Familien Krongaard Stampe på tur

Der er tre ting kendetegnende for den australske østkyst – sol, sand og vand. Alle tre ting har vi stiftet rigtig godt bekendtskab med de seneste ti dage.

Fra Hunter Valley gik turen ud til kysten, nærmere betegnet halvøen med fællesbetegnelsen Port Stephens og hovedbyen Nelsons Bay. Byen i sig selv er en hyggelig lille havneby med fantastik ’fish ’n’ chips’ på havnen, mens Port Stephens gemmer over flere forskellige smukke naturoplevelser – blandt andet ’One Mile Beach’ som vi valgte at campere ved. Campingpladsen ligger i forreste klitrække ned til stranden. Vi ankom rimeligt sent, da dagen jo var gået med at fylde camperen op med ost og rødvin, så vi nåede kun lige at kigge ned på stranden, inden det blev mørkt.

Næste morgen kørte vi så et par kilometer sydpå til ’Stockton Bight’ – verdens største vandreklit. 35 kilometer ren sand, som flytter sig langsomt nordøst på. Vi vandrede et godt stykke ud på den, og følte os til tider fuldstændig forsvundet i ørkenen – nærmere Sahara end den australske østkyst. Det gav nogle fantastiske billeder – både på nethinden og på kameraet.

Tilbage på campingpladsen om aftenen viste den australske natur igen sit skønne ansigt – denne gang i form af både koala bjørne og den australske wombat, som pludselig rendte rundt midt mellem camperne til stor glæde for de mange børn (og voksne – som ikke lige er vant til den slags).

Næste stop oppe ad kysten var havnebyen Port Macquerie, som også er kendt for sine fantastisk strande – blandt andet Flynns Beach, som vi camperede lige ovenfor. Stranden ligger mellem to klippefremspring og er meget pittoresk – Rasmus gik dog mere op i de store bølger – noget han efterhånden er blevet mester i at hoppe rundt i.

Lidt uden for byen ligger ’Billabong Koala Park’, hvor Rasmus både fik prøvet at ae en koala og fodre kænguruer – begge dele til hans store fornøjelse.

Efter fire dage med strand besluttede vi os for at prøve at køre ind i landet. Bo mente bestemt, det var tid til at prøve at overnatte i en af de mange nationalparker. Valget faldt på Dorrigo National Park, hvortil man kommer af ’The Waterfall Way’ – skønnere kan det jo næsten ikke lyde. Men da gps’en først ledte os ad en vej, hvor vi skulle køre gennem en flod for at komme videre, da vi havde snørklet os 30 kilometer ad en bjergvej gennem regnskoven (de sidste ti på uasfalteret vej), da vi ikke havde sovet ret meget hele natten (der er mange lyder ude i sådan en regnskov, når nærmeste hus er syv kilometer væk, og man starter med at se en mere end en meter lang leguan – og ja vi ved godt, de ikke er farlige, men den var absolut ikke bange for os! – og man har ikke ligefrem lyst til at træde på sådan en, når man skal ud og tisse i bælgmørke), og vi derefter snørklede os 50 kilometer på bjergvej, før vi kom frem til nogenlunde vej igen, ja så var Bo færdig med national park camping for en tid (til udelt begejstring for bilens to andre passagerer).

Næste stop var heldigvis det noget mere civiliserede Byron Bay (nogle vil måske også kalde dette for en nationalpark – i hvert fald er Byron noget helt for sig selv) – Tinas favorit by nummer to i Australien, og nu både Bos og Rasmus’ favorit by nummer et.

Byron Bay er Australiens østligste punkt. En hyggelig lille by, der næsten føles som en landsby. I modsætning til andre kystbyer er her ingen højhuse, ingen McDonalds eller Starbucks, intet shopping center – og ingen japanske turister. Til gengæld er her nogle af de smukkeste strande, hvaler der migrerer lige forbi ’Cape Byron’ (fyrtårnet på klippen for enden af byen), afslappet stemning – ja det danske ord ’hygge’ kunne være opfundet her – og ikke mindst masser af gode restauranter.

Vi blev der i fem dage. Rasmus nærmest boede i bølgerne, Bo i surfbutikkerne og Tina enten på stranden eller – når solen blev for stærk – i skyggen på campingpladsen med en kold øl i hånden. Så bliver livet ikke meget bedre. Bo taler allerede om at emigrere hertil (noget Tina har drømt om mange gange) – vi skal bare lige lokke familie og venner til at emigrere med også!

Symptomatisk for Byron, så fik Rasmus en rigtig god ven – Aron, som var lige så vild med Ben Ten, som han selv – og vi blev inviteret på kolde øl på deres terrasse (de boede i en af hytterne på campingpladsen). Så nu har Bo fundet en australsk øl, han kan lide (godt nok en ’radler’, som er øl der er tilsat smagsstoffer – denne her lemon og lime – men nu kan han drikke øl med ’drengene’ – og sin kone – som han siger), og vi er blevet inviteret hjem til dem, når vi når til Canberra mellem jul og nytår. Både australierne og Byron Bay tager altid imod en med åbne arme – og det er godt nok svært at slippe ud af grebet igen, når man først er ’fanget’.

Heldigvis havde vi en frokost aftale med Bos Moster Annas svigerinde, Lene, i Burleigh Heads i dag – og vi har gode venner som kommer til Brisbane på søndag. For ellers kan det godt være, at vi var blevet på stranden i Byron Bay, indtil pengene eller visum’et var sluppet op – eller nogen var kommet og hentet os (hvad der nu kom først).