Familien Krongaard Stampe på tur

Det kan godt være, det var varmt i Singapore, men da vi ankom til KL – som Kuala Lumpur bliver kaldt i daglig tale – blev vi mødt af den så berømte mur. Ikke den kinesiske – men varme-muren. Selv klokken halv ti om aftenen, da vi sad med Tinas tidligere kollega fra B.T., Peter, på hans terrasse uden for huset med en kold øl i hånden, drev sveden af os.

Rasmus var ellevild over igen at se børn efter fire dage uden og klikkede straks med Peters datter Emilie på seks år. Hun er en rigtig drengepige og er mere til Ben 10 end Barbie, så de var pot og pande fra første minut. Emilie og hendes fire år ældre storebror Mathias havde efterårsferie, så timingen kunne ikke have været bedre.

Peter, hans kone Helle og de to unger bor i et lukket rækkehus kompleks, Duta Tropika, i et område i KL med navn Sri Hratamas. Her bor yderligere tre danske familier, samt alle mulige andre udlændinge, så der er legekammerater ved kompleksets store pool dagen lang, hvor alverdens sprog ryger gennem luften.

Næste morgen tog Bo og Peter børnene med over i poolen til en morgendukkert, inden vi alle kørte ind til KLs vartegn: Petrona towers. Efter et kig rundt i det tilhørende shoppingcenter kørte vi videre til et andet ’mall’, hvor der ligger et kæmpe legeland. Her fik ungerne brændt energi af et par timer, mens de voksne fik brændt løs af shopping genet (dog blev det kun til et memory kort til Rasmus’ nye Nintendo med hele 35 spil på).

Aftensmaden – lavet af Helle og Peters skønne tjenestepige – bestod af lasagne. Rart for ungerne at noget er ved det gamle, når man er så langt væk hjemmefra. Og så skal man selvfølgelig have en aftendukkert, når det er 35 grader udenfor og poolen ligger lige uden for døren

Når man nu er i KL, så MÅ man jo bare op i Petrona towers, så næste morgen tog Bo og jeg (forholdsvis) tidligt af sted – mens Rasmus foretrak poolen og legekammeraterne (Peter var sød at lege babysitter for alle tre unger, da Helle ikke havde efterårsferie). Men ak – selvom klokken kun var 10.30, da vi nåede tvillingetårnene, så var der ikke flere billetter den dag. ’Kom kl. 8, hvis I vil være sikker på at komme op samme dag,’ lød beskeden fra den søde billetdame.

I stedet blev det til lidt vindueskikkeri i centeret og et besøg i Kuala Lumpurs imponerende akvarium (hvor det var godt, Rasmus ikke var med, for jeg har lovet ham, at jeg vil holde en slange på den her tur, og sådan en ulækker grøn en var det lige nøjagtigt muligt at få lov at holde der – hvad i al verden har en almindelig land-slange med et akvarium at gøre?).

Da vi kom hjem var Rasmus og Emilie i fuld gang med at sælge tegninger, som de havde lavet, til områdets mange beboere, for 1 ringit stykket (1,50 krone) – hun er en innovativ pige, hende Emilie Da de havde tjent 8 ringit hver, foreslog vi dem at tage ind til Chinatown, hvor de kunne købe noget for deres penge på markedet. Chinatown er et par smalle gader fyldt med små boder på rad og række, som man skal sno sig forbi hinanden (og sælgerne) gennem – ganske som så mange andre steder i verden.

Det lykkedes også at købe Office pakken til Mac for blot 20 ringit (30 kroner) – og den virker sørme!

Lørdag var det så tid en rigtig skovtur – eller jungle tur må man jo hellere kalde det på de her kanter, hvor der er leguaner i stedet for firben og aber i stedet for egern. I udkanten af KL ligger området FRIM (vist nok noget med Forrest Research Institute of Malaysia), som er et rekreativt område, hvor det er muligt at vandre og ikke mindst gå på hængebroer i trætoppene. Turen derop foregår først af en almindelig grusvej, der snor sig op gennem junglen. Herefter bliver vejen til en lille sti med improviserede trappetrin, for til sidst nærmest bare at være sten og trærødder, som man kravler op ad. Ungerne klarede turen med et par proviant stop undervejs (mens forældrene var mere plaget af astma og rygerlunger).

