Vi er kommet “hjem” (hjem? Wherever home is!) igen efter en travl og skøn uge i Danmark. Vi valgte at tage på lynvisit i forbindelse med vores nieces konfirmation, og da vi kun ville tage en uge fri fra skolen, vidste vi på forhånd at vi ville få travlt. Derfor nåede vi kun at se nogle af jer skønne venner, jer andre må vi have til gode

Vi har hele tiden vist, at vi ville tage “hjem” (igen: hvad er hjemme??) til St. Bededagsferien og derfor har vi haft det som et slags pejlemærke. Nu føles det virkelig som om halvdelen af tiden er gået, selvom vi statistisk set har et par måneder tilbage til det skæl. Nu har vi hvad vi ville kalde højsommervejr her (omkring 30-33 grader i luften og 27 i poolen, men husk det er kun forår og det bliver meget varmere!!) og vi nærmer os skoleårets afslutning den 30. maj, så vi føler virkelig at vi har været her et helt år. Omvendt er det svært at forstå, at vi for et år siden stadig havde to måneder tilbage på Egå Engvej, jeg var i arbejde, Valdemar gik på Sølystskolen og Harald og Folmer i Åtrolden…

Det føles som en helt anden verden, og sådan havde vi det også i løbet af vores visit. På en måde føltes som om vi havde været væk i lang tid, på en måde var det en slags deja vu, og samtidig var det som om vi havde været væk på sommerferie eller lignende og vendte tilbage igen. Vi blev enige om, at det nok ikke bliver så svært at tilpasse sig da vi flytter hjem igen, da vi allerede efter nogle dage følte at vi var godt inde i den danske livsstil igen.

Og hvor er Danmark bare dejligt! Det var så skønt at blive hentet med Dannebrogsflag i lufthavnen og køres hjem til svigermors danske frokostbord. Som vi har spist i denne uge! Rugbrød en masse, sild, rullepølse, spegepølse, makrel, frikadeller, fiskefrikadeller, flæskesteg, koldskål, jordbærtærte, you name it. Samtidigt har Danmark vist sig fra sin smukkeste side. En forårsdag hvor solen skinner, fuglene synger, påskeblomster lyser klargult i bedene, alt dufter af forår, ja… så findes det ikke bedre på denne jord. Og hvor er det skønt med lyset, tidligt og sent!

En masse andre gode ting ved Danmark har vi også fået lov til at nyde: gode venner, leg og snak, gæstefrihed,  højtid og fest, skønt gensyn med skole og børnehave…

Det føles SÅ godt at have været i Danmark. Jeg glæder mig til at komme hjem igen næste år og i mellemtiden vil jeg virkelig fuldt ud kunne nyde oplevelsen af at være her.Skønt var det opleve at Danmark er netop så dejligt som jeg huskede det og det er ikke kun hjemve der har givet landet et lyserødt skær.

Lidt sjovt var det at vi havde mange “nåh ja”-oplevelser i Danmark. Som i “nåh, ja, sådan her er det jo herovre!” Sjovt, hvor hurtigt man får nye vaner. Vi oplevede bland andet “Nåh ja, man må jo ikke dreje til højre over for rødt lys her”, “nåh ja, når man standser en bil med manuelt gear skal man træde koblingen i bund!”, “nåh ja, man skal jo købe bæreposen selv i supermarkedet” efterfulgt af “nåh ja, man skal jo også pakke posen selv”…

Vi har haft det lidt hårdt med jetlag, især da vi jo skulle tilbage kun en uge efter at vi var ramt første gang. Det har været nogle dage med meget tidligt i seng og take-away mad fordi vi allesammen er ganske trætte. Ellers gik rejsen godt. Vi kan mærke at Valdemar og Harald er større nu og mere selvstændige.

Næste stop for familien er en bilferie rundt i Texas første uge i juni. Vi skal blandet andet til Houston og til Corpus Christi ved kysten. Derefter tager jeg og drengene en ferie i Sverige i en god måneds tid.

Lige nu går vores tanker meget til Sverige, da min højt elskede farfar er indlagt på sygehus. Så er det svært at være så langt væk. De tanker og bekymringer har selvfølgelig været med i ekvasionen da vi valgte at tage herovre, men ikke mindre er det hårdt når man står i situationen.

Til alle jer der læser med – husk nu at NYDE det dejlige skandinaviske forår. Der er intet, absolut INTET, der er smukkere end det.

Until next time – hav det godt allesammen.

Idag skriver vi den 20. April og er dermed forbi den “magiske grænse” TAX DAY, den 17.April. På grund af den utroligt komplicerede skattelovgivning i USA er det fuldstændig umulig at ingive skatteoplysninger til myndighederne, medmindre man selv er revisor. Vi har derfor måttet, som alle andre, leje et revisorfirma til dette, til den nette sum af $1,500. Heldigvis fik vi $964 i overskydende skat tilbagebetalt…

Der tales meget om skat for tiden, op til præsidentvalget i November. Multimilliardæren Warren Buffet, som støtter Demokraterne, har foreslået “The Buffet Rule”: at alle, der tjener mere end en million dollars om året skal betale 30% i skat. Forslaget kommer af at Buffet selv, som er en af verdens rigeste mænd, betaler 17% i skat og hans sekretær betaler 30%. Det lyder jo umiddelbart som et meget fornuftigt forslag men der er utrolig meget modstand imod denne tankegang fra Republikansk side (Mitt Romney er selv mangemilliardær og betalte sidste år 13.9% i skat) især fordi man mener at det straffer dem der har arbejdet sig op og tjent mange penge. Samtidigt bliver der stillet spørgsmålstegn ved om den klassiske American Dream virkelig eksisterer mere? Er det virkelig så mange rige nu om dage som startede som fattige? Eller er de rige netop rige fordi deres forældre også var rige?

