Mini i maven
15 jan. 2009 af mapa
Mini flytter ud af maven!
Onsdag den 11 februar kunne jeg hele dagen mærke at der var noget i gære… Lars og jeg holdt løbende kontakt, men jeg var bange for at det igen bare var falsk alarm. Så først sidst på eftermiddagen, da Lars kom hjem fra arbejde, kunne vi konstatere, at det altså måtte være veer jeg havde og at de kom med en 7-8 minutters mellemrum. Da vi havde holdt øje med det i godt en time kontaktede vi sygehuset, for pga. min mors hurtige fødsler, var jeg blevet bedt om ikke at vente alt for længe med at tage kontakt. Vi blev dog enige med hospitalet om at blive hjemme lidt endnu og se tiden an – men netop som jeg har lagt røret på og rejser mig op, går vandet i en skylle! Godt så! Jamen så ringede vi tilbage til hospitalet som synes vi skulle komme ind stille og roligt, så det gjorde vi.
Vi var der ved 21-22 tiden og jordemoderen kunne konstarere at jeg ikke var spor åben endnu, så vi tog hjem igen. Ved 2-3 tiden om natten var veerene kræftigere og nede på kun 3-4 minutter imellem. Så nu tog vi igen på hospitalet. Igen kunne jordemoderen dog konstatere, at jeg ikke havde åbnet mig spor! Men hvad værre var, så opdagede de, at Minis hjertelyd faldt på en måde, de ikke kunne lide, hver gang jeg havde en ve. Så vi sku blive det til observation og der blev tilkaldt læger og laboranter og gjort klart til et evt. akut kejsersnit. Sådan lå vi så hele natten med veer og under observation, men intet skete der. Da den nye jordemoder mødte ind kl. 8 undersøgte hun mig, og der var stadig ikke sket en fis – dybt frustrerende! Så kl. 10 fik jeg ve-drop, sammentidigt med at kontrollen af Mini blev skærpet, da ve-droppet een gang for alle burde kunne slå fast om hun kunne tåle det eller ej. Jeg måtte hverken få vådt eller tørt pga. den overhængende risiko for kejsersnit og ovenpå de foregående ca 12 timers ubehjælpelige veer, var jeg godt nok ved at være færdig… 
Nå men for at gøre en lang historie kort, så satte ve-droppet gang i tingene og på de næste 3-4 timer åbnede jeg mig lynende hurtigt de 10 centimeter! Dette kom i den grad bag på jordemoderen, så nu løb det hele pludselig lidt løbsk for dem, og den epiduralblokade, som jeg sku ha haft når jeg var 4-5 cm åben, den fik jeg først ca ½ time inden jeg gik ind i pressefasen, så det hjalp sgutte så meget…
Og voila – 14.35 kom så den skønneste lille baby pige til verdenen med navlestrengen 1½ gang rundt om halsen, bare lige for at bevare spændingen indtil sidste sekund! Og i det øjeblik hun kom ud og kom op på min mave var alle trængslerne glemt – alle smerterne var som forsvundede og jeg følte blot den største lykke og glæde! Lars fortæller, at det var ret sjovt at se mig lige der – fordi jeg gik fra at være helt væk i smertetåger til det næste sekund at være en helt anden person, som åbnede øjnene og så det mylder af læger, jordemødre og sygeplejersker, der stod om kring mig – sagde “Jamen hejsa!” og kunne joke med jordemoderen og alt muligt…
Men hold da op – sikke en oplevelse at føde et barn! Pt. må jeg indrømme, at Emilia står til at blive enebarn, det er helt sikkert, men lad os nu se – tiden læger sombekendt alle sår….
Tirsdag 3.februar
Humpf – min terminsdato fastsat af Dr. Conzemius i Luxembourg var altså i går, men Mini er stadig inde i maven!!! Tror den hygger sig meget godt derinde, selvom jeg har prøvet at forklare den, at der altså ikke længere er plads til os begge, og at det virkeligt er det mest praktiske og nemmeste, hvis det er den, der flytter ud…!
Den sidste ventetid er hård, det tror jeg alle, der har prøvet det kan skrive under på! Fysisk har jeg det ok sammenlignet med da bækkenløsningen var værst, så på den måde kan jeg ikke klage. Men både Lars og jeg har svært ved at vente længere – nu vil vi gerne møde den her lille skabning og endeligt konstatere, at alt er som det skal være…
Fredag 23. januar
Er netop kommet hjem fra det sidste planlagte besøg hos jordemoderen. Hun kunne konkludere, at alt så ud, som det skulle og var helt normalt – livmoderhalsen er forkortet fra 3 til 2 centimeter og i det hele taget så det ud til, at min krop og babyen stille og roligt er ved at gøre sig klar til den store dag. Hvornår det så lige præcis bliver, turde hun dog ikke at spå om…
Vi fik ellers en lille forsmag på begivenhederne tirsdag nat, hvor jeg fik nogle små-veer. Det startede kl. 01.45 og varede til ca kl. 05, hvor det så stille og roligt gik i sig selv. Lidt øv’et at der ikke skete mere – nu vil jeg altså gerne snart have det overstået!!! Tålmodighed har aldrig været min stærkeste side, men der er jo ligesom ikke så meget andet at gøre end at vente lige nu…
Torsdag 15. januar
Der er nu ikke længe igen før siden “Mini i maven” må skifte navn – for i skrivende stund er jeg i 37. uge, så om ikke så lang tid kommer Mini ud af maven. Og det glæder jeg mig MEGET til! 
Jeg har det sådan set udmærket nu. Efter Mini har sat sig fast i bækkenet har det stabiliseret det indefra (forklarede jordemoderen) så jeg har ikke længe nær så mange smerter, hvilket er skønt! Men maven er STOR nu synes jeg og jeg synes også at jeg er meget gravid efterhånden for at sige det mildt…
