Familien Krongaard Stampe på tur

Rejs altid med mere end et kreditkort, lyder et godt rejseråd. Men det ene skal ikke være et Diners kort, burde råd nummer to hedde! I hvert fald røg vi direkte i den klassiske ’mak.s grænse på visa-kort’-fælde, da vi torsdag morgen indfandt os præcis kl. 10 i en forstad til Sydney (der bor fire millioner mennesker i Sydney, så en forstad er et vidt begreb – det her var en af de absolut yderste!).

Vi skulle hente vores autocamper som aftalt – og da vi kun havde betalt et depositum hjemmefra, ja så manglede der lige at blive betalt 19.000 danske kroner. Grænsen på transaktioner på et visa kort er 20.000 kroner per fortløbende måned – og da vi havde brugt lidt mere end 1.000 kroner på rejsens første tre uger, ja så var der langtfra nok. Et opkald til PBS hjalp ikke: ’Når det er så mange penge, det drejer sig om, kan jeg desværre ikke hjælpe, så skal du tale med din bankrådgiver,’ lød beskeden fra den ellers flinke PBS medarbejder.

Nu var klokken to om natten i Danmark, så jeg er ikke så sikker på, at min bankrådgiver ville bryde sig om at blive vækket. Og når hun mødte på arbejde, ja så var autocamper-manden og hans kone altså for længst lukket ned for i dag og taget hjem til ’tea’. Jeg så i ånden, hvordan vi skulle transportere kufferter, tasker, Rasmus og os selv tilbage ind til Sydney og finde et hotel, mens vi i desperation gik op ad ’hovedgaden’ i denne her lille forstad for at høre den lokale bank, om de kunne tage imod et Diners kort (for det kunne autocamper manden altså desværre ikke).

Jeg overvejede også et kort øjeblik at vække min far – som altid har gode råd – i Danmark og få ham til at ’wire’ nogle penge. Til sidst gik vi tilbage til autocamper manden og forsøgte med vores – og ikke mindst Rasmus’ – allerstørste bedende øjne. Kunne vi monstro betale så meget, der nu var tilbage på kortet, få camperen, overnatte på en campingplads i Sydney og komme tilbage dagen efter (når bankrådgiveren var kommet på arbejde og havde slettet visakort grænsen) og betale resten? Efter fire timer i hans hangar var han åbenbart blevet så mør (en af hans ansatte fik så ondt af os, at hun kom ud med en bolle til Rasmus) eller træt af at se på os, at han gav os lov – mod at vi efterlod vores pas.

Jubel lykkelige drog vi så af sted mod nærmeste campingplads – vi var faktisk så ekstatiske, at vi drønede i IKEA for at købe diverse inventar til camperen, og glemte alt om, at der jo ikke var flere penge at bruge på kortet. Heldigvis blev det 104,50 australske dollar – og der var 105 tilbage i pungen  (og vi havde nået at handle mad i et supermarked inden da).

Næste dag skulle vi så endelig af sted ud i det blå – nærmere betegnet Blue Mountains (en national park ca. 100 kilometer vest for Sydney). Først var det dog lige tilbage til autocamper manden for at betale resten (og få vores pas tilbage – hvilket vi glemte i første omgang, heldigvis var vi kun kørt til det nærmeste shopping center for at købe trådløst internet til computeren, da vi opdagede det).

I betragtning af den ekstremt dårlige start – så blev de næste par dage intet mindre end fantastiske. På vej til Blue Mountains selvudnævnte centrum, Katoomba, stoppede vi ved Wentworth Falls. Et smukt mere end 100 meter højt vandfald, som vælter ned over bjergene. Vi så først ud over det fra et udkigspunkt, hvorefter Bo lokkede os til at gå derhen – en times vandretur på en smal klippesti et stykke nede af bjergsiden (flere gange gik man inde under klippeudhæng, hvor der dryppede vand ned over en gennem sprækkerne). Rasmus klarede det flot måske fordi vi legede ’Scooby Doo og mysteriue bussen’ undervejs.

Vel indlogeret på Katoombas eneste campingplads var det endelig tid til at få pakket kufferterne ud. Tøj, legetøj, elektronik, soveposer, toiletsager osv. – alt fik deres rette kasse eller hylde, og det var en ren fornøjelse, at man pludselig både kunne sidde, ligge og stå i camperen, som det nu passede.

Næste dag skulle vi så virkelig udforske Blue Mountains. Vi gik af Prince Henry Cliff Track langs bjergsidens top hen til udsigtspunktet Echo Point. Udsigten er hele vejen uovertruffen. Echo Point er kendt for sin udsigt til klippeformationen ’Three Sisters’.

Legenden lyder ifølge de indfødte australske aboriginals, at der i oldtiden var tre søstre, der var forelsket i tre brøde fra den rivaliserende nabostamme. Det kunne stammens ældre ikke acceptere, så de bad stammens troldmand om at trylle dem om til sten. Meningen var, at de skulle trylles tilbage til mennesker igen, når kampen mod den anden stamme var slut, men troldmanden døde under kampen, og siden har ingen været i stand til at hæve forbandelsen.

Fra Echo Point går der en stejl og meget, meget lang trappe (over 900 trin) helt ned til bunden af dalen. Undervejs kan man komme ud og sidde på den ene af de tre søstre. Trappen var så stejl, at Rasmus flere steder var en smule pjevset (det blev ikke bedre, da mor kom til at fortælle, at hendes ben rystede – ikke fordi det var stejlt, men fordi hun var træt i benene), men generelt klarede han turen ned med bravour. I bunden gik der så endnu en sti tilbage mod vores udgangspunkt – forbi endnu et vandfald, Katoomba Falls – hvorefter vi tog verdens stejleste jernbane op igen. I alt gik Rasmus seks kilometer på lidt over tre timer – ikke dårligt gået af en fem-årig knægt (der selvfølgelig legede ’Scooby-Doo’ på jagt efter spøgelser eller Ben Ten det meste af vejen – ind imellem til stor undren for forbipasserende).

Efter frokost begav vi os med ’Jenolan Caves’ et kæmpe drypstens-hule-kompleks i Blue Mountains. Rasmus var ved at være godt træt, så vi nøjedes med en tur på halvanden time, hvor vi kom ind i hulen ’Temple of Baal’. Det var både smukt og imponerende, men Rasmus havde fået nok for en dag. Få minutter efter vi havde sat os ind i bilen igen faldt han i søvn – og sov de næste tre timer undervejs til Hunter Valley.

Klokken var lidt over ti om aftenen, da vi endelig kom frem til Cessnock – den største by i Lower Hunter Valley. Heldigvis var der en KFC (Kentucky Fried Chicken – en fast food kæde) åben, for vi havde kørt gennem national park hele aftenen og havde ikke set skyggen af mad. Rasmus vågnede op til dåd, så der var fast food og fest inden sengetid.

De næste to dage brugte vi på at besøge vingårde, ’smelly cheese shops’ (det kalder de deres osteudslag fra gårdene), oliven gårde mv. Hunter Valley er intet mindre end et gastronomisk slaraffenland, og vi nød det i fulde drag (ikke Rasmus – men han blev ’købt’ med et nyt Nintendo spil, eftersom de 35 jo var gået tabt på et hotelværelse i Sydney). Det blev også til en del indkøb. Med god ost og lige så god rødvin til en start, tegner de næste to måneder sig ganske lys her i autocamperen.