Vi (dvs Jan, da jeg jo ikke har nogen lønindtægt!) betaler 30% i federal tax. Jeg kan ikke lade være med at reflektere lidt over, hvad vi får for de penge? I Danmark betaler Jan en del mere, da han kommer ind under topskat. Jeg selv har dog aldrig betalt mere end 40%. Så hvad får vi for de ekstra penge?

Her i USA får vi, for vores 30%:

Skolegang til vores børn, som vi synes er af god kvalitet. Dog får man ingen materialer, det skal forældrene selv sørge for.

Vi bidrager til en kæmpestor militær organisation. Omkring 30% af statsbudgettet går til forsvaret.

Et meget synligt og nærværende politivæsen. (forleden var vi i en butik, hvor en kunde blev smidt ud efter en dispyt hvor han kaldte manageren “M*****F****** – da vi gik ud af butikken et minut senere stod tre politibiler udenfor og manden var sat i håndjern – det er effektivt og en smule imponerende…)

Man kan også nemt få øje på manglerne…

Vi får ingen form for sundhedsydelser (heldigvis har vi forsikring fra arbejdsgivers side, selvom den er mangelfuld). Sygeforsikring er meget dyrt. Mine mødrevenner har fortalt at de igennemsnit giver $800 om måneden for sin arbejdsgiver-subventionerede sundhedsforsikring, og så er det alligevel med selvrisiko, loft og en egenbetaling på 20%. Alligevel skal vi som skattebetalere være med til at betale basale sundhedsydelser for uforsikrede, fattige og pensionister, gennem de skattefinansierede programmer MediCare og MedicAid. Omkring 85 millioner personer (!) er dækkede af disse programmer. Men altså ikke os, der har arbejde.

Hvis vi ville blive boende, og vores børn ville læse videre på universitet, ja så skulle vi ihvert fald begynde at spare op til den forventede afgift på omkring $100,000 og opad. (per barn!! og vi har tre…)

Og regner vi med at skulle på plejehjem eller i beskyttet bolig, så må vi også hellere begynde på opsparingen nu!

Jeg betragter mig selv som liberal, og er fuldt ud enig med Abraham Lincoln (i øvrigt citeret af President Obama i hans seneste State of the Union Address): “Government should do for people only what they cannot do better themselves, and no more”. Mennesker skal opfordres til at tage ansvar for sine egne liv og ikke kvæles af en “nanny state”. Men ved Gud, hvor er jeg glad for vores skandinaviske velfærdssystem.

For at blive ved politik, havde jeg forleden dag en diskussion med en amerikaner, der for alvor mener at Obama er muslim og at hele det demokratiske parti er del af en muslimsk komplot som, medmindre det stoppes nu, vil sørge for at USA bliver overtaget af muslimer. Jeg har jo godt hørt disse vandrehistorier (om at Obama lagde præsidented med Koranen, ikke Bibelen, at han ikke er født i USA og at Al-Qaeda har forfalsket hans fødselsattest, bæstet i Johannes Åbenbaring er Obama…osv) men jeg havde ikke mødt nogen “in real life” som faktisk mener dette. Jeg gav udtryk for at jeg synes hans teorier er meget langt ude og fik, selvfølgelig til svar “ja der ser du hvordan demokraternes propagandamaskine har påvirket dig”.

Holdninger som disse får mig at blive mørkeræd. Dagen efter dette møde påbegyndtes retssagen mod Anders Behring Breivik, og, uden at gøre øvrige sammenligninger mellem min diskussionspartner og Breivik, er retorikken jo desværre skræmmende ens.

Konspirationsteorierne mod Obama kan i øvrigt afkræftes på: http://www.snopes.com/politics/obama/obama.asp

Jeg har det generelt dårligt med politikerforagt, fordi hvad siger det om vores demokratiske samfund at vi foragter og ser ned på de personer vi selve, og vores medmennesker, har valgt til at repræsentere os? Jeg har respekt for langt de fleste i Folketinget og Riksdagen, selvom jeg ikke er enige med dem. Her virker det desværre til at være et meget udbredt politikerforagt, ja ligefrem politikerhad, og en følelse af at folk i Washington lever i en helt anden virkelighed end man selv gør.

Mange synes at Republikanerne kan gøre det langt bedre end den siddende regering, men mange virker også lidt ligeglade – “det bliver det samme”. Mange vi snakker med mener, at middelklassen er på uddøende.

Det bliver spændende at følge valgkampen. Nu virker det jo til at stå klart, at Mitt Romney bliver præsidentkandidat for Republikanerne. Jeg glæder mig til at følge debatten på tæt hold, fordi den interesserer mig, og jeg håber inderligt at det kan fokusere på konkrete forslag til at rette op på finanserne, den massive arbejdsløshed, situationen i Afghanistan mv, istedet for at som (indtil nu) være fyldt af personangreb og bagtalen. Vi må se.