Langt oppe når man så frem til hængebroerne – nogle mellem 20-50 meter lange reb, hvorpå der ligger nogle lange træstykker, og hvorfra der går endnu nogle reb op til et par wirer i skulderhøjde. Her er ingen sikkerhedsanordninger, hvis noget skulle knække, dog er der et net rundt om anordningen – men ikke et der umiddelbart fik min højdeskræk (eller svedperler) til at forsvinde. Rasmus var lidt mut i starten, men der gik ikke længe, førend han fokuserede på Emilie foran og nærmest spurtede af sted, mens hans mor havde meget svært ved at holde øjnene fra skovbunden en 40-50 meter nede.

Vel ovre var Rasmus blevet nærmest overmodig af at have klaret udfordringen og nærmest hoppede ned ad den stejle sten/trappe sti. På et tidspunkt hoppede han åbenbart for meget og stod pludselig på hovedet ned ad stien. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde vejret og vente på, at knægten stoppede 50 meter længere nede. Heldigvis slap jeg med skrækken og han med en hudafskrabning på albuen og et blot mærke lige under ribbenet.

Godt gennemsvedige kom vi det sidste stykke ned og hjem for blot at hoppe direkte i poolen. Nu var det så tid til forkælelse af de voksne. Helle tog Bo og jeg med til den lokale hår/manicure/pedicure salon, hvor vi fik fod-spa og hårkur (inklusiv hovedbundsmassage), så både fødder og hoved nu er klar til tre en halv måned med sol og saltvand.

Om aftenen tog samtlige danske familier i komplekset så på restauranten SOULed-Out – her kunne de ti voksne og ni voksne nyde alverdens mad fra italienske pizzaer over indiske naan brød til malaysiske nudler – selvfølgelig med kolde øl eller sodavand til – for kun 230 danske kroner per familie. Man kommer langt for pengene i KL.

Vores sidste dag i KL skulle det ikke glippe. Bo og jeg stod op kl. 7 for at være ved Petrona towers kl. 7.45 – i sikker forvisning om, at nu måtte vi da være i god tid. Men ak. Der stod allerede mindst 300 mennesker i kø foran os. Kl. 8.30 åbnede billetlugen og langsomt men sikkert skred køen frem. Kl. 9.30 var vi fremme. I kan komme op kl. 11.45 lød beskeden. Men nu skulle det være. Vi tog imod billetterne og brugte mellemtiden på sightseeing i KL. Det frodige ’Butterfly House’ imponerede med dets have, hvor stier snor sig mellem palmer, blomster, vandfald, søer og pavilloner, mens sommerfuglene flyver rundt omkring og aberne leger på net-taget.

Det blev også tid til et besøg på Medaka Square, hvor englænderne sad i skyggen på den kølige veranda langs med cricketbanen og så deres hold spille tilbage i kolonitiden. Tæt herpå ligger central marked, som vi også lige nåede at kigge ind i, inden vi måtte tilbage til tårnene – man misser ikke sin slot tid, når man endelig har fået den!

Og heldigvis var det en klar dag i KL. Så udsigten fra ’skywalk’en mellem de to tårne var uden tvivl imponerende. Vi kunne se helt ud til Helle og Peters hus og fik et godt indtryk af KLs udformning. Ti minutter til at nyde udsigten og skyde en masse billeder, så er slot-tiden slut, og man må pænt køre med elevatoren ned igen.

Men vi havde nået toppen af KL og var godt tilfredse. Tilbage hos Peter og Helle blev det tid til en sidste dukkert i poolen, inden kufferterne blev pakket, og turen gik mod lufthavnen. ’Kom endelig igen en anden gang,’ lød det fra Helle og Peter. Det kan meget vel være, at vi en dag tager dem på ordet – for Kuala Lumpur er uden tvivl mere end et enkelt besøg værd.