Knægten og Cars spillet
18 okt. 2007 by Christian
Vores søn Noah på 3 år er ligesom de fleste børn faldet for det fantastiske Cars koncept. Samlingen er efterhånden komplet. Film – Legetøjsbilerne – Byen på et legetæppe og nu Cars spillet til PS2.
Heldigvis er Noah en dreng der er værd at give biler. De får bestemt ikke lov til at ligge og samle støv.
Vi besluttede forleden at købe Cars spillet til ham for det kunne jo være lidt sjovt for ham at prøve kræfter med figurerne fra animationsfilmen. Tænk selv at kunne få lov at styre Lynet og Ronnie Ræs.
Efter at have set Noah fræse rundt igennem Kølerkildekøbing med pedalen i bund og skrig og skrål fra den lille flækkes indbyggere ja så er jeg blot glad for at der går godt og vel 15 år endnu inden han skal låne familiebilen.
Med hensyn til Cars spillet ja så kan det bestemt godt anbefales. Det er måske ikke den bedste grafik i spillet men atmosfæren er i orden. Skulle spilanmelderne spørge Noah ville han helt sikkert sige det er et sejt spil.