Efter otte måneder her er jeg kommet til at holde af USA. Jeg føler at USA fra nu af altid vil have en speciel plads i mit hjerte, ligesom England har haft i mange år nu. Jeg er især glad for menneskerne her. Jeg kommer til at savne spontaniteten, venligheden og hvor nemt det er at falde i snak med folk her. Alt er så ukompliceret og nemt. Forleden var vi til BBQ hos naboerne og fik himmelsk mad, øl og hyggeligt samvær i den lune aprilaften. Jan og jeg taler også meget om hvor dejligt det er at vores weekender er så afslappede. Vi skal huske at nyde klimaet som det er nu (knap 30 grader), indenfor en måneds tid rykker det igen op et hak til omkring de 40.

Det bliver spændende at komme på lynvisit i Danmark om godt en uge! – mon ikke jeg derefter kan skrive et spændende blogindlæg om alle de små ting i Danmark jeg kom til at bide mærke i efter otte måneders fravær??

Så er vi inde i April måned, foråret er her for alvor og vi nyder temperaturer på 25-30, før de igen i næste måned rykker opad. Foråret bringer ikke kun varme, men desværre også ret vildt vejr i form af tornadoer. Sidste tirsdag blev Dallas-Fort Worth området ramt af ikke mindre end 13 tornadoer og vi var så utrolig heldige at ingen af dem ramte lige der hvor vi er. Vi har godt nok haft englevagt. Flere end 1000 huse i området blev ødelagte. Mirakuløst nok blev ingen dræbt. Sandsynligvis fordi folk ved hvad de skal når tornadoer opstår (og de opstår pludselig i tordenvejre). I skolen havde de øvet “Code Red” flere gange, så drengene viste hvad det var. De skulle allesammen ind i den vinduesløse gang og lægge sig sammenkrøllet indtil væggen med armene over hovedet. Valdemar blev bange (og især bekymret for Mormor og Morfar, som var på besøg) men Harald tog det hele i stiv arm. Han var sådan en lille helt og trøstede sine rystende kammerater i den grad at han blev tildelt skolens “Award for good citizenship”. Jeg tror ærligt talt at han var så rolig fordi han ikke rigtig forstod hvad der var der skete! De andre børn havde sikkert hørt om hvor farlige tornadoer er, eller selve oplevet ødelæggelse før.

Det her var en særligt slem omgang, så statistisk set bliver området ikke ramt af noget så alvorligt i resten af vores tid her. Men vi har godt nok fået stor respekt for vejret og især at det kan skifte så hurtigt.

Ellers nyder vi fortsat livet her. Om 2 1/2 uge tager vi på lynvisit i Danmark i forbindelse med vores nieces konfirmation. Det bliver lidt underligt. Vi tænker meget på at om et år er vi allerede ved at gøre klar til at rejse hjem. Dejligt, og mærkelig hvordan tiden går hurtigt og langsomt samtidig.

Forleden læste jeg, at Helle Thorning-Schmidt havde udtalt sig til en engelsk avis, at det er “spild” at veluddannede kvinder går hjemme med sine børn. Jeg er enig med statsministern om at England har brug for bedre og billigere børnehaver (ligesom her), men jeg er ikke enig om at jeg “spilder” min tid. Alt eftersom ugerne og månederne går, finder jeg mere ro og mening i mit hjemmegående liv. Det er absolut ikke spild at jeg er her for børnene så meget som jeg er og at vi lever et liv med meget lavt stressniveau. Jeg har brugt min uddannelse i ti år (minus tre års barselsorlov) og jeg agter at bruge den igen så det er ikke en gang spild af skattebetalernes penge.

Ligeså har jeg fulgt en del diskussioner i media og sociale medier om hvor “dum” man bliver af at gå hjemme. Det provokerer mig lidt, kan jeg mærke. Selvfølgelig har man en “ammehjerneperiode” (hvem tænker hurtige, intelligente tanker på en baggrund af fire timers afbrudt søvn?) men nej, nej, nej, man bliver bestemt ikke dum af at være hjemme. De mødre jeg møder kan tale om andet end børn og bleer. Jeg synes politik, samfundsdebat, teologi og alt andet jeg interesserer mig for er lige så interessant som det var for et år siden. Jeg har endda haft mere tid til at følge med i samfundsdebatter, læse bøger om teologi og psykologi som jeg længe har villet læse, gå til foredrag, museer og på andre måder fordybe mig, end jeg havde den gang jeg gik på arbejde. Time bliver læst fra cover til cover hver uge, en ufattelig luksus for sådan en som mig!

Så igen – win win. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde som psykolog igen. Men jeg gentager: for nu, nyder jeg også at være her hvor jeg er. For knap to uger siden rundede jeg de 35 og jeg tror ikke at det er så ringe at man stopper op sådan her “knap halvvejs” og husker at nyde. For at citereTove Jansson, fra en god bog jeg lige læst, af Alex Schulman: “Skynda att älska”:

Nu vil jeg spise en sen frokost med tyskt rugbrød fra Aldi. Aldi her har ikke rugbrød i sit faste sortiment men en gang imellem har de, og netop idag har jeg købt en helt pose fuld at langsomt nydes.

Mange forårshilsner fra Fort Worth til jer alle!

Jeg har i lang tid nu gået og tænkt, at jeg må hellere skrive en halvtårs-status, nu når vi har boet her i et halvt år. Tiden er løbet fra mig og nu hvor jeg endelig får sat mig ned, opdager jeg at vi er tættere på at have boet her i syv måneder end seks – ergo er vi meget tæt på at være 1/3 igennem. Utrolig! Jan spørger tit: hvor er dog tiden blevet af? Jeg synes omvendt, at det føles som hundrede år siden vi rejste fra Aalborg lufthavn en tidlig onsdag morgen i August… Men jo, tiden er gået, og den er faktisk gået hurtigt. Jeg er glad for at det ikke er for et halvt år siden, fordi det var virkelig bøvlet og svært i starten, selvom det meste jo gik relativt glat.

