var helt igennem super professionelle og imødekommende, og turen ud til de smukke øer foregik i strålende sol og ikke ret mange bølger (til stor glæde for specielt Bo, som jo desværre har en tendens til at blive ekstremt søsyg). Første stop på bådturen var Hill Inlet – en bugt med hvide sandbanker, som stikker op af de turkisfarvede vand. Vi blev sejlet ind til øen i en lille gummibåd og gik så et kvarter op gennem skoven til et udsigtspunkt, som ikke fås meget smukkere.

Turens andet stop var den berømte og velbesøgte Whitehaven Beach – som heldigvis er så stor, at man sagtens kan finde et sted langt væk fra alle andre. Her slappede vi af i sandet eller tog en dukkert – dog iført våddragter, da de australske ’stingere’ (en ekstremt farlig art af den danske brandmand) desværre havde fundet vej til de breddegrader.

Efter en frokostbuffet på båden nåede vi frem til turens sidste stop – en snorkeltur ved Cook island – sjovt nok i præcis samme bugt, som Tina har dykket flere gange. Her fik Bo langt om længe set verdenen under havet, når den er allerbedst – og han talte straks om at skulle hjem og bygge akvarier (Tina satser i stedet på at få kureret hans søsyge, så han kan nøjes med at se fiskene i deres rette element og ikke i et lille akvarium). Rasmus synes der var lidt for dybt til at ligge og svømme rundt, så efter en tur med mor kom han op i en lille gummibåd med en af de ansatte og fik lov til at fodre fiskene oppe fra båden.

Ovenpå sådan en lang og begivenhedsrig dag på havet, orkede vi ikke madlavningen – så hvad var mere passende en rigelige (og vi snakker mere end rigelige) mængder af ’fish ’n’ chips’ hjemme i hytten.

Næste dag tog Bo så med resten af gruppen ud og sejle i kajak, mens Rasmus og Tina slappede af ved lagunen, som er bygget midt i byen, for at kompensere for den manglende strand. De andre ankom til lagunen ved frokost tid – og med kun en halv dags aktivitet og efterfølgende afslapning, havde vi overskud til den helt store ’barbie’ (også kendt som barbeque) på campingpladsen. Sådan kan man også slutte en dag på havet. Med store bøffer og kolde øl i aftenskumringen.