Familien Krongaard Stampe på tur

Chaufførerne (Bo, Glenn og Søren) kom tilbage med to firhjuls-trukkede biler klokken lidt i syv. Den ene blev hurtigt udnævnt til bagage og proviant bil, da bagsæderne bestod af to træ-bænke ned langs bilen, som ikke var særligt behagelige at sidde på (Tina klarede den godt nok i to dage for fjorten år siden, men man er vel blevet lidt mere magelig med årene). Så vi satte Glenn og Søren i den bil og havde Bo som chauffør for ’tøse-bilen’.

Turen over til Fraser island foregår med en lille bilfærge. Fra færgens top spottede vi en skildpadde og flere delfiner i vandet, mens solen skinnede på næserne og vinden blæste i håret – skønnere bliver det ikke.

Kort efter vi havde forladt færgens landgangssted, stod det klart for de tre chauffører, hvorfor man ikke lige tager sin almindelige udlejningsbil (også selvom det er en firhjuls-trækker) over til Fraser island. Vejen er simpelthen ren sand – lyst, finkornet sand, som bilerne meget let graver sig ned i – også selvom man er en erfaren chauffør. Det blev til flere grave/skubbe ture, førend vi nåede frem til en af øens smukkeste søer Lake McKenzie. Her badede vi på den kridhvide strand i det turkis-farvede vand og nød solen og livet.

MÃ¥ske tog vi det lidt for afslappet, i hvert fald fik vi lige pludselig ret travlt, da vi skulle nÃ¥ ud til øens anden side og op ad stranden (som ved lavvande bliver omdannet til en motorvej, hvor bilerne kører med høj fart op og ned langs øen – og smÃ¥ fly desuden bruger stranden som landingsbane) til vores logi for natten inden højvande – for ellers var det ikke muligt at komme forbi før fire timer senere.

Vi kunne nærmest føle bølgerne slikke op af siden på dækkene, da vi ræsede op ad stranden (der er en bøde på 20.000 for at køre i saltvand), men vi nåede det lige inden bølgerne ramte klipperne syd for Happy Valley, hvor vores lejligheder lå. Ovenpå den oplevelse orkede vi ikke meget andet end at lægge os ned på stranden, spille lidt strandtennis og lege i sandet (bare kan man ikke på grund af de mange hajer i havet ud for Fraser island).

Da tidevandet havde trukket sig tilbage igen ankom endnu en bil til Happy Valley – den viste sig at indeholde to danskere, Peter og Søren, som kunne give os en masse tips om Fraser og vores fortsatte tur mod nord. Vi havde købt alt for meget mad og tilbød dem aftensmad, mod at de tog opvasken – glimrende deal.

Næste morgen stod vi så op med solen kl. 5 og kørte som de første mod nord. På den måde fik vi hele stranden for os selv. Vi var de eneste ved skibsvraget Maheno, som var noget sunket sammen siden Tina var her sidst i 1995 – og vi var de eneste ved Champagne pools, som er nogle naturlige pools skabt af klippeformationerne, og hvor vandet siger ligesom Champagne, når det bliver sprøjtet ude fra havet og ind over klipperne. Vi lagde os i morgensolen og nød stilheden, indtil den første turbus nåede frem.

På vej mod syd igen gjorde vi et holdt ved Indian Head og vandrede op til toppen af klippen. Herfra er der god udsigt over stranden både mod syd og nord, en kæmpe klit mod vest og havet mod øst – der var desværre ingen hvaler at se, men manta rays’ene boltrede sig i bølgerne neden for klipperne.

Næste stop var Eli Creek, øens største flod (eller nok nærmere å) – her kan man (hvis der er vand nok) lægge sig på maven i floden et stykke oppe og så lade sig føre med strømmen ud mod stranden. Det var længe siden, det havde regnet på Fraser, så vores maver ramte ind imellem mod bunden, men vi kom da tilbage til stranden og en velfortjent frokost.

Af frygt for at havne i endnu en stress situation, hvor vi sad fast i sandet og ikke nåede færgen, tog vi i god tid af sted tværs over øen. Men heldigvis sad vi kun fast et par gange (og nu havde vi jo opskriften – tre tøser ud at skubbe, med Bo bag rattet og børnene på bagsædet – så kommer man fri igen), så vi nåede øens vestside en time før afgang. Vi fladede ud i sandet, men her dukkede så øens eneste udyr (ud over selvfølgelig de vilde hunde, Dingo’erne, som der er advarsler mod alle vegne på øen – skilte som ’ved du, hvor dit barn er nu’, kan nok skræmme enhver forældre) op: Sandfluerne. Vi blev simpelthen bidt op og ned af ben og arme, så vi måtte stoppe med at tælle Rasmus’ bid omkring de femten på hvert ben (vi andre havde kun en smule færre).

Der er slanger i et hvert paradis, siges det jo. Heldigvis fik vi hverken nogle børn taget af en dingo eller blev bidt af en slange. Og sandfluerne – dem tager vi såmænd gerne med for at få lov til at opleve paradis.