Nu, hvor jeg gører mini-status efter små syv måneders ophold, tænker jeg over hvordan vi i starten sammenlignede alt med det derhjemme, og om det bliver det samme, fast omvendt, når vi kommer hjem?

Hvordan bliver det at vænne sig ved det danske klima, når man er vandt til 20 grader i januar og 27 i marts?

Hvordan bliver det at handle ind i Føtex og Rema1000 når man er vant til Wal-Mart, Target, Sprouts og CostCo? Og hvordan bliver det at møde sure kassedamer og ekspedienter der gører alt for at undgå øjenkontakt, når man er vant ved et “Hi ma’am, how are you today?” så snart man træder indenfor døren?

Hvordan bliver det for drengene at opleve det mere fri, mere kreative skolesystem når de er vante til regler og struktur?

Hvordan bliver det for Jan at arbejde i lille Danmark igen? Og hvordan bliver det for mig at arbejde, efter at have haft al tid i verden til familie og hjem i to år?

Hvordan bliver det at igen vænne sig til, at det med at gå i kirke hver uge og komme i Bibelstudie ikke er normen?

Jeg glæder mig til meget: at kunne gå og cykle i stedet for at altid tage bilen, at få arbejde i mit fag igen, være sammen med alle jer venner, spise dansk mad og meget, meget andet. Nu hvor vi går mod forår, og vi rejser hjem næste sommer, føles det hele indenfor rækkevidde helt pludselig.

I mellemtiden vil jeg nyde alt det gode ved vores ophold.

Nu, hvor vi snart har været her i et halvt år, er roen ved at sænke sig over familien.

Alt fungerer: Jan er glad for arbejdet, børnene stortrives allesammen (Valdemar elsker det forudsigelige strikte skolesystem, Harald er lige blevet optaget i skoledistriktets Gifted And Talented- program for intelligente børn og Folmer vokser og trives), vi nyder den varme vinter og jeg… har opdaget at jeg er ikke længere stresset over at være hjemmegående.

Hvad er det så sket? Jo, jeg tror simpelthen at med tiden er jeg vænnet mig ved det langsomme tempo og dagligdagen. Jeg sammenligner mig ikke længere med den jeg var derhjemme, med drøn på i karrieren. Jeg savner mit psykologarbejde, men jeg hviler trygt i at den del af mit liv vil genoptages igen på et senere tidspunkt. I starten da vi var her, og jeg blev spurgt hvad jeg lavede, sagde jeg “jeg er psykolog – men jeg arbejder ikke her i USA – fordi…” (visum, børnene osv) Jeg har bemærket, at jeg numere svarer “I’m a stay-at-home-mom”. Først efter at jeg er snakket med nogen i et stykke tid, kan det være at jeg nævner at jeg også er uddannet psykolog.

I mit sidste blogindlæg nævnte jeg, at jeg i de Femina og Alt for Damerne-blade som svigermor medbringede, studsede lidt over hvor tydelig den danske stil fremtræder, når man ser den på distance. I disse blade fik jeg også flere aha-oplevelser. Især gennem at jeg læste en interview med forfatteren Julia Lahme hvor hun talte om danske kvinders hverdag. Det var beskrivelser af sultne børn i cykeltraileren, i regnvejr, i ulvetimen, den daglige udfordring flyverdragter  -børnehave – være effektiv og uundværelig på job – syge børn – indkøb – være økologisk og kreativ og nærværende med sine børn, osv, osv…

Det ræs, er jeg simpelthen stået af!

Det er ikke fordi jeg synes at hverdagen i Danmark er dårlig. Absolut ikke. Jeg har heller ikke haft ondt af mig selv i alle de år jeg selv har stået i den hverdag som Julia Lahme beskriver.

Men jeg må indrømme, at jeg er taknemmelig for den chance jeg har fået.

En chance for at hive stikket ud i to år. At opleve en anden kultur og at opleve en næstindtil stressfri hverdag. Fordi det er ikke nogen af os der stresser! Jan når det han skal på arbejde og hvis han har brug for at blive længere på arbejdet en dag, er det ikke noget problem. Syge børn er heller ikke noget problem. Vores børn bliver aldrig hentet som den sidste. Vi mangler aldrig noget i køleskabet og vores hjem er ikke rodet og beskidt, fordi jeg har tiden til at gøre rent, rydde op og handle ind. Vi har tid til hobbies og sjove oplevelser i weekenderne. Jeg får rigeligt med voksenkontakt, samtaler og aktiviteter gennem mødregruppen og kirken.

Det er intet andet end en win-win situation. Jeg nyder tilværelsen som den er her og nu, og kan  samtidig glæde mig til at det får en ende, fordi så får jeg lov til at vende tilbage til det der er vores hjem og genoptage mit psykologliv.

Godt nytår!

Vi er kommet godt igennem jul og nytår, med dejligt besøg af svigerforældrene. Svigermor havde medbringet flere nummere af Femina og Alt for Damerne til mig, og at læse disse blev en øjenåbener.

Det siges jo, at man skal komme lidt væk, få lidt distance, for at kunne analysere den verden man lever i. Så sandt! Allerede efter fire måneder fremstår den danske kultur så udpenslet og kristalklart, på en måde som aldrig før, selvom jeg er invandret dansk.

Tag stilen. Jeg prøvede at tælle, hvor mange gange man i mine blade skrev “feminin og rå stil”, men måtte opgive. Denne miks må være det optimale nirvana for enhver dansk kvinde, for det er i bund og grund det artiklerne i damebladene handler om: en designer, en arkitekt og en forretningskvinde har alle indredt sine hjem i en rå, feminin stil.  En kendt sportskvinde beskriver sin stil som rå, men feminin. En cardigan beskrives at have det rette “rå men feminin” look. Ligeledes beskrives en række smykker på samme måde. Der gives beskrivelse hvordan man kan give sin adventskrans det rigtige rå, feminine, look.  En tøjbutik anbefales, fordi man blandt varerne har den rette blandning af…. råt og feminint. Og så videre, tilsyneladende altomfavnende og i al evighed…

Her i USA er der ikke meget rå, feminin, minimalisme. Ikke meget less is more. De hjem jeg har besøgt har uafset årstid været overpyntede og dekorerede. Vi stikker nok ret meget ud med vores IKEA-møblerede hjem.

Kvinderne er dog ikke helt så pyntede som jeg havde frygtet. Jeg havde en forestilling om at alle kvinder i Texas havde hair extensions, silikonebryster, botox-pande og lange fake-negle, men helt så slemt er det ikke.

Vi har nu været her i godt fire måneder, altså i cirka 20% af tiden!! Det er ganske utrolig, hvordan tiden går. Idag har børnene startet i skole igen efter juleferien. Efter en kold December fik vi en vidunderlig nytårsaften med 23 grader, og nu svinger temperaturen mellem 12 og 20. Sjovt, hvordan jeg længes efter forår lige så meget som jeg plejer at gøre derhjemme i januar, selvom det ikke rigtig har været nogen vinter at tale om!

Vi ser frem imod et travlt forår med tre gange besøg fra Sverige (!!) og en lille tur til Danmark i forbindelse med konfirmation i Bededagsferien.

Sådan her en søndag eftermiddag efter kirketid, hvor Jan og de store har taget en tur ud til en hangar for at kigge på en F-14 (hvad ellers?) og Folmer sover, reflekterer jeg lidt over vores kristne liv her i Texas.

På mange måder er der en rigtigt fed oplevelse at komme til et land hvor det er normen at være praktiserende kristen. Derhjemme er man jo en lille smule “underlig” hvis man kommer i kirke udover dåb, bryllup, begravelser og juleaften. Ikke fordi folk som regel har noget imod at man gør (de aller fleste er jo trods alt medlemmer af kirken) men alligevel synes jeg at kunne fornemme en skepsis fra mange: nå, hun er “sådan en”. Hvad der ligger i det ved jeg ikke: måske fornemmer andre, at “vi kristne” er helligere, dygtigere, kedeligere, mere dømmende… Vi er generelt ikke så gode til at snakke med hinanden om tro og åndelighed. Selv i menighedsrådet syntes jeg nogle gange at vi næsten kunne være berøringsangst over for trosspørgsmål. Det er nemmere at tale om mursten og økonomi end hvorfor vi passer på disse mursten og penge: fordi vi har en opgave at sprede evangeliet…

Her i USA er det totalt omvendt. Man kan næsten blive mundlam over hvor meget det tales om tro. Jeg husker første gang vi mødte en af naboerne: hun spurgte direkte til, hvilken kirke vi tilhører, fordi så vil hun da gerne hjælpe os med at finde en passende kirke her i Fort Worth. Vi var endelig også velkomne at tage med dem i kirke! Endvidere fortalte hun om hvordan hun havde kæmpet med sin tro og med at blive mindre dømmende over for andre, især dem der ikke lever sit liv på “den rigtige måde”. Alt dette fortalte hun en totalt fremmende i det første møde. Tænk hvis nye naboer i Danmark præsenterede sig på den måde: “Hej, jeg heder X, velkommen. Nu skal du høre, jeg har kæmpet med mig selv og min tro…”

Det er også spændende at høre hvordan kirke- og kristenlivet er en del af hverdagen her i USA. “Nej den aften kan jeg ikke, der har vi Bibelstudie”, “Skal vi mødes søndag efter kirketid?”, “Hvor mange børn har du – Gud har velsignet os med fire” osv. Man tager for givet, at alle hører til en kirke og at man ikke kun kommer der, men bidrager økonomisk og tager del i kirkens aktiviteter og sociale liv. I et land uden det helt store sikkerhedsnet er kirken også et net, både åndeligt, økonomisk og socialt.

For at ikke nævne politiken. Her slåsser politikerne jo nærmest om, hvem der lever det mest kristne liv og udfører flest kristne gærninger. Det er til gengæld lidt trist at se på synes jeg, især når det bliver så åbenlyst at man bejler til forskellige kirkefløjler. (tag  Mitt Romney, som fører kampagne for at blive Republikanernes præsidentkandidat, som vendt på en tallerken omkring abortspørgsmålet for at kunne please lobbyister på højrefløjlen). Flot at stå op for hvad man tror på – mindre flot at skifte mening efter hvad dem der holder i pengene til kampagnen vil have, at man tror på..

Da vi skulle optages som medlemmer ( i http://www.stmatthews-elca.org/ ) holdt Pastor Mike et møde for os nye. Han sagde at han ikke syntes at USA er et særligt kristent land. “Hvad??” sagde jeg. Man taler jo om Gud hele tiden: i den offentlige retorik, på skilte, bannere og i skolerne… hvad mente han? Jo, sagde han. Der er rigtig mange der kommer i kirke hver søndag. Ingen tvivl om det. Men det er en time i ugen. Hvad med resten af tiden? Resten af tiden lever vi i et land hvor egoisme og consumerism har slået så hårdt rod, at vi ikke ser det længere. Vi kan ikke tjene Gud og mammon, alligevel lever vi som om vi kunne. Alt handler om penge og om at kunne købe. Mange er ligeglade med Guds skabelse hvis det betyder at vi skal give afkald på vores store biler og vores olieforbrug. Politiker siger åbenlyst til de fattige at de selv er skyld i sin situation (det her var lige efter Herman Cains -som nu stået af præsident-ræset efter mange anklagelser om utroskab og seksuelle overgreb- famøse udtalelse om “If you’re poor and haven’t got a job, blame yourself”).

Meget spændende vinkel som jeg egentlig ikke havde reflekteret over. Måske er det i tråd med “moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt” - jeg går i kirke hver søndag, ergo må jeg være et godt menneske og så er det ikke så vigtig, hvordan jeg ellers lever mit liv?

Ja dobbeltmoralen frodes. Det er næsten komisk at se. Endnu en præsident-hopeful som eksempel: Newt Gingrich, house speaker under Clinton-tiden, som gjorde sit bedste for at få Clinton afsat på grund af Lewinsky-affæren og Clintons “moralske forfald”. Som det så senere viste sig havde en udenægteskabelig affære, på eksakt det samme tidspunkt…  

Ja, nu har jeg i løbet af min blog-tid udtalt mig negativt om i stort set alle de republikaner der ønsker at være præsident (Rick Perry fik vist nok en omgang i et tidligere indlæg og Michelle Bachmann bliver jeg bare for træt af at tænke på, hende springer jeg over). Ingen tvivl om at jeg helst ser at Obama får fortsætte en periode mere. Samtidig kan jeg forstå skuffelsen hos mange, der er bare ikke sket særlig meget i hans embedstid. Samarbejdsviljen og evnen til kompromisser over partigrænser er pinligt lille selv i disse krisetider.

Vi gører os ellers klare til at fejre jul, ligesom resten af verden. På fredag går drengene på juleferie, hårdt tiltrængt efter fire måneder med nyt sprog og nye vaner.

Glædelig 3. adventssøndag til jer allesammen.

Forsinket Happy Thanksgiving til jer allesammen, kære venner.

Det er nu en uge siden vi fejrede Thanksgiving på amerikansk manér. Torsdag, Thanksgiving Day, er alt lukket og familierne samles og spiser kalkun med stuffing, cranberry sauce, pumpkin pie og en masse andet godt. Om fredagen – black Friday – går alle amok i shoppingcentre!

Hvor er det en god tradition, at en gang om året stoppe op og være taknemmelig. (selvom man så næste dag taber sig selv consumerism igen) I skolen har børnene arbejdet med projekter om at være taknemmelig. Valdemar kom hjem med en kalkun han havde lavet, på hver fjer stod det noget han var taknemmelig for. I sand Valdemar-stil havde han skrevet:

I am thankful for my grandmother, because I love her.

I am thankful for my dad, because he builds lego with me.

I am thankful for US Navy SEALs for killing Usama bin Laden.

I am thankful for myself, because I love myself.

På skiltet udenfor skolen har det hele November stået “Be thankful!” Hvilken god reminder. Jeg vil helt sikkert tage traditionen med den årlige opmærksomhed på det gode i livet med hjem igen. Det er så læt at være misfornøjet, men vi har i sandhed meget at være taknemmelige for.

Vi har haft mormor på besøg i godt to uger. Det nød vi allesammen. Det var skønt at kunne vise hende hvordan vi bor og hvordan vores dagligdag ser ud. Drengene nød hvert minut hun var her. Da hun skulle hjem, tænkte jeg lidt over hvor virkelig langt hjemmefra vi er. Vi er jo vant til at have mormor i et andet land, men afstanden Stockholm – Århus er godt nok i en helt anden boldgade end afstanden Stockholm – Fort Worth. Det er vitterligt halvvejs rundt jorden man skal flyve. Tidsforskellen gører også at vi ikke taler så tit i telefon. Godt vi har nettet.

I kirken er jeg kommet med i Outreach Commission. Det er et udvalg der arbejder socialt med alle mulige projekter. I November har vi haft salg af Fair Trade produkter i kirken og her i December er det indsamling af legetøj til fattige børn i området. Det er sjovt og spændende at komme med i kirkelig arbejde igen. Selv om jeg vidste at det er mange fattige her i landet, er det dog kommet en smule bag på mig hvor stort problemet er, især i disse tider med arbejdsløshed. Et hyppigt problem er at man mister sygeforsikringen når man mister sit job, og bliver man så syg har man hverken forsikring eller penge til at betale behandlingen med. Kirken er derfor med i et tvær-kirkeligt samarbejde i området hvor pensioneret sundhedspersonale et par gange i ugen tilbyder gratis undersøgelse og behandling.

På tal om sundhed fik jeg mig endelig afsted til en kiropraktor med min dårlige ryg. Det viste sig, at jeg har to forskudte ryghvirvler som trykker på ischiasnerven, hvilket forklarer mine rygsmerter og følelsesforstyrrelser i foden. Som jeg tidligere nævnt vil forsikringen ikke dække, og behandlingen er dyr. Men det er ikke andet at gøre for end at betale og Be Thankful! for at vi tilhører den gruppe der kan betale.

Jeg går til genoptræning tre gange i ugen og er heldigvis allerede begyndt at se fremskridt, så jeg er optimistisk.

I næste uge rejser Jan hjemad: To dage i Sverige og tre dage i Danmark. Det er ikke ligefrem en ferierejse men jeg gad godt tage med blot for at få opleve lidt julestemning… Her er det pyntet voldsomt op til jul, noget pænt og noget ikke helt så pænt!! (amerikanerne har jo lidt en tendens at gå overstyr nogen gange…) Vejret er det smukkeste efterårsvejr, ligesom det nogen gange kan være hjemme i September. Klar luft, højblå himmel, strålende solskin og 16-19 grader.

Når Jan er tilbage igen går det ikke mange dage før vi får julebesøg af farmor og farfar, det glæder vi os allesammen til.

God julemåned til jer allesammen!

Igår havde vi været i USA i to måneder, og jeg har regnet ud at det er ca 10%. Lige knap i hvert fald, af de ca 22 måneder vi regner med at være her. Tiden går!!

Vi er nu sidst i oktober og vejret er vidunderligt. Omkring 25-28 grader, solskin og let vind. Børnene glæder sig over at kunne lege udenfor og hoppe på trampolinen uden at være ved at besvime i varmen. Alting føles faktisk nemmere når man ikke længere er i den trykkende hede!

Det går fortsat godt for alle. Valdemar snakker som et vandfald. Harald snakker også, ikke rigtig så meget, men Mrs Avila fortæller at han forstår alt. Sjovt at høre drengene med tydelig Texas dialekt… Selv Folmer er begyndt at tale engelsk (han startede med “gimme! gimme!”) og har nu udvidet repertoiren.

Jeg er, som jeg tror jeg tidligere har skrevet om, begyndt at komme i mødregruppe. Det er den lokale afdeling af MOMS Club Network (MOMS= Moms Offering Moms Support) som er et netværk for kvinder med børn i alle aldre. Her er der mange aktiviteter og jeg nyder at komme ud bland voksne. Man har legeaftaler (mødes på en legeplads, f eks) og voksenaktiviteter. I morgen aften skal jeg f eks til Crafts Night, hvor vi skal pynte efterårskranse at hænge på døren. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt over, hvor meget hausfrau jeg er bleven!

Jeg har såmænd netop idag investeret i noget alle amerikanske kvinder ejer: en Crock Pot Slow Cooker. Den glæder jeg mig til at prøve…

Forleden dag i mødregruppen vovede jeg mig på at fortælle, at jeg ikke bryder mig om det amerikanske sygesikringssystem. Jeg forventede mig at alle vil sige at de hellere ville have det end vores europeiske “kommunistiske” system, men jeg tog fejl. Alle de piger der var der den dag, ønskede sig en europeisk model. Samtidig sagde de allesammen at det aldrig vil ske, fordi det kommer til at koste så meget og fordi det er umuligt at få de amerikanske vælgere til at spise en sundhedsskat. I mit tilfælde er jeg ikke glad for systemet fordi vores forsikring har nægtet at dække mig for migrænebehandling og for ryglidelser, for at dette er “pre-existing conditions”. Dvs noget man døjet med inden man tegnet forsikringen og som forsikringen så ikke vil gå ind og dække. Migrænebehandlingen kan jeg leve med, men ryglidelse-eksklusionen har jeg sværere ved at fordøje. Grunden til eksklusionen er at jeg var til kiropraktor for hekseskud i ryggen lige før afrejsen. Dette medfører nu at hvis jeg får f eks en discusprolaps mens jeg er her, så er behandlingen for egen regning. Jeg prøver at lade være med at tænke på den lille risiko det er for dette, ellers vil jeg ikke kunne sove om natten!!

I mødregruppen var det flere der havde historier om konsekvenserne af sygeforsikringssystemet. En pige fortalte, at hendes man som 34-årig havde fået et hjerteanfald. Han er kommet sig fint efter det, men skal tage medicin og gå til kontrol resten af livet. Han havde forsikring gennem arbejdet, men det betyder så nu at han aldrig kan skifte job. Fordi hvis han skifter job, skal han have ny forsikring. Og intet forsikringsselskab vil forsikre hans hjerte som jo er en pre-existing condition. Og familien har ikke selv råd til at betale behandlingen, især ikke hvis det skulle opstå behov for operation senere. Ergo: manden kan aldrig i sit liv skifte arbejde. Og Gud forbyde, at han skulle miste sit job. Familien kan ikke flytte tilbage til Tennessee hvor de kommer fra, som de egentlig gerne vil, fordi han kan ikke skifte job!

Så meget for den amerikanske frihed?

En anden pige fortalte om en veninde som har en sygdom der giver redcidiverende, godartede svulster i hjernen. De første to gange det skedte, var hun under 21 og dækket af hendes forældres forsikring. Den tredie gang: ja, tough luck. Ingen ville forsikre hende og hun stod så uden dækning når den tredie tumor dukkede op. Det lykkedes hende at få den fjernet efter at forældrene taget et stort lån i huset og hendes kirke holdt en indsamling.

Det er utrolig. Det er ikke de fattige amerikaner vi taler om her, men ganske almindelige middelklasse folk, som bare ikke har råd til neurokirurgi.

Jeg kan konkludere at en af de gode ting med at rejse ud er at man lærer at sætte pris på det man har derhjemme.

Vi er i øvrigt blevet medlemmer af St Matthews ELCA (Evangelical-Lutheran Church of America), vi blev accepteret som transfer-medlemmer da præsten uden eksamination godkendte at vi begge to er døbt og konfirmeret i den Luthersk-Evangeliske tro.

Så nu er vi da ved at blive integreret i USA: Social Security number, bankkonto, telefon, kørekort, leasingbile (endelig!! fik vi vores biler, en VW Routan og en VW Jetta) og kirkemedlemskab – alt på plads!

Folmer ligger udenfor på terassen og sover i barnevognen, så nu sætter jeg mig også i solstolen med en bog.

Happy Halloween!

Vi er inde i Oktober måned, og vores ottende uge her. Efteråret er lige så stille begyndt med en del regn i form af korte men voldsomme tordenvejr og temperaturen har de sidste 5-6 dage været et sted mellem 25 og 30 grader C. Dog er det lovet 35 til weekenden igen! Imorges regnede det så drengene skulle have jakke på da de tog i skole – første gang med jakke på siden vi kom!

Jeg “fejrer” efteråret med en ordentlig forkølelse, hvor jeg låg i sengen det meste af igår og stadig har det ringe. Jeg spiser alt mulig man kan få i håndkøb herovre (“Severe cold treatment”, “Extra power mega-strength cold relief”) men lige meget hjælper det!

Siden sidst har jeg funderet en del på det her med nationel identitet. Ingen tvivl om, at amerikanerne har en meget stærk identitet. Det reflekteres også i hvad børnene får i lektier og hvad de har med hjem. I de sidste par uger har det f eks været opgaver med titlen “Texas heroes”, “My book of American heroes”, “My first book about Washington D.C”, “National symbols” og “What makes America so great”. Hver morgen skal børnene også sige tre “pledges”:  Først the Oakmont Elementary Principles, som jeg synes er ganske glimrende:

Today I will be positive,
Today I will be cooperative.
Today I will be honest.
Today I will be responsible.
Today I will be respectful and accepting.

Derefter The Pledge of Allegiance:

I pledge allegiance to the flag of the United States of America, and for the republic for which it stands, one nation under God, indivisible, with liberty, and justice for all.

Og til sidst Allegiance to the State of Texas:

Honor the Texas flag; I pledge allegiance to thee, Texas, one state under God, one and indivisible.

“Indoktrineringen” virker: i lørdags, da vi var til flystævne som blev åbnet med nationalsang, vendte sig Valdemar og Harald mod flaget og lagde hånden på hjertet…

Hvordan har jeg det med det? Det er jo ikke mit land, blot et land hvor vi er gæst. Svaret er, at jeg faktisk har det fint med det. Jeg føler ikke på nogen måde, at vi skal fralægge os vores egen nationelle identitet på bekostning af den amerikanske. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at vi var uvelkomne fordi vi er invandrere. Amerikanerne er generelt meget åbne og inkluderende, samtidig som dobbeltmoralen jo lever og frodes.

I Danmark føler jeg mig en lille smule “anderledes” nogen gange, fordi man jo kan høre at jeg er svensker. Her i USA har jeg mest fortalt andre, at jeg er fra Danmark. Sjovt, at jeg først føler mig rigtig dansk da jeg rejser ud… Det er ikke fordi jeg ikke føler mig svensk, men historien er så lang “født i Sverige, svensk statsborger… boet i England mange år, derfor lyder jeg som en englænder… men gift med en dansker og bor i Danmark, når jeg nu ikke lige er her…” at det ikke er altid jeg orker fortælle den – så er det bare nemmere at sige “We’re from Denmark”. Og jeg savner Danmark rigtig meget. Også Sverige. Ingen tvivl om at vi flytter hjem igen. Men som ugerne går, bliver det her også hverdag og det almindelige liv. Det skal nok blive et par rigtig gode år herovre.

I weekenden var vi ude at se lidt af Texas. Vi kørte 500 km vestpå over prærien uden at skulle dreje en eneste gang (lidt sjovt når GPS’en siger “In 340 miles, keep left on freeway”) til en by der hedder Midland, som er kendt for sit store flystævne. Vi tog ind på hotel i to nætter og havde en god oplevelse. Lørdag aften var vi på steak house og kan konstatere, at det der med kød, er noget de kan i Texas. Mmmm! Vi er begyndt at spise ude mere, noget amerikanerne gører meget, og det er meget uformelt og billigt.

Lige nu er medierne fyldt med diskussioner om hvem der skal blive republikanernes præsidentkandidat i 2012. Texas’ guvernør Rick Perry er en af de få der er tilbage. Jeg må indrømme at jeg ikke bryder mig om retorikken i debatten. Højre er virkelig langt til højre her i USA. Ikke den højrefløj vi kender. For mig er det jo for eksempel uforståelig hvordan det kan være en dårlig ting at sørge for at alle, uafset indtægt, kan komme til læge. Men den reform er en af de mange af Obamas forslag og reformer som bliver kaldet “kommunistiske” i debatten. Jeg sukker dybt når jeg hør dette og lignende ting, og vil gerne minde dem om hvad rigtig kommunisme er: tag Østtyskland og Sovietunionen i firserne, da jeg voksede op! – det, mine venner, er kommunisme: sygesikring for alle er social ansvarlighed og kristen næstekærlighed. – in my opinion.

Alt for nu, tid til en kop kamillete og et hvil før børnene skal hentes.

Glædelig efterårsferie!